Enkeltgravskultur: Forskelle mellem versioner

'''Enkeltgravskulturen''' (i [[Mellemeuropa]] ca. 2.800 - 2.300 [[f.Kr.]])<ref>Arkaeologistudie.dk: [http://www.arkaeologistudie.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=43&Itemid=49 Enkeltgravskultur 2.800 - 2.300 f.Kr.]</ref>, ''(også'': Stridsøksekultur'', {{lang-en|Corded Ware culture}}; ''SIngle Grave Culture'' og {{lang-de|Schnurkeramik}}, {{lang-da|~ Båndkeramik}}, {{lang-no|Stridsøkskulturen}}, {{lang-sv|Stridsyxekulturen}}), er en lang europæisk arkæologisk periode, der begynder i slutningen af ​​[[yngre stenalder]], blomstrer gennem [[kobberalder]]en og kulminerer i den tidlige [[bronzealder]].

Enkeltgravskultur er benævnelsen på den livsform, der i mellemste del af [[bondestenalder]]en, nærmere bestemt ca. 2.800 -– ca. 2.400 f.Kr udøvedes i store dele af Nordeuropa. Ud fra gravskikken skelnes mellem undergravstid, bundgravstid og overgravstid.

| Ravkæde,

Enkeltgravskultur (eller stridsøksekultur efter den særegne redskabstype) betegner en levevis i Danmark udøvet mellem [[2.850 f.Kr.]] og [[2.400 f.Kr.]]<ref>Ebbesen (1984), s. 19</ref> og fortrinsvis hvilende på husdyrhold og kornavl. Den er udbredt over store dele af Europa med uligeforskellige egnslige særtræk, men tillige med uligeforskellige udgaver af en særegen, såkaldt "stridsøkse" som et fælles træk overalt. I Danmark er den nærmest enerådende i det vestjyske område, mens vidnedsbyrdenevidnesbyrdene er mere spredte i andre dele af landet, idethvor stridsøkser her forekommer i jættestuer. I det øvrige Skandinavien kendes den fra et område i Sydnorge og i Sydsverige, til og med [[Uppland]]. Den er en regional variant af den såkaldte [[Snorekeramiske kultur]] (engelsk: ''Corded Ware culture'') som forekommer i Nord- og Centraleuropa i tredje årtusinde f.Kr. C14-dateringer af grave daterer fænomenet til ca 29502.950-23002.300 f.Kr., men i visse regioner på kontinentet forsvinder den tidligere. Det findes indtil videre få dateringer fra Sverige, men; de ældste ligger omkring 29002.900-28002.800 f.Kr., omtrent svarende til de danske.

Enkeltgravskulturen fik navn efter gravformen, der adskiller sig klart fra de forudgående fællesgrave, og blev først fyldestgørende beskrevet af [[Sophus Müller]] i ''Årbøger for nordisk Oldkyndighed'' i [[1898]]. LigeledesHan gjorde han opmærksom på det delvise sammenfald i tid med megalitgravene i det østlige Danmark og sluttede herud fraherudfra, at der måtte være tale om et indvandret folk. Senere, i [[1918]], kunne [[Nils Åberg]] i ''Das nordische Kulturgebiet in Mitteleuropa während der jüngeren Steinzeit'' påvise, at tilsvarende økser, lerkar og grave forekom i hele den østlige del af Europa fra de nordlige kyster af den finske bugt sydover til [[Krim]] og [[Kuban]].<ref>Bibby, s. 162f</ref>.

I Sverige kaldes denkulturen ''båtyxkultur'' ‘bådøksekultur’ efter stridsøksens form her. Navnet bådøksekultur kommer af, at de svensk-norsk-finskafinske stridsøkser efterhånden fik større lighed med både/kanoer vendt på hovedet. I Finland kaldes denne kultur undertiden for stridsøksekultur, men en del arkæologer foretrækker snorekeramisk kultur og andre bådøksekultur. Det finske materiale er meget lig det svenske, mens den danske enkeltgravskultur adskiller sig mere fra det svensk-norske både i udseende og gravskik, og mere ligner den tyske og polske.

Skeletsporene i enkeltgravene viser, at mændene var omkring 172 cm høje, kvinderne omkring 157 cm høje. Den gennemsnitlige levealder er anslået til blot 30-4030–40 år.

Enkeltgravskulturen har utvivlsomt<ref>Klaus Ebbesen har argumenteret for en spredt fremkomst men er overbevisende imødegået af Jørgensen, Kristiansen og Skak-Nielsen</ref> sin oprindelse i områderne nord for [[Sortehavet]] ([[Krim]], [[Kuban]]). Herfra lader udbredelsen sig følge over tid fra sted til sted. Hvor deDe ældste vidnedsbyrd om denne kultur stammer fra egnene nord for Sortehavet,; herfra bredte kulturenden sig siden nordover til [[Fatjanovo]] og derefter vestpå, dels over [[Østersøen]] fra [[Estland]] og [[Finland]] til den skandinaviske halvø, dels syd om Østersøen til egnene nord for [[Alperne]] i vest og med en gren nordpå op over den jyske halvøs vestlige del. Det er bemærkelsesværdigt, at kulturen er væsensforskellig fra den i de berørte områder tidligere udøvede [[tragtbægerkultur]] i de berørte områder. Såvel gravskik som våben og andre redskaber er så vidt forskelligforskellige, at en naturlig videreudvikling fra den ene til den anden ikke kan sandsynliggøres.<ref>Kristiansen, s. 77</ref>. Desuden er dele af stridsøksekulturens flintøkser grovere end tragtbægerkulturens, hvilket i givet fald angiverville angive et tilbageskridt i udvikling.<ref>Jørgensen, s. 8</ref>;

Ligeledes er det påfaldende, at enkeltgravskulturens udøvere også inden for de enkelte egne udviser andre beliggenhedsvalg end de tidligere bosatte udøvere af [[tragtbægerkultur]]en. Dette er blandt andet godtgjort ved [[Vroue]] i [[Jylland]], hvor tragtbægerkulturens udøvere boede ved [[Sejbæk]] bæk på i af Vroue hede og tæt på morænelandskabet, mens stridsøksekulturens udøvere foretak [[Karup å]] på heden 1-2 km længere sydpå<ref>Jørgensen, s. 6f</ref>.

Et vidnedsbyrd om, at stridsøksefolket var fremmede, er, at de ikke udnyttede den gode [[flint]], som tragtbægerkulturen havde udvundet og omvendt ikke synes at have ladet tragtbægerkulturens udøvere få andel i deres [[rav]], hvilket både taler imod, såvelat de skulle have ethaft kendskab (eller adgang) til de gode flintminers beliggenhed, somog etat samvirkede ito kulturer fra begyndelsen mellemskulle dehave toværet kulturersi udøverenær kontakt.<ref>Kristiansen, s. 77</ref>.

Det lader sig fastslå, at hvor enkeltgravskulturens fremtrængen i [[Vestjylland]] udgør et brat brud med fortiden, er dens videre spredning til de østlige dele af landet mindre udpræget. Dette vilforklares bedst kunne forklares ved, at der i Vestjylland er tale om en egentlig indvandring (og formodet fordrivelse eller undertvingelse af den hidtidige befolkning), mens der i Østdanmark er tale om et formodentligformodentligt mere fredeligt samkvem mellem de to kulturer.<ref>Jørgensen, s. 6; Kristiansen, s. 77</ref>. På tilsvarende vis ses, at fremkomsten af enkeltgrave blandt andet i [[Skåne]] ikke udviser et forventet tidsmæssigt spredningsmønster fra syd til nord (eller omvendt) men pletvist over et meget stort område, hvorfor en indvandring her virker mindre sandsynlig;<ref>Ebbesen 2006, s. 28</ref>; i stedet synes der være tale om spredt påvirkning.

Under sin fremtrængen udskillerudvikler enkeltgravskulturen egnslige ulighedersærtræk; således, atkendes eneen type i sin ældste form fortrinsvis kendes fra [[Nørrejylland]], en anden med facetterede former derimod fra [[Mellemtyskland]].<ref>Ebbesen 2006, s. 26f</ref>.

Der findes (endnu) ingen bopladser, som med sikkerhed kan knyttes til enkeltgravskulturen. Tidsmæssigt sammenfaldende er to bopladser på Bornholm, ved Limensgård og ved Grødbygård, der viser huse med en længde på 16-2216–22 m og en bredde på 7-77–7,5 m. Husene har en række af midtstolper; disse har åbenbart understøttet tagryggen. Gavlene er lige. Væggene var lavet af stolper med indbyrdes afstand af 5-105–10 cm, formentlig med fletværk og lerklining. Formentlig har ikke alle huse haft ildsted. Husene ved Limensgård ligger i øst-vestlig retning, mens Grødbygårdhusene ikke udviser nogen entydig orientering. Lignende hustyper er fundet ved Linköping i Östergötland i Østsverige.<ref>Jensen, s. 464f; Nielsen m.fl. (1985), s. 9-14</ref>.

I sit ældste stadium forekommer i alle snorekeramiske grupper i Europa en type af [[stridsøkse]], der ligner den svensk-norske undergruppes ældste øksetype. I senere stadier findes detder få stridsøkser i de centraleuropæiske områder, mens de er talrige i de nordlige og østlige områder.

Stridsøkserne er almindeligvis lavet af stedlige stenarter, oftest [[grønsten]] eller [[diabas]]. Øksen har et markant svejsvaj i sin længderetning, har en fremtrædende æg og et skafthul på sit bredeste sted.

Mens selve stridøksen ved sin tilsynekomst udgør en nyhed i redskabsudformningen, udviser den senere udvikling en afdæmpet forandring: stridsøkser fra undergravstid har træk fra en kano vendt på hovedet,; stridsøkser fra bundgravstid er nærmest symmetriske i længderetning og bredderetning hver for sig og med hullet midt i øksehovedet, hvor dette er bredest, hvorimod; stridsøkser fra overgravstid er derimod udtalt asymmetriske i længderetningen, idet skafthullet er flyttet til den ene ende af øksens hoved<ref>Jensen, s. 487</ref>.

DetStridsøkser forhold, at en stridsøkseer altid er medgivet som gravgave i mandsgrave, gør,og atmå de måderfor anses for den enkeltes særskilte ejendom. Det menes, at de formentlig ikke er anvendt som våben, men snarere har haft en mere symbolsk funktion, exempelviseksempelvis som et statussymbol (for familieoverhovedet).

ForudenUdover stridsøkserne forekommer også andre økseformer, af flint. Det drejer sig om tyknakkede økser, kun delvist slebne og fremstillet af danien-flint og om såkaldte flintmejsler, ligeledes kun delvist slebne.<ref>Jensen (2001), s. 489</ref>.

Det europæiske navn "snorekeramisk kultur" afpejler den centrale rolle, [[keramik|keramikk]]en spillet hos disse grupper, således også i Danmark. I flertallet af gravene, både for mænd och kvinder, forekommer et eller et parto små skålformede bægre. Skærver fra disse bægre genfindes også på bopladserne. De repræsenterer en helt ny keramisk tradition med tynde karvægge opbyggede med tumning og; leret er opblandet med "chamotte", dvs. knust, brændt ler/keramik. De tidlige kar er fortrinsvis snoreornamenterede, men længere frem i perioden bliver det almindeligst med tandet kamstempel, som trykkes ind for at skabe vinkellinier og vinkelbånd.

Noget nyt, der syneslader tilkommettil at være kommet med enkelgravskulturen, er de såkaldte mælkeskåle af ler: åbne, fladbundede med sider af uens højde og på ydersiden dekorerede med snore- og zigzag-mønstre.<ref>Jensen, s. 492</ref>.

Betegnelsen "enkeltgravskultur" henviser til, at gravformen i Danmark -– modsat tidligere fællesgrave i jættestuer -– var særskilte grave for de enkelteenkeltindivider. Graven bestod i en aflang fordybning, ca. 30 cm dyb, i øst-vestlig retning. Heri lagdesanbragtes den gravlagte på siden og, med knæene trukket op medog ansigtet vendt mod syd. Kvinder lagdes på venstre side med hovedet mod øst og med ravsmykker og en eller flere lerkrukker som gravgods. Mænd lagdes på højre side med hovedet mod vest, med krukker og bægre samt den for kulturen kendetegnendeikoniske stridsøkse i øjenhøjde foran ansigtet som gravgave.<ref>Bibby, s. 161f</ref>. Selve gravhøjen var lav, anlagt som en rund høj af en vis størrelse i omfang. Der skelnes mellem undergravstid, bundgravstid og overgravstid. Disse svarer til gravens højde i forhold til omgivelserne: undergrave var gravet ned i jorden, bundgrave havde bunden lige over jordoverfladen, og overgrave havde bunden et stykke over jordoverfladen.<ref>Jensen, s. 479</ref>. Ofte er gravene lagt ovenioven i hinanden, men altid således, at den senere gravlæggelse ikke har berørt en tidligere grav på samme sted.<ref>Bibby, s. 62</ref>.

Andetsteds er gravene enmands- eller dobbeltgrave, i Sverige udelukkende under flad mark, med eller uden stenpakning, men i det øvrige Europa er det almindeligt, at de dækkes af lave høje. Også her ligger den døde ligger i sovestilling med sammenbøjede knæ og på siden,. iI Sverige er de fleste grave orienterede i en omtrentlig nord-sydgående retning. De døde ligger enten på venstre side med hovedet i nord, eller på højre side med hovedet i syd. På denne måde ligger alle døde med ansigtet vendt mod øst/sydøst. DetSandsynligvis virker troligst, atvar de fleste, som lå med hovedet i nord var, mænd, mens de, som havde hovedet i syd, var kvinder. Afvigelser findes dog, især i dobbeltgravene, hvor de to døde, hvad enten de er to mænd eller to kvinder, altid ligger fod mod fod med hovedet i hver sin retning. Gravgaverne er en økse i [[flint]] eller en anden bjergart, flintspånekniv, 1-21–2 keramik-karkeramikkar, en stridsøkse (kun mænd, men dog ikke alle mænd), [[rav]][[perle]]r og benperler. Med undtagelse af stridsøksen forekommer de fleste almindelige gravgaver hos både mænd og kvinder, omend i ulige omfang.

Enkeltgravskulturens livsform er svær at få fuld klarhed over, eftersom velbevarede bopladser ikke kendes i Danmark. Dette måskyldes sandsynligvis tilskrivesnok, at stridsøksefolket var nomader og derfor havde boliger, som let lod sig opstille, nedtage og tage med på de stadige vandringer -– og som derfor ikke satte sig dyberegående spor de steder, hvor de var opstillet. Disse folk vardyrkede formodentlig kun agerdyrkende bønderagerbrug i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramikenkeramikken og pollenanalyser viser. Derimod synes det givet, at de havde et betydeligt husdyrhold, herunderog formentlig bedrev hesteopdræt. Muligvis var fåret nu vigtigere end kvæget, hvilket er en forandring i forhold til forholdene indenfori den tidligere [[tragtbægerkultur]]. Men de var tillige jægere af hjort, rådyr og fugle, hvilket visse grave med velbevaret materiale viser.

Enkeltgravskulturen var udbredt til det meste af det [[kontinental]]e [[Nordeuropa]] fra [[Rhinen]] mod vest, til [[Volga]] i øst, herunder de meste af det moderne [[Tyskland]], [[Holland]], [[Danmark]], [[Polen]], [[Litauen]], [[Letland]], [[Estland]], [[Hviderusland]], [[Tjekkiet]], [[Slovakiet]] , det nordvestlige [[Rumænien]], det nordlige [[Ukraine]] og den [[europæisk]]e del af [[Rusland]], samt [[Norge|kyst-Norge]] og det sydlige [[Sverige]] og [[Finland]].

Den [[Tragtbægerkultur|sene Tragtbægerkultur]] overlappede enkeltgravskulturen vest for [[Elben]], og kan have bidraget til den pan-europæiske spredning af enkeltgravskulturen. PåSelvom trodsenkeltgravskulturens af at have en tilsvarende socialsociale struktur og bosættelsesmønster somsvarede tragtbægerkulturtil tragtbægerkulturens, manglede enkeltgravskulturen denneden kulturstragtbægerkulturens mulighed for kommunikation via hav og floder og udviklet handel.<ref name=Cunliffe>{{cite book|title = The Oxford Illustrated Prehistory of Europe|first = Barry | last = Cunliffe| publisher = Oxford University Press | pages = 250–254 | year = 1994}}</ref>