Charles-Louis de Secondat Montesquieu: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner |
m bot: flyt sprogikon bagrest; kosmetiske ændringer |
||
Linje 54:
Charles Montesquieu blev født på Château de la Brède i det sydvestlige [[Frankrig]]. Hans fader, Jacques de Secondat, var en soldat med adelige aner. Hans moder, Marie Françoise de Pesnel, døde, da Charles var blot syv år gammel. Hun havde arvet en stor pengesum, som medførte, at familien opnåede baronrang i la Brède.
Charles-Louis de Secondat giftede sig med den [[Protestantisme|protestantiske]] Jeanne de Lartigue efter endt studium ved [[Collège de Juilly]]. Som 26-årig fik Charles en anseelig medgift ved giftermålet. Året efter arvede han en formue efter onklens død, samt titlerne ''Baron de Montesquieu'' og ''Prèsident à Mortier'' i Parlamentet i [[Bordeaux (by)|Bordeaux]]. På denne tid havde [[England]] erklæret sig selv et [[konstitutionelt monarki]]. Dette skete efter [[Glorious Revolution|The glorious revolution]] (1686–89) og efter Unionen i 1707, da foreningen af [[Skotland]] og England havde ført til dannelsen af [[Storbritannien]]. Kong [[Ludvig 14. af Frankrig]] døde i [[1715]] og blev afløst af den fem år gamle [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig 15]]. Disse nationale omvæltninger fik stor indflydelse på Montesquieu og bliver nævnt flere gange i hans værker.
I de britiske kolonier i Amerika blev Montesquieu højt anset som en forkæmper for britisk frihed men ikke af amerikansk selvstændighed. Ifølge den politiske forsker Donald Lutz blev Montesquieu citeret oftere af de amerikanske grundlæggere end nogen anden kilde, dog med undtagelse af [[Bibelen]]. Hans værker havde fortsat stor indflydelse på mange af de amerikanske grundlæggere efter den amerikanske selvstændighed, især [[James Madison]] fra [[Virginia]], kendt som "Grundlovens fader". Montesquieus filosofi om at "regeringsmagten bør fungere således, at ingen behøver at frygte hinanden" var en påmindelse for Madison og flere andre om, at et tydelig defineret og balanceret skel mellem de ledende magter var nødvendig for at danne et frit og stabilt grundlag for den nye regeringsmagt.
Montesquieu rejste rundt i [[Europa]] i flere år, blandt andet til [[Østrig]] og [[Ungarn]] ved siden af sin virksomhed som forfatter af flere værker om samfundet og politik. Han tilbragte et år i [[Italien]] og 18 måneder i England, før han slog sig ned i Frankrig igen.
Han gjorde sig i [[1721]] for første gang internationalt bemærket med en velskrevet satire over samtidens franske samfund, ''Lettres persanes''. Han offentliggjorde i [[1734]] sit første statsteoretiske arbejde, ''Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence''. I det opfølgende værk, ''L'Esprit des Lois'' (''Lovens ånd'') fra [[1748]], drøfter han ulige politiske systemer og analyserer lovværket som et socialt fænomen. Han præsenterer her det, han i eftertiden nok er mest kendt for, nemlig [[magtadskillelse]]sprincippet. På baggrund af sine studier af engelsk historie og filosofi hævdede Montesquieu at kunne finde belæg for at hævde, at politisk magt må være delt mellem tre frit stående institutioner: en lovgivende, en udøvende og en dømmende. Dette værk, som også fremhæver teorier om [[menneskerettigheder]], har siden haft en betydelig indflydelse på vestlig politisk tænkning og konstitutionel praksis. Montesquieus tanker blev en vigtig inspiration ved udformningen af grundlovene til blandt andre [[USA]], [[Frankrig]] og [[Norge]]. Hans næste værk, ''Considérations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur décadence'' fra 1734, bliver af nogen forskere betragtet som en overgang fra ''Lettres persanes'' til hans mesterværk. ''De l’Esprit des Lois'' blev udgivet med anonym forfatter i 1748 og fik hurtigt stor indflydelse. Værket mødte modstand fra både tilhængere og modstandere af regimet i Frankrig. I 1751 forbød den katolske kirke flere af Montesquieus værker, også ''l’Esprit'', og inkluderede sidstnævnte i indekset over forbudte bøger. Værket modtog derimod megen ros fra resten af Europa og især fra Storbritannien.
Linje 68:
== Om Lovenes Ånd ==
{{main|De l'esprit des lois}}
Af de tanker og analyser, som Montesquieu fremstiller i det omfattende arbejde ''L’esprit des lois'', fremhæves især tre teser: hans klimalære,
magtdelingsprincippet, og hans opfattelse af ulige slags statsformer. Hans berømmelse og betydning til trods var hans filosofi ikke original for hans samtid men har lånt og sammenført tanker, som andre allerede havde givet udtryk for. Klimalæren indebar på sin tid et skridt mod en relativisering af [[retsfilosofi]]en, men mange bærende tanker var normative snarere end deskriptiv og tillige moraliserende.
=== Om ulige statsformer ===
Linje 75:
Den ledende tanke i ''L’esprit des lois'' er, at samfundsindretningerne ([[Lov (jura)|lovene]] og samfundets institutioner) ikke bør bedømmes efter en universelt gældende målestok, som den da rådene anskuelse gjorde gældende, men efter hvorvidt de gav menneskene, som levede i samfundet, [[retfærdighed]] og [[frihed]]. Han opstillede derfor ikke noget almengyldigt forfatningsideal men anerkendte [[republik]]ansk, [[demokrati]]sk eller [[aristokrati]]sk, og [[monarki]]sk som berettigede alt efter de ulige forhold. Hvad han fordømte, var alene [[despoti]] og [[anarki]], som begge indebar lovløshed. Modsat fx Rousseau anerkendte han dog, at [[retfærdighed]] var uberoende af samfundet og derfor kunne bedømmes videnskabeligt af en kritisk indstillet person.
Med sin skildring af de to republikanske statsformer regnede han egentlig kun med [[fortiden]]s [[stadsrepublik]]ker (Hellas, Rom) og troede ikke, at de var mulige at gennemføre i moderne storstater, men hvad, han sagde om [[dyd]]en (som han definerede som en uselvisk medborgerindstilling) som den uomgængelige forudsætning for et vellykket udfald af den demokratiske statsform, har tidløs gyldighed. Det idealiserede billede, han gav af antikkens demokratiske [[republik]]ker skulle få følger, som han ikke havde anet. I strid med hele hans opfattelse gjordes den til et almengyldigt ideal, og som sådan inspirerede den nemlig siden den [[Franske revolution]]s antikinspirerede [[republikanisme]].
Hvad Montesquieu mente med monarki var nærmest Frankrig før [[Ludvig 1. af Frankrig|Ludvig 14.s]] [[centralisering]] og [[nivellering|nivellerende]] [[despotisme]]: en [[stat]], hvor monarken visselig er kilden til al [[magt]] men i sin magtudøvelse begrænses af visse [[grundlov]]e og af aristokratisk formidlede [[korporation]]er (''pouvoirs intermédiaires'') såsom [[adel]], [[hierarki]] og en uafhængig dommerstand, som overvågede lovens hellighed (det franske parlament). Fundamental blev dermed hans inddeling af samfundsklasser: han anerkendte tre samfundsklasser i sin samtids Frankrig, for hvilke han udmøntede udtrykket ''[[trias politica]]'': monarkiet, aristokratiet og almenheden.
Linje 81:
=== Klimalæren ===
Ved sin bedømmelse af styrelsesformens egnethed opstillede han folkenes ulige [[levevilkår]], deres [[geografi]]ske og [[økonomi]]ske forhold, deres størrelse, skikke, [[religion]], [[historie]] og så videre, og det var netop denne relativitet, som han anså kom til udtryk i ''Lovenes Ånd'', om end relativismen ikke var fuldstændig, og med hensyn til magtdelingen er han tvært imod [[normativ]]. Hans analyse af klimavilkårene, fremlagt i bog XIV, er senere blevet kendt som klimalæren, en teori, som han ikke var ene ophavsmand til, men som han videreudviklede og spredte.
Under denne hører Montesquieus opfattelse af typekarakterer hos verdens folk, hvilke han mente var opståede og korresponderede med det [[klima]], som folkene stammede fra. Mennesker i varme lande, mente han, var styrede af deres [[lyst]]er og [[antipati]]er, var ærekære og dovne samt krævede lov og orden i højere grad end folk i nord. Mennesker i nord var kraftigere, mere fremturende eller djærve, højmodige men tilgivende samt uvillige til at nyde og skabe skønhed, i nord nød man uden nøjeregning på det, som blev tilbudt. Mennesker i nord havde ikke lige så udviklede love og dømte efter hvad, øjet så. Europæere, som bosatte sig i [[Indien]], ville med tiden miste deres europæiske træk, alt på grund af klimaet.
Med denne teori fik han indflydelse på senere tiders [[racebiologi]] derved, at han dels opstillede folketypologier, dels indledte et [[metodologi]]sk vendepunkt i [[humanvidenskab]]erne, som der efter i højere grad skulle underkaste sig [[lægevidenskab|medicinsk videnskab]], [[biologi]] og [[etnologi]].<ref>
[http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=1058&a=450219 Carl Frängsmyr, "Vädrets makter : Klimatläran blev en raslära"], [[Dagens Nyheter]], 15. august 2005 {{sv sprog}}</ref>
=== Menneskets frihed ===
Den højeste form af statsliv anså han være [[frihed]], hvormed han mente, at [[individ]]ernes sikkerhed var betrygget ved, at de ikke kunne tvinges til andet end, hvad loven påbød, eller forhindres fra at gøre, hvad loven tillod. Hertil fordredes, anså han, at magt begrænses af magt, thi "det er en evig erfaring, at enhver magtindehaver fristes att misbruge sin [[myndighed (person)|myndighed]] og går, til han møder grænser". Findes en sådan begrænsning nægtede han ikke, at friheden kunne forekomme i republikker, men nærmest anså han den for at høre hjemme i monarkiet, hvis natur er at på denne måde blive "modereret".
=== Magtdelingsprincippet ===
Fuldt betryggende for friheden fandt han dog kun at være monarkiet med en [[magtfordeling]] (''separation des pouvoirs'') ifølge hvilken, den [[udøvende magt|udøvende]], den [[lovgivende magt|lovgivende]] og den [[dømmende magt]] skulle tilhøre indbyrdes uafhængige indehavere af hans ''trias politica'': den udøvende monarken, den lovgivende [[folkeforsamling]]en bestående af et aristokratisk [[overhus]] og et folkevalgt [[underhus]] og den dømmende af uafhængige [[dommer]]e. Dette anså han være virkeliggjort i [[England]], hvis statsform han derfor fremstillede som forbillede for en fri forfatning.
Udkastet til denne magtfordelingslære var allerede gjort af [[John Locke]], men afvigende fra denne gennemførte Montesquieu den mere fuldstændigt: en indehaver af en "magt" måtte ''aldrig'' deltage i udøvelsen af en anden. Indehaveren af den udøvende burde eksempelvis kun for at ikke lide indtrængende i denne sin magt have [[vetoret]] i [[lovgivning]] men frakendtes [[sanktionsret]], ansås ikke at behøve [[initiativret|initiativ]] og burde end ikke ved sine ministre kunne deltage i den [[lovgivende forsamling]]s diskussioner.
Denne absolutte form af magtfordelingslæren har vist sig svær at gennemføre i praksis, men det er dog Montesquieus autoritet, som har givet den en verdenshistorisk udstrækning, og hvad som - trods alle modifikationer af den - står fast er, at under normale forhold både statens egen sikkerhed og den personlige frihed kræver, at, på en eller anden måde, de ulige, hinanden kontrollerende og begrænsende faktorer kan virke på den tilsigtede måde ved udøvelsen af statsmyndigheden. Hvor dette ikke sker (hvor magtadskillelsen ikke er reel eller hvor magten misbruges), forfalder styrets legitimitet og evne til at udføre sin opgave, og magtkorruption får overhånd.
=== Lovens væsen og religionen ===
Montesquieu definerede loven som [[Gud (højere væsen)|guddommeligt]] givet verden i form af [[naturlov]]ene og [[naturret]]ten; den positive ret og verdslig lov var dog ifølge Montesquieu en menneskelig skabelse, som var blevet til for, at mennesket var et [[fornuft]]svæsen og dennes fornuft indser, at love og deres opretholdelse er nødvendig for menneskeligt samliv. I så måde havde han en forholdsvis [[sekulær]] tankegang. Derimod mente han, at monarkiet som statsform var bedre egnet for et [[katolsk]] samfund, mens [[protestantisme]] og [[islam]] ikke havde denne egnethed. [[Religionsfrihed]] og religiøs tolerance var endvidere noget, han fandt at være nødvendigt i stater, hvor medborgerne havde uens tro.
Det var også med hensyn til religionen, at han på en afgørende måde adskilte sig fra Locke derved, at Locke i egenskab af [[protestant]] opfattede [[katolicisme]]n som [[autoritær]] og overdrevet og dermed uforenelig med det frie sind, som han virkede for i ''Letters concerning toleration''. Montesquieu, der selv var katolik, vurderede denne kristne retning langt højere og anvendte indirekte Lockes egne argumenter for religionsfrihed for at legitimere dens berettigelse.
Linje 108:
== Forfatterskab ==
[[
* ''Les causes de l'écho''
* ''Les glandes rénales''
* ''La cause de la pesanteur des corps''
* ''La damnation éternelle des païens'' 1711
* ''Système des Idées'', 1716
Linje 128:
{{Wikiquote2|Montesquiéu}}
{{Commonscat|Montesquieu}}
*
*
*
{{autoritetsdata}}
{{FD|1689|1755|Montesquieu, Charles-Louis de Secondat}}
[[Kategori:Filosoffer fra Frankrig]]
[[Kategori:Faglitterære forfattere fra Frankrig]]
| |||