Kalmarunionen: Forskelle mellem versioner

▲Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Slesvig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, som var en forstyrrelse af svenskernes eksport(især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmeråd ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev sat af som konge af unionen, som blev overtaget af Christopher af Bayern.

▲Christoffer blev ikke nogen populær konge. Han formåede ikke at indfrie et løfte til svenskerne om at give dem [[Gotland]] i hænde, da Erik sad her på borgen Visborg og bedrev et [[sørøveri]], som Christoffer heller ikke formåede at stoppe. Af danskerne blev han anklaget for at tilkalde og favorisere egne landsmænd på bekostning af rigernes egne indbyggere. Han forsøgte at stække [[Hanseforbundet]]s indflydelse ved at favorisere nederlændinge og englændere, ved at genindføre Øresundstolden og ved at give København nye privilegier, der skulle forhindre udenlandske købmænd at handle, men måtte indrømme Hansestæderne fornyede rettigheder i både Norge og Sverige.

▲I kraft af tomrummet efter Christophers død i 1448, valgte Sverige [[Karl Knutsson]] til konge med sigtet om at oprette unionen under den svenske trone. Karl blev også valgt til konge af Norge det følgende år, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end de svenske og norske tilsammen og fik det danske [[gehejmeråd]] til at udnævne [[Christian 1.]] af [[Oldenborg (land)|Oldenborg]] til konge.