Åbn hovedmenuen

Ændringer

38 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
Mere linkfixes, fjernelse af norske rester og småret. Der er lang vej igen.
Under [[bronzealderen]] blomstrede flere riger på og ved [[Det armenske højland]], herunder [[Hettitterne|Hettiterriget]] (på højden af sin magt), [[Mitanni]] (det sydvestre historiske Armenien) og [[Hayasa-Azzi]] (1600-1200 f.kr.). Lige efter Hayasa-Azzi kom [[Nairi people|Nairi]] (1400-1000 f.kr.) og kongedømmet [[Urartu]] (1000-585 f.kr.). Hver enkelt af de nævnte nationer og stammer tog del i det armenske folks [[etnogenese]].<ref>[http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Gazetteer/Places/Asia/Armenia/_Texts/KURARM/home.html Vahan Kurkjian: ''History of Armenia'', Michigan, 1968]</ref><ref>Armenian Soviet Encyclopedia, v. 12, Jerevan 1987</ref><ref>Artak Movsisyan, "Sacred Highland: Armenia in the spiritual conception of the Near East", Jerevan, 2000</ref><ref>Martiros Kavoukjian, "The Genesis of Armenian People", Montreal, 1982</ref>
 
Det herskende dynasti i Urartu ([[assyrisk]] for ''[[Ararats bjerg|Ararat]]'') blev erstattet af [[Orontidene]], som etablerede sig omkring samme tidspunkt, som [[skyterne]]ne og [[mederne]] invaderede i [[500-tallet6. århundrede f.Kr.]]. I følge [[Herodot]] var ''armenioi'' i 440 f.Kr bevæbnede som [[Frygien|frygerne]].<ref>[http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/ptext?doc=Perseus%3Atext%3A1999.01.0126&layout=&loc=7.73.1 Herodotus, The Histories, VII.73]</ref><ref>[http://www.osi.hu/cpd/ete/armenia/nogokhayos.html#4 East Translates East<!-- Bot generated title -->]</ref><ref>{{Kilde bok| forfatter= Anne Elizabeth Redgate | utgivelsesår= 1998 | tittel= The Armenians | forlag= Blackwell Publishing | isbn= 0631220372 | url= http://books.google.com/books?id=e3nef10a3UcC&printsec=frontcover#PPA14,M1}}</ref> Den første statsdannelse, som blev kaldt Armenien af folkene i omgivende områder (således af [[Hekataios af Milet]] og i [[BehistunBisutun-inskriptioneninskriptionerne]]) blev etableret tidligt i [[500-tallet6. århundrede f.Kr.]] På sit højdepunkt under [[Tigranes den store]]s styre (95-55 f.Kr.) erobrede Armenien områder befolkede af andre folkeslag, og riget strakte sig fra det nordlige Kaukasus helt til det som nu er det centrale [[Tyrkiet]], [[Libanon]] og det nordvestre [[Iran]]. Riget blev senere en kort periode (114-118 e.Kr.) underlagt [[Romerriget]].
 
Under [[Arsakiderne (Armenien)|Arsakiderne]] blev Armenien den første stat, som indførte [[kristendommen]] som som sin officielle religion (efter tidligere at have praktiseret hellenistisk [[Hedenskab|paganisme]] - den [[Græsk religion i antikken|gamle græske religion]] og der efter [[Romersk religion|den romerske religion]])<ref>''«The conversion of Armenia to Christianity was probably the most crucial step in its history. It turned Armenia sharply away from its Iranian past and stamped it for centuries with an intrinsic character as clear to the native population as to those outside its borders, who identified Armenia almost at once as the first state to adopt Christianity»''. (Nina Garsoïan i ''Armenian People from Ancient to Modern Times'', red. R.G. Hovannisian, Palgrave Macmillan, 1997, Vol. 1, s.81)</ref> tidligt i 300-tallet, sandsynligvis i 314.<ref>Tidspunktet har traditionelt været dateret til 301, efter [[Mikayel Chamchian]] (1784), men 314 er datoen som i dag favoriseres af de fleste historikere, som Nicholas Adontz (1970), s.82, i henhold til Ananians forskningsarbejde, og Seibt ''The Christianization of Caucasus (Armenia, Georgia, Albania)'' (2002).</ref>
Dette indledte en ny æra i det armenske folks historie.<ref name="HistofChrist"/><ref name="ncccusa"/> For yderligere at styrke den armenske nationale identitet udviklede [[Mesrop Mashtots]] noget senere det armenske [[alfabet]]. Dette indledte Armeniens ''guldalder'', da mange udenlandske bøger og manuskripter blev oversatte til armensk af Mesrops elever. I [[428]] mistede Armenien sin uafhængighed til de bysantinske og persiske riger.
 
I [[885]] reetablerede armenerne sig som en selvstændig enhed under ledelse af [[Ashot I]] af [[BagratideneBagratiderne]]. Efter den byzantinske okkupation af Bagratide-Armenien i [[1045]] og den påfølgende invasion af de tyrkiske [[seldsjukkerSeldsjukker]] i [[1064]], flyktedeflygtede en betydelig del af den armenske [[adel]] og bondebefolkning. De bosatte sig i stort antal i [[Kilikia]], en region i Anatolien, hvor armenerne allerede var etablerede som en minoritet helt siden romertiden. I 1080 grundlagde de det uafhængige [[Det armenske kongedømmetkongedømme Kilikia|armenske kongedømmetkongedømme Kilikia]], som blev kerneområde for armensk [[nationalisme]]. Armenerne udviklede nære sociale, kulturelle, militære og religiøse bånd med de nærliggende [[korsfarerstat]]er, men bukkede efter håndenefterhånden under for de invaderende [[mamelukkmamelukker]]ene.
 
I 1500-tallet blev det østlige Armenien erobret af det persiske [[SafavideneSafavideriget|Safaviderige]], men det vestlige Armenien kom under det [[Osmanniske rige]]. I [[1820-tallet'erne]] blev de dele af det historiske Armenien, som lå under persisk kontrol, centrerede omkring [[Jerevan]] og [[Sevansøen]], indlemmede i [[Det russiske imperium]], men Vestarmenien forblev under osmannisk styre. Under disse urolige tider var armenerne afhængige af kirken for at bevare og beskytte sin unikeunikke identitet.
 
[[Fil:Armenian volunteer units in Egyptian Expeditionary Force.PNG|thumb|Armenske frivillige i den britisk-ledede ''[[Egyptian Expeditionary Force]]'', som kæmpede mod tyrkerne i 1916-1918.]]
Den [[etniskEtnisk udrensingudrensning|etniske udrensning]] af armenere underi det Osmanniske riges sidste tidertid nævnes ofte som et [[folkemord]] eller en [[massakre]], med et skønnet antal ofre på alt fra 400.000 - 1,5 millioner ofre <ref>[http://www.britannica.com/EBchecked/topic/35323/Armenian-massacres Armenian massacres (Turkish-Armenian history) - Britannica Online Encyclopedia<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. En bølge af forfølgelser i årene [[1894]] til [[1896]] blev efterfulgt af og kulminerede i hændelserne under [[det armenske folkedrab]] i [[1915]] og [[1916]]. Efter det knusende osmanniske nederlag til russerne under [[1. verdenskrig]], trak [[Enver PasjaPasha]] sig tilbage som øverstkommanderende for hæren og beskyldte armenerne for at have skylden for det katastrofale nederlag. Dette begrundedes med, at en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnede oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og lod sig hverve til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hær]] og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige. Enver PasjaPasha ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation. I juli 1915 skal en tyrkisk gendarm have sagt til en [[Røde Kors]]-søster fra [[Danmark]]: "Først dræber vi armenerne, så [[græker]]ne, så [[kurder]]ne."
 
Senere tyrkiske regeringer har konsekvent afvist anklager om folkemord. Man har argumenteret med, at armenerne, som døde, kun var en konsekvens af krigen eller af deres individuelle eller kollektive støtte til Det osmanniske riges fjender. I følge enkelte kilder anslås antallet armenere inden for det Osmanniske Rige grænser til ca 1,2 mio. Derfor kan ikke tallet på 1,5 mio dræbte være særlig realistisk {{kilde mangler|dato=april 2015}}. Desuden viser kilder, at også tyrkere led tab under 1. verdenskrig, men som vanligvis ikke nævnes i denne sammenhæng. Disse tab anslås til rundt 400-500.000 dræbte.
6.336

redigeringer