Armeniere: Forskelle mellem versioner

Der er betydelige armenske befolkninger i nærliggende lande som [[Georgien]], [[Iran]], [[Rusland]] og [[Ukraine]]. Efter [[det armenske folkedrab]] (1915-1917) flygtede en stor del af de overlevende til [[Frankrig]], [[USA]], [[Argentina]], [[Levanten]] og andre lande, hvor armenernearmenierne var velkomne. Det findes i dag skønsvis 8 millioner armenerearmeniere i verden.<ref name=MiniatureEmpires>Miniature Empires: A Historical Dictionary of the Newly Independent States - Page 3 by James B Minahan</ref>

ArmenerneArmenierne taler to forskellige, men indbyrdes forståelige dialekter af [[Armensk (sprog)|armensk]]. Den østarmenske dialekt anvendes hovedsagelig i Armenien, Iran og de tidligere Sovjetrepublikker, mens vestarmensk primært anvendes i den armenske [[diaspora]].

Armenien blev kristnet under Arsakiderne tidligt i [[300-tallet]] og blev dermed den første kristne [[nation]]. [[Kristendom]]men var imidlertid begyndt at brede sig i Armenien allerede lige efter [[Jesus|Kristi]] død som følge af [[Kristen mission|missionsarbejdet]] ved de to [[apostel|apostle]] [[Thaddæus]] og [[Bartholomæus]]<ref name="HistofChrist">se {{cite book |first = Adrian | last = Hastings | title = A World History of Christianity | publisher = Wm. B. Eerdmans Publishing | pages = 289 | year = 2000 | isbn = 0802848753 }}</ref><ref name="ncccusa">{{cite web |url = http://www.ncccusa.org/news/01news36a.html |title = Armenia first nation to adopt Christianity as a state religion. |accessdate=25. maj 2009}}</ref>, og de fleste armenerearmeniere er tilsluttet [[Den Armenske Apostolske Kirke]], en [[Koncilet i Chalkedon|ikke-kalkedonsk]] kirke.

I løbet af historien er ''armenerearmeniere'' blevet den internationale betegnelse for denne folkegruppe. Den blev først anvendt af nabostaterne om antikkens [[Armenien]]. Det er traditionelt antaget at være afledt fra Armenak eller Aram (en efterkommer af [[Haik]], alle armeneresarmenieres forfader). ArmenerneArmenierne selv kalder sig imidlertid ''Hay'' (armensk: Հայ, flertal: Հայեր, ''Hayer''). Ordet kommer i følge legenden fra grundlæggeren af den armenske nation, Haik.<ref>{{cite web |url = http://www.ezilon.com/about-armenia.htm |title = Haik and Hayastan| accessdate= 25. maj 2009}}</ref><ref>{{cite web |url = http://www.statoids.com/uam.html |title = Armenia Provinces | accessdate= 25. maj 2009}}</ref>

I [[885]] reetablerede armenernearmenierne sig som en selvstændig enhed under ledelse af [[Ashot I]] af [[Bagratiderne]]. Efter den byzantinske okkupation af Bagratide-Armenien i [[1045]] og den påfølgende invasion af de tyrkiske [[Seldsjukker]] i [[1064]], flygtede en betydelig del af den armenske [[adel]] og bondebefolkning. De bosatte sig i stort antal i [[Kilikia]], en region i Anatolien, hvor armenernearmenierne allerede var etablerede som en minoritet helt siden romertiden. I 1080 grundlagde de det uafhængige [[Det armenske kongedømme Kilikia|armenske kongedømme Kilikia]], som blev kerneområde for armensk [[nationalisme]]. ArmenerneArmenierne udviklede nære sociale, kulturelle, militære og religiøse bånd med de nærliggende [[korsfarerstat]]er, men bukkede efterhånden under for de invaderende [[mamelukker]].

I 1500-tallet blev det østlige Armenien erobret af det persiske [[Safavideriget|Safaviderige]], men det vestlige Armenien kom under det [[Osmanniske rige]]. I [[1820'erne]] blev de dele af det historiske Armenien, som lå under persisk kontrol, centrerede omkring [[Jerevan]] og [[Sevansøen]], indlemmede i [[Det russiske imperium]], men Vestarmenien forblev under osmannisk styre. Under disse urolige tider var armenernearmenierne afhængige af kirken for at bevare og beskytte sin unikke identitet.

Den [[Etnisk udrensning|etniske udrensning]] af armenerearmeniere i det Osmanniske riges sidste tid nævnes ofte som et [[folkemord]] eller en [[massakre]] med et skønnet antal ofre på alt fra 400.000 - 1,5 millioner <ref>[http://www.britannica.com/EBchecked/topic/35323/Armenian-massacres Armenian massacres (Turkish-Armenian history) - Britannica Online Encyclopedia<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. En bølge af forfølgelser i årene [[1894]] til [[1896]] blev efterfulgt af og kulminerede i hændelserne under [[det armenske folkedrab]] i [[1915]] og [[1916]]. Efter det knusende osmanniske nederlag til russerne under [[1. verdenskrig]], trak [[Enver Pasha]] sig tilbage som øverstkommanderende for hæren og beskyldte armenernearmenierne for at have skylden for det katastrofale nederlag. Dette begrundedes med, at en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnede oprør mod osmanniske styrker i håb om at få selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk kontrollerede områder og lod sig hverve til [[Den kejserlige russiske hær|den russiske hær]] og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige. Enver Pasha ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armenerearmeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation. I juli 1915 skal en tyrkisk gendarm have sagt til en [[Røde Kors]]-søster fra [[Danmark]]: "Først dræber vi armenernearmenierne, så [[græker]]ne, så [[kurder]]ne."

Senere tyrkiske regeringer har konsekvent afvist anklager om folkemord. Man har argumenteret med, at armenernearmenierne, som døde, kun var en konsekvens af krigen eller af deres individuelle eller kollektive støtte til Det osmanniske riges fjender. I følge enkelte kilder anslås antallet armenereaf armeniere inden for det Osmanniske Rige grænser til ca 1,2 mio. Derfor kan ikke tallet på 1,5 mio dræbte ikke være særlig realistisk {{kilde mangler|dato=april 2015}}. Desuden viser kilder, at også tyrkere led tab under 1. verdenskrig, men som vanligvis ikkevanlig nævnes det ikke i denne sammenhæng. Disse tab anslås til rundtomkring 400-500.000 dræbte.

Efter opdelingen af Det russiske imperium efter 1. verdenskrig var Armenien selvstændigt i en kort periode, fra 1918 til 1920, som Den demokratiske republik Armenien. I slutningen af 1920 kom [[kommunist]]erne til magten, efter, at Armenien var blevet indtaget af den [[Røde hær]]. I 1922 blev Armenien en del af den [[Transkaukasiske SFSR]] i [[Sovjetunionen]], og blev i 1936 en selvstændig sovjetrepublik, kaldet den [[Armenske SSR]] i Sovjetunionen. Den 21. september 1991 erklærede [[Armenien]] sin uafhængighed fra Sovjetunionen og oprettede den anden republik Armenien.

[[Fil:Armenian_population_map_1896.jpg|thumb|Armensk-befolkede områder i [[Anatolien]] og [[Transkaukasus]] i [[1896]]. Stærkere blå farve viser regioner med højere armensk befolkning. De røde tal viser procentdelen af armenerearmeniere i hver enkelt region]]

ArmenerneArmenierne har været tilstede på det [[Armenske højland]] i over 4.000 år, helt fra tiden da [[Haik]], den legendariske patriark og grundlæggeren af den første armenske nation, førte dem til sejr over [[Belus (babyloner)|Belus]] af [[Babylon]]. Med dagensnutidens befolkning på 3,5 millioner udgør de en overvældende majoritet af befolkningen både i Armenien og i den omstridte region [[Nagorno-Karabakh]] i [[Aserbajdsjan]]. ArmenerneArmenierne i diasporaen henviser i uformelle sammenhænge til dem som ''Hayastantsi'' (armensk: Հայաստանցի), der betyder "de som er fra Armenien" (det vil sige, at de eller deres forfædre ikke blev tvunget til at flygte i 1915). Sammen med armenernearmenierne i Iran og Rusland taler de den østlige dialekt af det armenske sprog. Staten er sekulær som en følge af sovjetisk dominans, men størstedelen af indbyggerne er armensk-apostolske kristne.

Små armenske handelssamfund har eksistert uden for Armenien i mange århundreder. Det har for eksempel i over tusind år været en armensk befolkning i [[Det Hellige Land]], og et af de fire kvarterer inden for murene i [[Jerusalem]] kaldes [[Det armenske kvarter]]. Der findes også rester af tidligere større armenske samfund i [[Indien]], [[Burma]] og [[Sydøstasien]]. De fleste armenerearmeniere er imidlertid blevet spredt rundt om i verden som en direkte følge af folkemordet i 1915, og udgør den armenske ''[[diaspora]]''.

Inden for det armenske diaspora-samfund findes en uofficiel klassificering af forskellige ''typer'' armenerearmeniere. For eksempel kaldes armenerearmeniere, der har deres oprindelse fra [[Iran]] ''Parskahay'' (armensk: Պարսկահայ), mens armenerearmeniere fra [[Libanon]] sædvanligvis kaldes ''Lipananahay'' (armensk: Լիբանանահայ). Bortset fra armenernearmenierne i Iran, Rusland og tidligere sovjetrepublikker som [[Georgien]] (hvor de udgør flertallet af befolkningen i provinsen [[Samtskhe-Javakheti]]) og [[Ukraine]] så taler diaspora-armenernearmenierne hovedsagelig den vestlige dialekt af armensk. Denne dialekt har betydelige forskelle i forhold til den østlige dialekt, men brugere af de to dialekter kan sædvanligvis forstå hinanden. I områder, hvor armenerearmeniere med mange forskellige baggrunde lever sammen (så som i Canada og USA) har de forskellige grupper en tendens til at klumpe sig sammen.

Den første armenerarmenier i USA var ''Martin the Armenian'', som kom til [[Jamestown]]-kolonien omkring 1618. Siden da har armenernearmenierne spredt sig over hele landet, og de største centre for den armenske befolkning er i byerne [[Watertown (Massachusetts)|Watertown]] i [[Massachusetts]], [[Fresno]], [[Glendale (Californien)|Glendale]] og [[Los Angeles]] i [[California]] og [[Detroit]] og [[New York City|New York]]. I Canada findes et stort antal armenerearmeniere i [[Toronto]] og [[Montreal]]. ArmenereArmeniere findes også i alle landene i Latinamerika, med de største koncentrationer i [[Brasilien]], [[Argentina]], [[Uruguay]], [[Chile]], den [[Dominikanske Republik]], [[Venezuela]], [[Costa Rica]] og [[Mexico]].

I Europa er det [[Frankrig]], som har den største armenske befolkning, men også i [[Tyskland]], [[Grækenland]] og [[Bulgarien]] findes betydelige armenske samfund. I verden for øvrigt findes der en større koncentration af armenerearmeniere i [[Australien]].

Armensk er en undergren af den [[Indoeuropæiske sprog|indo-europæiske sprogfamilie]], og er med rundtomkring 8-10 millioner talerearmensktalende en af de mindste grenenegrene, som stadig eksisterer, sammenlignelig med [[albansk]] eller den noget mere udbredte [[Græsk (sprog)|græsk]]e gren, som den kan være beslægtet med (se: om Græsk-armensk <ref>Norsk Wikipedias artikel om [[:no:Gresk-armensk|Græsk-armensk]]</ref>).

Fem millioner talerearmensktalende af den østarmenske dialekt bor i Kaukasus, Rusland og Iran, og de ca. to til tre millioner i resten af den armenske diaspora taler den vest-armenske dialekt. I følge den amerikanske folketælling i 2000 var der da 300.000 amerikanere, som taler armensk hjemme, og det er det 20. mest vanlige-almindeligste sprog i USA.

I løbet af 1800-tallet var der en stor litterær bevægelse, der gav ophav til den nyere armenske litteratur. Denne tid, hvor armensk kultur blomstrede, kaldes fornyelsestiden (''Zartonki sherchan''). Forfatterne i fornyelsestiden, hovedsagelig baseretmed base i [[Konstantinopel]] og [[Tbilisi]], ønskede at opmuntre den armensk nationalisme. De fleste af dem brugte de nylavedenyopståede østlige eller vestlige varianter af det armenske sprog, afhængigt af hvilket publikum de skrev for, og foretrak dem overfremfor klassisk armensk (''grabar''). Denne periode sluttede efter [[De hamidiske massakrer]] i 1894-1896, dahvor armenernearmenierne oplevede turbulente tider.<ref>Se Svensk Wikipedias artikel om [[:sv:Armeniska massakrerna 1894–1896|De armenske massakrer 1894-1896]]</ref>

Efterhånden som armensk historie fra folkemordet og [[1920-tallet'erne]] begyndte at blive diskuteret mere åbent, begyndte forfattere som [[Paruyr Sevak]], [[Gevork Emin]], [[Silva Kaputikyan]] og [[Hovhannes Shiraz]] en ny æra i armensk litteratur.

Før kristendommen tilhørte armenernearmenierne en [[polyteisme|polyteistisk]] religion, og selv efter kristendommen blev officiel religion, fandtes der mange lommer af armenerearmeniere, som beholdt en ikke-kristen tro.

[[Kristendommen]] blev indført som statsreligion i Armenien først i [[300-tallet,]] som det første land.<ref name="HistofChrist"/> Der blev etableret en kirke som fremdeles eksisterer uafhængig af både den [[Den romersk-katolske kirke|katolske]] og den [[Den ortodokse kirke|ortodokse]] kirke, efter, at den i 451 blev [[Ekskommunikation|ekskommunikeret]] af [[Koncilet i Chalkedon]].<ref name="HistofChrist"/> I dag er denne kirke kendt som [[Den Armenske Apostolske Kirke]], som er en del af de [[Orientalske ortodokse kirker]]s [[kommunion (kirkefællesskab)|kommunion]], som ikke må forveksles med den mere kendte (østlig)-ortodokse kirkes kommunion. Under perioderne med fremmed styre og undertrykkelse har armenernearmenierne været afhængige af kirken for at bevare og beskytte identiteten som folkeslag.

Det armenske katolikat lå oprindeeligtoprindeligt i [[Vagharsjapat|Ejmiatsin]], men de vedvarende uroligheder gjorde at de armenske lederne valgte at flytte til et sikrere sted, og kirkens center flyttede sammen med det politiske og endte til sidst i [[Kilikia]], som [[Katolikatet i Kilikia]].

[[Det armenske kongedømme Kilikia]] havde nære bånd til de europæiske [[korsfarerstat]]er. Senere førte forværringen af situationen i regionen til, at de armenske biskopper valgte en Katolikos i Ejmiatsin, hvor katolikatet oprindelig lå. Det var i 1441, at Kirakos Virapetsi blev den nye Katolikos i Ejmiatsin, mens Krikor Moussapegiants fortsat holdtbeholdt titlen som Katolikos af Kilikia. Siden 1441 har der derfor været to katolikater i den armenske kirke, med samme rettigheder og privilegier, og med sine respektive jurisdiktioner. Forrangen for KatolikosatetKatolikatet i Ejmiatsin har altid været anerkendt af Katolikatet i Kilikia.

Selv om Den armenske apostolske kirke fortsat er den mest fremherskende kirke i de armenske samfund verden over, så findes der armenerearmeniere (specielt i diasporaen) der har tilsluttet sig andre kristne trosretninger. Blandt disse er [[Den armenske katolske kirke]] (som følger sin egen liturgi men anerkender den romersk-katolske [[pave]]), [[Den armenske evangeliske kirke]], som startede som en reformation i moderkirken, men senere brød ud, og [[Den armenske broderskabskirke]], som blev til indenindenfor Den armenske evangeliske kirke men senere brød ud af den. Der findes også et utal af armenske kirker, der tilhører alle typer [[protestantiske]] trosretninger.

Gennem århundrer har mange grupper af armenerearmeniere tilhørt andre trosretninger og kristne bevægelser, herunder [[paulikanisme]]n, der var en form for [[gnostisk]] og kvasi-[[Manikæisme|manikæistisk]] kristendom. Paulikianerne ønskede at genvinde Paulus' rene kristendom og grundlagde den første menighed i Kibossa i Armenien i 660.

ArmenerneArmenierne har til tider udgjort en kristen ''ø'' i en overvejende [[muslimsk]] region. Der findes imidlertid en lille minoritet af etnisk armenske muslimer, kaldet [[hamshinere]]. Der findes også stadig en lille gruppe jøder i landet, og jøderne har en historie i Armenien, som strækker sig 2000 år tilbage.

Under sovjetisk styre var armenske idrætsfolk fremtrædende og vandt mange medaljer, som hjalp [[Sovjetunionen]] til at opnå en betydelig medaljehøst i [[Olympiske lege]] ved flere anledninger. DenDe første medaljemedaljer, der blev vundet af en armensk udøver i moderne olympisk historie, var [[Hrant Shahinian]]s to guld- og to sølvsølvmedaljer i turn[[redskabsgymnastik]] ived [[Sommer-OL 1952]] i [[Helsingfors]]. I fodbold var deres mest succesfulde hold Jerevans [[FC Ararat Jerevan|FC Ararat]], der vandt de fleste sovjetiske mesterskaber i 1970-erne og også vandt over professionelle vesteuropæiske hold som [[Bayern München]] i Europakupen[[UEFA Champions League|Europacupen]].

ArmenereArmeniere har også været succesfulde i [[skak]], og flere af verdens bedste skakspillere er armenerearmeniere, her under [[Tigran Petrosian]], [[Levon Aronian]] og [[Garry Kasparov]]. ArmenereArmeniere har også vundet olympiske medaljer indenfor vægtløfting[[vægtløftning]] og [[brydning]].

Som de fleste andre folkeslag ynder dagens armenerearmeniere mange forskellige slags mad, både "indfødt" og fremmed. Den mest populære armenske ret er [[khorovats]], en armensk grillret, som er kendt over hele verden. [[Lavash]] er et populært armensk rullebart brød, og armensk [[baklava]] er en speciel delikatesse. Andre kendte armenske madretter er [[Shish kebab|kabob]] (et spyd med marinert grillet kød og grøntsager, der minder om Shish kebab), [[t'pov dolma]] (hakket lam-, eller oksekød og ris pakket i drueblade), [[kaghambi dolma]] (hakket kød og ris pakket i kålblade), [[amarayin dolma]] (tomater, auberginer og grøn paprika fyldt med blandet hakket kød og ris), og [[pilaf]], en smagfuld risret. Desuden er risretten Ghapama og mange forskellige salater populære i det armenske køkken. Frugter har en vigtig rolle i den armenske diæt. [[Aprikos]] (også kaldet ''armensk blomme'') og [[fersken (frugt)|fersken]] har sin oprindelse i dette område, og [[druer]], [[figner]], [[granatæbler]] og [[melon]]er er også populære.

== Berømte armenerearmeniere ==