Komma: Forskelle mellem versioner

'''Komma''' ([[græsk (sprog)|græsk]]: ''кόμμα'' = udklip, kort afsnit, af [[verb]]et ''koptein'' = at klippe <ref>[https://books.google.co.uk/books?id=YZ8Pza5f0-QC&pg=PA198&lpg=PA198&dq=aristofanes+byzantium+komma&source=bl&ots=AOR4iYDgUG&sig=c5icNZIYCg4_6MNw4iyGWbjEPcQ&hl=no&sa=X&ved=0ahUKEwjDzavPhoXRAhWBoiwKHVBtA3AQ6AEIKzAC#v=onepage&q=aristofanes%20byzantium%20komma&f=false Storied Words: The Writer&#39;s Vocabulary and Its Origins - Jeff Jeske - Google Bøker<!-- Bot genereret titel -->]</ref>) er et skilletegn, der bruges til [[tegnsætning]]. I løbende [[tekst]] udgør et komma et mindre skel end fx [[semikolon]] og [[punktum]]. Derudover anvendes komma i andre sammenhænge, for eksempel talangivelser.

''Opremsninger'': Der sættes komma mellem sideordnede led, som ikke er forbundet med [[bindeord (konjunktion)|bindeord]]:

''Selvstændige sætningsdele'': Ord og sætningsdele, som står med en vis selvstændighed, afgrænses med kommaer. Selvstændige sætningsdele kan som regel udelades, uden at resten af sætningen bliver meningsløs:

''Helsætninger'': Der sættes komma mellem helsætninger, hvis der ikke er andet tegn (punktum eller semikolon):

For at kunne sætte komma mellem forskellige sætningstyper, skal man kunne identificere sætninger i en tekst. Ved [[analyse]] af sætningen kan man finde ud af, hvor de forskellige sætningsled er, først og fremmest [[udsagnsled]] (O) og [[grundled]] (X):

Der er komma både før og efter ledsætninger. Fra 1992 kaldtes denne metode for "traditionelt komma". Reglerne svarer stort set til de nuværende, hvis man vælger at sætte startkomma.

Der er komma efter ledsætninger, men som hovedregel ikke før. Nyt komma kaldes sommetider også "enhedskomma". Reglerne svarer stort set til de nuværende, hvis man vælger ikke at sætte startkomma.

Betegnelse for en særlig gruppe fejlanbragte kommaer. Idiotkommaer er kommaer, der automatisk sættes foran "at", "der" og "som" – som regel fordi brugeren ikke tager højde for disse ords funktion i den konkrete sætning.

'''Aristofanes fra Byzantium''' (omkring 257 f.Kr - 180 f.Kr) <ref>[https://global.britannica.com/biography/Aristophanes-of-Byzantium Aristophanes Of Byzantium | Greek critic and grammarian | Britannica.com<!-- Bot genereret titel -->]</ref> opfandt et system af ''theséis'' ([[latin]]: ''distinctiones''), der adskilte tekstafsnit og oplyste, hvor lang pausen skulle være efter et afsnit ved højtlæsning. Aristofanes var hovedbibliotekar i [[Alexandria]] og regnes som tegnsætningens far. Han benyttede et system af prikker: De længste afsnit (''periodos'') endte med en prik højt oppe; et mellemlangt afsnit (''colon'') med en prik langt nede (.), og et kort afsnit (''comma'') med en prik midt mellem højt og lavt (·). <ref>[https://web.archive.org/web/20021128183413/http://www.stsc.hill.af.mil/crosstalk/1994/11/xt94d11m.asp Points to Ponder - November 1994<!-- Bot genereret titel -->]</ref>

I [[1916]] blev den irske [[separatist]] [[Roger Casement]] dømt til døden for [[landsforræderi]] og [[Henrettelse|henrettet]] ved [[hængning]]. Han stod tiltalt for at have brudt ''Treason Act'' fra [[1351]]. Gennem årene var det ældgamle [[pergament]] åbnet og foldet så mange gange, at [[dommer]]ne ikke helt kunne skelne, hvad der var pennestrøg, og hvad der var brudlinjer. Casements [[sagfører]]e hævdede, at loven ikke kunne anvendes mod ham, da den kun omhandlede [[Statskup|kupfors]]øg planlagt på [[De britiske øer]]. Casement havde opholdt sig i [[Tyskland]], da planerne for oprøret i [[Dublin]] blev lagt, og var dermed ingen landsforræder ud fra lovens ordlyd. Denne argumentation var baseret på, at et mærke i lovteksten var et komma, der formede sætningen, såsåledes at denne tolkning fremkom. Mod retssagens slutning sad to dommere i flere timer og studerede med [[lup]] to udgaver af den originale lovtekst og endte med at konkludere, at forsvarerne måtte have taget fejl: "''Vi tror, der var et afbrud, ikke markeret med en pen, men som et resultat af sammenfoldning gennem seks århundreder.''" <ref>Bjørn Godøy: ''Dobbeltspil'' (s. 213), forlaget Spartacus, Oslo 2016, ISBN 978-82-430-1040-6</ref>