Forskel mellem versioner af "Epigrafik"

7 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer
m (bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer)
Epigrafik giver sig i reglen heller ''ikke'' af med indskrifter, som er skrevne, malede, tegnede osv. på papir eller papirlignende stoffer, som
for eksempel papyrus, pergament, linned, hvilket snarere hører under [[palæografi]]en, eller videnskaben om gammel skrift, denne videnskab
taget i snævrere betydning, thi taget i videre betydning omfatter palæografien alle videnskaber om gamle skrifter, altså også epigrafik.
For så vidt som de på papir, pergament osv. nedskrevne skrifter, aktstykker, breve osv. tilhører [[middelalderen]] eller endnu nyere tider, behandles de i [[diplomatik]]ken.
__TOC__
Undertiden knyttedes hertil fortællinger om historiske begivenheder, som havde spillet en rolle i stifterens liv eller stod i forbindelse med opførelsen af bygningen. På de [[Ægypten|ægyptiske]] templer ser man de [[farao]]ners navne og titler, som har opført eller restaureret disse bygninger, eller som har bidraget til deres videre udsmykning, indhuggede ofte mangfoldige gange. Af og til knyttes hertil fortællinger om nogle af kongens bedrifter.
 
De [[Assyrien|assyriske]] konger lod ofte deres paladsers vægflader pryde med uddrag af deres rigsårbøger, indeholdende fortællinger om deres sejre og byggeforetagender, hvilke indskrifter de lod indhugge med [[kileskrift]] i pragtsalene; eller også lod de sådanne beretninger indridse med kileskrift på cylindre af ler, der brændtes i ovne og nedlagdes under grundstenene.
 
Assyriske, ægyptiske, persiske og andre konger lod ofte historiske indskrifter indhugge på klipper (Bavian, Bisutun, Mesa i Moab og flere). Mange indskrifter fortæller om æresbevisninger som vistes privatpersoner, om byråds eller korporationers beslutninger om at hædre fortjente mænd, medens andre indeholder taksigelser og løfter til guderne. Den private forfængelighed spiller i det hele en stor rolle ved fremkomsten af
Allerede i [[Menneskets oldtid|oldtiden]] var man blevet opmærksom på indskrifters vigtighed i historisk henseende, og ikke få af oldtidens historiske forfattere har benyttet indskrifter som [[kilde]]r, om end mange foretrak frit at sammensætte taler og aktstykker i stedet for at gøre sig den ulejlighed at undersøge, om ikke en indskrift et eller andet sted meddelte ordlyden. Allerede historiens fader, [[Herodot]], benytter indskrifter og støtter oftere sine meddelelser til sådanne. [[Thukydid]]es og flere følgende forfattere trådte i den henseende i Herodots fodspor. Ja vi ser endog allerede i oldtiden epigrafik begynde at udvikle sig som videnskab. I den aleksandrinske tid gav flere lærde sig af med at afskrive, samle og ordne græske indskrifter, det første skridt til udviklingen af en videnskabelig epigrafik.
 
Endnu efter [[kristendommen]]s sejr i [[romerriget]] var anvendelse af indskrifter meget udbredt; men da barbariske, lidet skriftkyndige folk oversvømmede romerriget, blev anvendelsen snart meget begrænset; og i løbet af adskillige århundreder fremkom der næppe andre indskrifter end gravskrifter, men de talrige indskrifter, som var tilbage fra oldtiden, blev dog ikke helt upåagtede. Allerede under [[karolingerne]] begyndte man at samle indskrifter fra oldtiden. Der findes således en samling indeholdende 80 indskrifter fra Rom, i et fra klostret ''Einsiedeln'' stammende håndskrift. En samling kristne [[epigram]]mer fra Milano: ''Sylloge Pallatina'' stammer også fra dette tidsrum.
 
;13-1400-tallet
[[Lilleasien]] og andre asiatiske lande. Dette værk, ''Tituli Asiæ Minoris'', i hvilket også alfabetiske indskrifter fra disse lande, affattede i andre sprog end oldgræsk, er behandlede, tegner til at blive lige så omfattende som det, akademiet i Berlin udgiver.
[[Fil:Perikles Ostracization.jpg|thumb|200px|[[Ostrakon]] med [[Perikles]]' navn]]
Foruden disse store samlinger er der i flere lande og byer udkommet værker, i hvilke de græske indskrifter, der findes på disse områder, er samlede og forklarede. Man kan her omtale ''The Collection of Ancient Greek Inscriptions in the British Museum'' (1874-93 i fire bind) af [[Charles Thomas Newton|Newton]], [[Edward Lee Hicks |Hicks]] og [[Gustav Hirschfeld|Hirschfeld]]. Hertil må føjes udgivelse af samlinger af græske papyrus, fra [[London]], [[Paris]], [[Berlin]], [[Wien]], [[Leipzig]], [[Genève]], [[Torino]] osv. og af [[ostrakon]]-indskrifter på potteskår (fra Ægypten, udgivet af [[Ulrich Wilcken]], 1899). Nævnes må endvidere mindre samlinger af udvalgte græske indskrifter, således ''Recueil des inscriptions juridiques grecques'' af [[Rodolphe-Madeleine Cleophas Dareste de la Chavanne|Dareste]], [[Bernard Haussoullier|Haussollier]] og [[Théodore Reinach|Reinach]] (1901-05), ''Epigrammata græca'' af [[Georg Kaibel|Kaibel]] (1878), fremdeles skrifter til lettelse ved studier, som: [[Wilhelm Dittenberger|Dittenberger]]: ''Sylloge inscriptionum græcorum'' (1898-1901); Hicks, ''A manual of greek historial inscriptions'' (2. udgave 1901); [[Hermann Collitz|Collitz]]-[[Friedrich Bechtel|Bechtel]], ''Sammlung der griechischen dialektinschriften'' (1884-1905). Lignende nyttige udvalg haves også af latinske indskrifter, således: [[Hermann Dessau|Dessau]], ''Inscriptiones latinæ selectæ'' (1882-1906); [[Franz Bücheler|Bücheler]], ''Carmina latina epigraphica'' (1897) osv.
 
== Geografisk ==
 
;Italien
Det af nordiske lærde givne eksempel, at opsøge og tolke andre indskrifter end græske og latinske, fandt snart efterlignere uden for Norden. Italienerne gik også her i spidsen. Allerede i 18. århundrede søgte man ikke helt uden held at tolke de gamle indskrifter, man efterhånden opdagede i forskellige egne af Italien, og som er affattede i forskellige gamle sprog, som umbrisk, oskisk, sabellisk og etrurisk. Studiet af disse grene af epigrafik har også gjort fremskridt, man finder de [[Italiske sprog|olditaliske]] indskrifter samlede og tydede hos Fabretti (''Corpus Inscriptionum Italicorum antiquioris ævi'', Torino 1867) og andre. De etruriske indskrifter bliver samlede i [[Olof August Danielsson|Danielssons]] og [[Carl Pauli|Paulis]] ''Corpus Inscriptionum Etruscarum'' (Leipzig 1893-1902).
 
;Andre europæiske lande
En meget væsentlig udvidelse af sit område fik epigrafik i 18. århundrede, da abbed [[Jean-Jacques Barthélemy|Barthélemy]] dechifrerede de [[Fønikiske alfabet|fønikiske]] indskrifter, hvoraf man dengang kun kendte meget få. Herved åbnedes en ny mark for epigrafik, der snart skulle vise sig yderst rig og frugtbar, nemlig det [[Semitiske sprog|semitiske]] område. Efterhånden har dette udviklet sig til alle sider. Dels har man siden fundet mange flere fønikiske indskrifter, særlig i Nordafrika, de såkaldte puniske og nypuniske indskrifter, dels har man fundet flere [[hebraisk]]e indskrifter, ikke blot fra en senere tid, men også fra selve den israelitiske kongeperiode (således Siloah-indskriften, omtrent 710 f. kr.), ja endog en moabitisk indskrift (Mesas støtte). Medens alle disse indskrifter er affattede på fønikisk og hebraisk ([[Kana'an|Kanaans]] tunge), er andre, endnu langt talrigere indskrifter affattede i sprog, som tilhører en anden gren af den semitiske sprogæt, nemlig den [[aramæisk]]e gren.
 
Tidligst blev man opmærksom på de palmyrenske indskrifter, hvoraf der er kommet mange frem (de fleste findes i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]), og på de nabatæiske indskrifter fra den [[Sinai|sinaitiskesinai]]tiske [[halvø]], de fleste i Vadi Mokatteb (Skriftdalen). I begyndelsen af 1900-tallet er der endnu kommet andre aramæiske indskrifter til, affattede i forskellige dialekter og med forskellige alfabeter, hvis indbyrdes slægtskab det for øvrigt er let at påvise. Hertil hører de mærkelige oldaramæiske indskrifter fra Sindsherli i Nordsyrien, nu i Berlin; de aramæiske indskrifter på assyriske lertavler og lignende fra det assyriske riges dage; de syriske indskrifter fra Orfa (Edessa) og andre steder; indskrifterne fra Safa i [[Syrien]]; indskrifterne fra Teima og Madain Saleh i midten af [[Arabien]].
 
Mange lærde har arbejdet med held på disse grene af den semitiske epigrafik, således [[Wilhelm Gesenius|Gesenius]], [[Johann Christian Friedrich Tuch|Tuch]], [[Ernest Renan|Renan]], [[Melchior de Vogue|de Vogüé]], [[William Henry Waddington|Waddington]], [[Philippe Berger|Berger]], [[Charles Montagu Doughty|Doughty]], [[Charles Simon Clermont-Ganneau|Clermont-Ganneau]], [[Joseph Halévy|Halévy]], [[Julius Euting|Euting]], [[Eduard Sachau|Sachau]] og flere andre. Til den sydlige gren af de semitiske sprog hører de himyaritiske indskrifter i Sydarabien, hvoraf de fleste er opdagede og tolkede af Halévy, [[Eduard Glaser|Glaser]] og andre, ligesom endelig Ghez-indskrifterne fra [[Abessinien]]. Alle disse indskrifter er efterhånden blevet udgivet i det af ''l'Institut de France'' 1881 begyndte storartede ''Corpus Inscriptionum Semiticarum''. I denne samling har de arabiske muslimske indskrifter ikke fundet plads; men da de ikke er uvigtige i historiske henseende, er de alligevel nu genstand for megen opmærksomhed.
;Amerika
Medens kinesisk nærmest er en ordskrift, må de gamle indskrifter fra [[Amerika]], såvel de i [[maya]]-sproget som indskrifterne fra
[[Mellemamerika]], for eksempel ved Palenqué, snarere kaldes en billedskrift; også disse indskrifters tydning skrider fremad. Medens alle hidtil omtalte indskrifter må betegnes som virkelig skrift, kan man næppe sige det samme hverken om de klipperistninger, som indianerne har efterladt sig på mange steder i Amerika (også på de tidligere danske øer), eller om vore skandinaviske [[helleristning]]er fra [[bronzealderen]]; de er nærmest kun rækker af billeder bestemte til at fattes umiddelbart af alle, uden at gå gennem noget sprog.
 
;Tidlige systematiske fremstillinger
* [[Fil:Wikisource-logo.svg|15px| ]] Om [[s:de:Kategorie:Epigraphik|epigrafik]] på Wikisource {{de sprog}}
* En omfattende nutidig [[:de:Epigraphik#Literatur|litteraturoversigt]] {{de sprog}}
{{autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Skriftsystemer]]