|
== Uddannelse og rejser ==
Hans fader var [[sognepræst]] [[Rasmus Fenger]]{{dn (præst)|dato=juliRasmus 2018}}Fenger]], og han fødtes på [[Christianshavn]], hvor han besøgte [[Borgerdydskolen på Christianshavn]]. Her viste han navnlig glimrende [[Matematik|matematiske]] anlæg, der vakte læreren Svenningsens særlige opmærksomhed, og her fra dimitteredes han [[1829]], "indkaldt" ligesom sin klassekammerat [[C.C. Hall]]. De derefter påbegyndte lægevidenskabelige studier dyrkede han med en usædvanlig frihed og alsidighed og uddannede sig ikke blot ligelig i [[Lægeuddannelse|medicin]] og [[kirurgi]], men tillige i flere ikke foreskrevne naturvidenskabelige retninger; således fordybede han sig grundig i [[kemi]] ved [[Den polytekniske Læreanstalt]]. Til trods for denne videre førte videnskabelige uddannelse nøjedes han dog med, 21 år gammel, ved akademiet at underkaste sig den kirurgiske eksamen, men også med udmærkelse (1835). Derefter foretog han i selskab med sin ven og studiefælle [[C.J.H. Kayser]] en flerårig studierejse, der først gik til [[Berlin]], hvor han fremdeles dyrkede både medicin og kirurgi hos de derværende lærere, ligesom han trådte i nærmere bekendtskabsforhold til [[Henrich Steffens]]. Over [[Halle (Sachsen-Anhalt)|Halle]] rejste han videre til [[Wien]], ved hvis universitet den unge Rokitansky netop den gang skabte den [[Patologisk anatomi|patologiske anatomis]] glimrende nye æra, og der fra til [[Zürich]], hvor den fra [[Tyskland]] bortviste, verdensberømte kliniske professor [[Johann Lukas Schönlein|Schönlein]] stod i sin største glans. Det blev dog fornemmelig [[Paris]], der fængslede ham. I medicinen herskede her den banebrydende patologisk-anatomiske skole, hvis strengt naturvidenskabelige, logisk-eksakte tendens passede fuldt til Fengers særlige anlæg. Han uddannede sig hos fysiologen [[Magendie]] og hos de fremragende klinikere, men særlig dyrkede han den af Pariserskolen stærkt betonede medicinske statistik, for hvis udvikling hans jævnaldrende, Gavarret, netop dengang brød nye baner, og førte disse studier videre i almindelig statistisk og kameralistisk retning. Efter et slutningsophold i [[England]], hvortil den franske skole dengang var overført i reformeret skikkelse, kom han i [[1839]] tilbage til Danmark.
Året efter habiliterede han sig ved at tage den medicinske [[licentiat]]grad netop ved en statistisk afhandling (om alderens og årstidernes indflydelse på de forskellige sygdomme), der ved sin mønsterværdige udførelse også i udlandet vakte fortjent opmærksomhed. Men kirurgien, for hvilken han også gennem sin farbroder generaldirektør [[Christian Fenger]]{{dn (1773-1845)|dato=juliChristian 2018}}Fenger]] havde fået særlig interesse, vedblev foreløbig at ligge ham nærmest; i [[1840]] blev han reservekirurg ved det endnu bestående [[Kirurgisk Akademi|Kirurgiske Akademi]], i [[1841]] reservekirurg ved [[Frederiks Hospital]]. 1842 tog han doktorgraden ved en afhandling om den da epidemiske sårrosen på hospitalernes sygestuer. Og da overkirurgen professor Gundelach møllers tiltagende sygdom krævede konstitution af en anden kirurg, overtog Fenger i begyndelsen af [[1844]] denne ansvarsfulde stilling og varetog den i 9 måneder med overordentlig dygtighed, ligesom han samtidig publicerede flere betydningsfulde kirurgiske afhandlinger i tidsskrifterne.
Imidlertid var hans evner kommet til anvendelse ved [[Københavns Universitet|universitetet]], men i en fra kirurgien fjern retning. I 1843 blev han, efter en konkurrence med [[Adolph Hannover]], i hvilken han havde vist sin overlegenhed over denne allerede den gang ansete videnskabsmand både ved sin konkursafhandling og sit foredrag, udnævnt til lektor ved det medicinske fakultet i det specialfag, som dengang gennem medicinen i Paris og Wien havde arbejdet sig frem til dominerende fundamentalbetydning: den patologiske anatomi med dertil knyttet almindelig patologi. Denne udnævnelse betegner et vendepunkt i den danske medicins historie; dermed fik også hos os den gamle, den gang navnlig af O.L. Bang repræsenterede dogmatiske patologi et afgørende knæk, og den nye, strengt naturvidenskabelige retning kom til gyldighed. Både fra universitetets kateder og som meget aktivt medlem af lægeselskabet "Filiatrien", der repræsenterede de nye anskuelser, virkede Fenger energisk og dygtig for lægevidenskabens reform efter de udenlandske impulser, – hvorvel denne teoretiske virksomhed åbenbart i længden ikke tilfredsstillede ham. I [[1845]] blev han professor extraordinarius, i [[1850]] ordinarius. Samtidig vedblev han med særlig iver at dyrke den medicinske statistik og offentliggjorde i [[Det kgl. Medicinske Selskab]]s skrifter en række omfattende og mønstergyldige afhandlinger, navnlig vedrørende dødelighedsstatistikken. Heller ikke blev han fremmed for sit gamle yndlingsfag kirurgien. Vel mislykkedes en i 1845, efter Gundelach Møllers død, af lægernes unge intelligens iværksat agitation for at få ham til klinisk universitetslærer i kirurgi i stedet for den designerede professor Stein, hvis tarvelige fordannelse man ikke respekterede; men Fenger vedblev at pleje dette specialfag og gav som overkirurg ved militære [[lazaret]]ter i krigsårene nye prøver på sin dygtighed i så henseende. Også politikken lagde tidlig beslag på ham, og [[1849]] blev han [[Folketingsmand]] i en københavnsk kreds.
|
