Forskel mellem versioner af "Christoffer af Oldenburg"

retter link fra absolution til absolution (religion)
(retter link fra absolution til absolution (religion))
Overfaldet var fuldstændig lykkedes. Som borgerens og bondens Beskytter optrådte Grev Christoffer i Christian II’s navn. Adelen søgte han at vinde ved klog hensynsfuldhed. Det lykkedes med den østdanske adel under den øjeblikkelige forvirring. Grev Christoffer hyldedes i Christian II’s navn og styrede landet som "gubernator" eller "tutor"; således betegnes han i det rigssegl, han lod indrette. Toget var ledet med raskhed og kraft. Hele det østlige Danmark med Fyn og en del af Jylland kom i grevens magt; men da senere lykken vendte sig, blev grevens stilling meget dårlig. Wullenwever tilbød for at få hjælp tronen til hertug [[Albrecht VII af Mecklenborg|Albrecht af Mecklenborg]], med hvem Grev Christoffer meget mod sin vilje skulle dele magten. Folkebevægelsen voksede ham over Hovedet, og til sidst blev han en bold i demokratiets hånd. Da så også Lybæk svigtede, satte han sig i forbindelse med det nederlandske hof og [[Pfalzgrev Frederik]]. Da hjælpen udeblev, måtte det belejrede København overgive sig til Christian III [[29. juli]] [[1536]]. Greven fik lov til frit at drage tilbage til Tyskland mod aldrig mere at forulempe kongens riger og lande. Personlig måtte han ved overgivelsen høre hårde ord af kongen, fordi han havde blandet sig i det danske riges anliggender.
 
Han kom tilbage som en forgældet fyrste; til sidst fik han dog nogen erstatning for sine store omkostninger af den nederlandske regering. Han tumlede sig i de følgende år snart i nederlandsk, snart i landgreve Philips, snart i brandenborgsk eller pfalzisk tjeneste i alle de kampe, hvoraf Tyskland var hjemsøgt. I året 1539 lod han, den ivrige [[protestant]], sig tildele [[absolution (religion)|absolution]] for de krigerske gerninger, han havde øvet i de senere år, til dels mod kirken. Dog blev han den evangeliske tro hengiven, som han indførte på sin besiddelse, Rastedt Kloster, og deltog i [[Den schmalkaldiske krig]] under [[kurfyrste]] [[Johan Frederik af Sachsen]]. I året 1558 trak han sig tilbage fra pfalzisk tjeneste med en pension af 5.000 daler. Han var nu senior ved domkapitlet i Bremen og tilbragte sine sidste år dels her, dels i Rastedt Kloster, ofte besøgt af fremragende krigsmænd eller videnskabsmænd eller studerende i sin store bogsamling. Han døde ugift 1566 efter at have testamenteret sin formue til kirker, skoler og faderløse, et interessant eksempel på en tysk kondottierefyrste i den humanistisk-evangeliske overgangstid, "maaske den mest uegennyttige af alle dem, der vare traadte i Skranken for Christian II".
 
== Litteratur ==