Kemiske våben: Forskelle mellem versioner

I [[Første verdenskrig]] anslås det at kemisk krigsførelse medførte 100.000 dødsfald og 1,2 million sårede, jf. [[Giftgas i 1. verdenskrig]]. Siden er det af flere omgange blevet forsøgt at forbyde eller forhindre lande i at bruge kemiske våben. Det første gennembrud efter Første Verdenskrig var [https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1930/197 Geneveprotokollen af 1925], også kendt som Giftgasprotokollen. Den forbød de ratificerende lande at bruge kemiske og biologiske våben mod lande, som også havde ratificeret protokollen.<ref>Price, R. (1997).''The Chemical Weapons Taboo''. Ithaca: Cornell University Press, pp. 70-99.</ref> Den forbød dog ikke oplagring, produktion og forskning i kemiske våben, og forbød heller ikke brugen af kemiske våben som gengæld mod lande, som forbød sig mod protokollen.<ref>Webster, A. (2006). "From Versailles to Geneva: The many forms of interwar disarmament", ''Journal of Strategic Studies'', 29:02, p. 237.</ref> Kemiske våben blev i Mellemkrigstiden taget op til debat af flere omgange i [[Folkeforbundet|Folkeforbundet,]] uden at forbundet kom nærmere et totalt forbud. Den primære årsag til at kemiske våben ikke blev forbudt i Mellemkrigstiden var, at det blev anset for umuligt at forbyde produktion af de mest populære stoffer, herunder klorin[[klor]] og [[fosgen]]. Mange af stofferne havde nemlig legale anvendelsesmuligheder indenfor produktionen af farver, pesticider, medicin, gødning, m.m. (Se eksempelvis [[fosgen]] og [[klor]]). Et eventuelt forbud ville derfor være umuligt at gennemføre - og umuligt at opretholde, da Folkeforbundet ikke havde nogen måde at håndhæve de aftaler der blev indgået.