Valdemar Sejr: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ |
||
Linje 40:
'''Valdemar Sejr''' ('''Valdemar 2.''') ([[maj]]/[[juni]] [[1170]] i [[Ribe]] – [[28. marts]] [[1241]] i [[Vordingborg]]) var konge af [[Danmark]] fra [[1202]] til sin død. Han var søn af [[Valdemar 1. den Store|Valdemar den Store]] og [[Sophia af Minsk]]. Han efterfulgte sin bror [[Knud 6.]], der døde barnløs. [[Juledag]] 1202 blev han kronet i [[Lund Domkirke]] af [[ærkebisp]] [[Anders Sunesen]]. [[1188]] var han blevet udnævnt til [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]].
Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud 6. og Valdemar Sejr. Først indtog Valdemar Sejr [[Grevskabet Holsten|Holsten]]; siden [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarsken]], [[Lübeck]] og [[Hamburg]]. [[Tilnavn]]et "Sejr" fik han, fordi han var en af de store erobrere i [[Danmarkshistorien]], omfattende store områder ved [[Østersøen]], såsom [[Pommern]] og [[Estland]]. Især den sidste erobring fik stor betydning, da det ifølge [[sagn]]et var her, [[Dannebrog]] faldt ned fra himlen. <ref name=autogeneret3>[https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/kongeraekken/valdemar-2-sejr/ Valdemar 2. Sejr (1202 - 1241)<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Danmark kom til at strække sig fra [[Elben]] og [[Vadehavet]] i vest til [[Gdansk]] i øst, og grænsede mod syd op mod floden Netze i vore dages [[Polen]]. <ref name=autogeneret2>https://www.guideservicedanmark.dk/historietimen/valdemar-sejr</ref> Tilnavnet "Sejr" erhvervede han dog først i 1500-tallet. <ref name=autogeneret1>[http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Valdemar_2._Sejr Valdemar 2. Sejr | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
== Liv og gerning ==
=== Barndom og ungdom ===
Valdemar var 12 år, da hans far døde. I [[1187]] overtog han [[hertugdømme]]t [[Sønderjylland]], som [[biskop Valdemar]] (en [[frille]]søn af [[Knud 5.]]) havde styret i hans sted. De to navnebrødre foretog i [[1189]] et fælles hærtogt, hvorved de erobrede Ditmarsken fra ærkesædet i [[Bremen]]. Et par år senere blev det imidlertid afsløret, at biskoppen planlagde at overtage kongemagten. Han flygtede fra Danmark, men vendte tilbage i [[1192]] med en fremmed hær, i et mislykket forsøg på at tage magten med støtte af grev [[Adolf 3. af Holsten]] og kongerne [[Knut Eriksson af Sverige]] og den norske [[kong Sverre]]. I stedet blev han taget til fange af den unge hertug, der lod ham fængsle på [[Søborg]], hvor biskoppen sad indespærret de næste fjorten år. <ref>[http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kirke_og_tro/Biskop/Valdemar Valdemar | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Hertug Valdemar lykkedes ikke i at indtage [[Lauenburg (Elben)|Lauenborg]]; men ved en natlig overrumpling af [[Hamburg]] [[juleaften]] [[1201]] tog Valdemar grev Adolf til fange og løslod ham ikke uden mod Lauenborgs overgivelse.<ref name="Salm 418">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0428.html Olrik, s. 418]</ref>
=== Konge af Danmark ===
Linje 49:
Ved sin barnløse brors død den [[12. november]] 1202 blev Valdemar Danmarks konge og kronet juledag af ærkebiskop Anders Sunesen i Lunds Domkirke. I Holsten satte Valdemar sin søstersøn, [[Albert af Orlamünde]], for styret. Samtidig godkendte han [[Otto 4. af Braunschweig|Otto 4.]] som [[tysk konge]], og til gengæld afstod denne ham alle lande nord for [[Elben]]; af disse kom [[Lübeck]] og [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarsken]] til at stå umiddelbart under den danske krone.<ref name="Salm 418"/>
Også i forholdet til sine nordlige naboer blandede Valdemar sig, men ikke med samme held: I 1204 gjorde han et togt til Norge for at støtte baglernes <ref>[http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Norge_og_Sverige/Norge_1066-1397/baglerne baglerne | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> tronkræver, Erling Stenvæg <ref>[http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Norge_og_Sverige/Norge_1066-1397/Erling_Steinvegg Erling Steinvegg | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> mod [[kong Sverre]]s parti, [[birkebeinerne]]. (Kong Sverre var død to år forinden, uden nogen endelig sejr over baglerne, og uden forsoning med kirken.) Valdemar kom sejlende ind i [[Viken (Norge)|Viken]] med en stor flåde. Både Erling Stenvæg og hans [[jarl (titel)|jarl]] og senere efterfølger som baglerkonge, Filippus Simonsson,<ref>[http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Norge_og_Sverige/Norge_1066-1397/Filip_Simonsson Filip Simonsson | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> skal have aflagt lens[[Ed (løfte)|ed]] til den danske konge, og har dermed underkastet sig ham. Dette togt blev dog aldrig andet end en episode; det sidste af en række danske fremstød under de norske [[borgerkrig]]e [[1130]]-[[1240]] for at genvinde den kontrol, den danske kongemagt en gang havde haft over området omkring [[Oslofjorden]]. Efter Valdemar Sejrs død forstummede danske kongers krav på Viken. <ref>
Nogle år senere søgte den fordrevne svenske konge, [[Sverker Karlsson den yngre|Sverker 2.]], med dansk hjælp at genvinde sit rige, men tabte [[slaget ved Lena]] i [[1208]], hvor mange danske stormænd faldt. Der vides dog intet om, at Valdemar selv skulle have sluttet forbund med Sverker. Denne faldt to år efter i slaget ved [[Gestilren]].<ref name="Salm 418"/>
Linje 62:
På Dagmars og ærkebiskop Anders Sunesøns [[forbøn]] havde Valdemar kort efter [[bryllup]]pet givet [[biskop Valdemar]] fri af fængslet, men allerede i 1207 brød denne sit løfte og lod sig vælge til ærkebiskop af [[Hamburg-Bremen]]; men i Hamburg, hvor Valdemar havde magten, fik han dog aldrig sat sin fod.<ref name="Salm 418"/>
Valdemar støttede [[Otto 4. af Braunschweig|Otto 4.]] i hans kamp mod [[hohenstaufer]]nes tronkræver, [[Frederik Barbarossa]]s søn Filip af [[Schwaben]]. Som tak udstedte Otto 4. i [[1214]] et brev, hvori han overførte sin ret til alt land nord for Elben og dens biflod [[Elde]] (der løber syd for [[Mecklenburg]]), til den danske konge. <ref>[http://www.danmarkskonger.dk/konge21.htm Kong Valdemar Sejr<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Men efter at Filip var snigmyrdet i [[1208]], kølnede venskabet, og da den unge [[Frederik 2. (Tysk-romerske rige)|Frederik 2.]] optrådte som Ottos rival, hjalp Valdemar ham i stedet for. Samtidig underlagde Valdemar sig Mecklenburg fuldstændig, og da kejser Otto 4. besatte Hamburg, erobrede Valdemar byen tilbage i [[1216]]. Kort efter blev også biskop Valdemar fordrevet fra Bremen. <ref name="Salm 418"/>
=== Korstoget til Estland ===
Linje 76:
=== Jagten på Lyø ===
[[Fil:Amtsberg Dannenberg.jpg|thumb|Valdemar-tårnet i det tidligere slot Dannenberg, hvor Valdemar Sejr og sønnen [[Valdemar den Unge]] sad i fangenskab.]]
Under et jagtselskab på [[Lyø]] blev Valdemar lokket i [[baghold]] af et af ofrene for sin erobringspolitik, grev [[Henrik af Schwerin]]. Ved et overfald natten mellem 6. og 7. maj [[1223]] lykkedes det greven at fange kongen og hans søn af samme navn. Henrik førte dem til sin borg Lenzen i Brandenburg; senere til Dannenberg ved Elben. I Danmark var bestyrtelsen stor. Imidlertid blev Albert af Orlamünde valgt til rigsforstander. Tidligere havde Valdemar fungeret som allieret for [[pave Innocens 3.]], da han i 1214 fik Frederik 2. indsat som kejser. <ref>//danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/valdemar-sejr-1170-1241/</ref> Nu bad man pave Honorius 3. om hjælp. Kejser Otto nærede planer om at få Valdemar udleveret til sig, men de røg hurtig i vasken, navnlig på grund af pave Honorius' strenge skrivelse. I øvrigt var paven så at sige Danmarks eneste støtte i disse tider. I Dannenberg pågik lange forhandlinger om fangernes løsladelse; men de strandede på grevens krav. Så faldt kongens fjender ind i Holsten, hvor Albert tabte [[slaget ved Mölln]] i januar 1225 og selv blev taget til fange. [[Forlig (jura)|Forlig]] blev omsider sluttet i november [[1225]] på betingelse af, at Valdemar afstod alle tyske og områder, bortset fra [[Rügen]], og i løsepenge betalte 45.000 mark [[sølv]], samt mange mindre ydelser. Fangerne skulle løslades, efterhånden som [[løsesum]]men blev betalt. <ref name="Salm 419"/> Ved løskøbelsen indgik også formue efter den afdøde dronning Berengaria, "''alt det [[guld]], som havde hørt til dronningens pryd, med undtagelse af kronen, og det, hun før sin død havde givet kirker og klostre''". <ref>[http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286784 Berengaria | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Først [[19. april]] [[1226]], efter henved tre års fangenskab, blev Valdemar den Unge, noget senere end sin far, sat fri. <ref>[http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_adel/Konge/Valdemar_den_Unge Valdemar den Unge | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
=== Valdemars sidste kamp ===
I julen 1225 kom Valdemar Sejr hjem. Da hans fangne søn også blev løsladt i marts 1226, følte kongen sig mere tryg og skrev til paven om at blive løst fra den ed, han havde svoret på, ikke at fejde mod grev Henrik og hans forbundsfæller. Pavens svar var imødekommende, så i foråret 1227 rykkede Valdemar ind i Holsten, men led nederlag i [[slaget ved Bornhöved]] den [[22. juli]] [[1227]]. Atter måtte han løskøbes, og holdt sig herefter klogelig i ro resten af sin regeringstid. <ref
=== Valdemar den Unges død ===
[[Fil:Balestriere1.jpg|200px|thumb|[[Soldat]] spænder sin [[armbrøst]] bagved et legemsstort [[skjold]].]]
Snart efter fik Valdemar en ny sorg, da Valdemar den Unge - der nylig var blevet enkemand - omkom ved et [[vådeskud]] fra en [[armbrøst]] under en [[jagt]] på [[Røsnæs|Refsnæs]] den [[28. november]] 1231. <ref name="Salm 419"/> Hans kone Eleonore, brordatter af hans stedmor Berengaria, var - ligesom begge Valdemar Sejrs dronninger - død i [[barselseng]]. <ref>[http://www.gravsted.dk/person.php?navn=dronningeleonora Dronning Eleonora<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
=== Kong Valdemars Jordebog ===
Linje 89:
=== Jyske Lov ===
Valdemar Sejrs bidrag som lovgiver var "[[Jyske Lov]]", vedtaget på et [[danehof]] i [[Vordingborg]] [[10. marts]] 1241. Valdemars vigtigste rådgiver i disse sager var [[biskop Gunner af Viborg]]. <ref name="Salm 419"/> Det originale [[manuskript]] gik tabt i [[middelalderen]]; men teksten er overleveret i 14 [[Manuskript|håndskrifter]] fra før [[1400]] og ca. 230 senere afskrifter, hvoraf ca. 150 på dansk, ca. 70 på [[plattysk]] og [[højtysk]] og 10 på [[latin]]. På trods af sit navn, var Jyske Lov ikke kun begrænset til Jylland, men var den første landsdækkende danske lov, der åbner med de berømte ord: "''Med Lov skal Land bygges.''" <ref>[http://www.kb.dk/da/nb/materialer/haandskrifter/jyskelov/jyske_lov.html Jyske Lov - Det Kongelige Bibliotek<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
=== Stensby-aftalen ===
Linje 95:
I det hele stod Valdemar kirken og dens mænd nær, og i hans regerings første halvdel var ærkebiskop Anders Sunesøn ham en udmærket hjælp og støtte. Valdemar viste stor gavmildhed mod kirker og klostre, og med paverne stod han på den venskabeligste fod, hvad der ikke viste sig helt uden betydning i hans fangenskabs tid. Det sidste, han opnåede ved pavelig mellemkomst, var et [[Stensby-aftalen|forlig]] med [[Sværdbroderordenen]] i [[Stensby]] ved Vordingborg i [[1238]], hvorved han genvandt den større nordlige del af det tabte Estland.<ref name="Salm 419"/>
Hverken der eller i Tyskland blev Valdemar Sejrs erobringer fulgt af nogen dansk [[bosættelse]]. [[Erik Menved]] (1286–1319) ville genoplive Valdemarernes østersøpolitik ved et forsøg på at vinde indflydelse i Nordtyskland og Sverige, men kunne kun opnå lån ved at långiverne - holstenske grever - fik sig overladt dele af riget som [[pant]]. <ref>[https://snl.no/Danmarks_historie Danmarks historie – Store norske leksikon<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
Sine sidste 14 år fokuserede Valdemar på [[indenrigspolitik]], hvor han fik indført [[feudalisme]]n i Danmark. <ref
Fra [[Kullen]]s [[folketro]] kendes den såkaldte "kullenmand", som ifølge sagnet blev budsendt af Valdemar Sejr på hans ældre dage. Kongen skulle være grebet af tungsind; og sådan som livet var blevet for ham, kan der være en historisk kerne af sandhed i det. [[Arild Huitfeldt]] skriver, at kong Valdemar en gang, han var ved at stige op på sin hest, faldt i tanker, så han blev stående, og "''kullemanden udi [[Skåne]] (en bjergmand og [[spøgelse]] udi Kullen)''" kommenterede det sådan:
Linje 105:
::''Men sig ham for Sandingen så,
::''at Ørlog og Tvedragt'' [krig og kiv] ''skulle de få,
::''dog skulde de alle Konger blive.'' <ref>[http://www.netleksikon.dk/k/ku/kullen.shtml Kullen<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
Og den [[profeti]] slog også til, for som det hedder i en middelalderlig [[folkevise]]: "''Der er så mange i Danmark, som alle vil herrer være.''" <ref>[http://denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Velstands_krise_og_tusind_baghold/Tidens_gang/Fra_Nyborg_Slot_til_Finderup_Lade/Minnesang_og_folkevise Minnesang og folkevise | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
=== Riget splittes ===
[[Fil:Mongol soldiers by Rashid al-Din 1305.JPG|thumb|Frygt for fremrykkende [[mongoler|mongolske]] krigere prægede Valdemar Sejrs sidste leveår. Billede fra [[1305]].]]
Efter Valdemar den Unges død i 1231 lod Valdemar den ældste, [[Erik 4. Plovpenning]], krone til medkonge i 1232, mens han gav de andre store forleninger; ikke blot sine ægtefødte børn [[Abel af Danmark|Abel]] og [[Christoffer 1.|Christoffer]], men også sønnen Knud, som han havde fået med Esbern Snares enke Helena, og Niels, samt desuden sine tyske søstersønner [[Albert af Orlamünde]] og [[Otto Barnet af Braunschweig-Lüneburg|Otto af Braunschweig-Lüneburg]]. Abel blev hertug i Sønderjylland, og Christoffer 1. herre til [[Lolland]] og [[Falster]]. <ref>[http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Christoffer_1. Christoffer 1. | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Niels blev i 1216 forlenet med [[Halland]]; <ref>[http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Niels,_greve_af_Halland Niels af Halland | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Knud i 1219 med Estland, senere [[Blekinge]]. <ref
Valdemars datter med Berengaria, [[Sofia af Danmark (død 1247)|Sofia]], giftede sig i 1230 med [[Berlin]]s grundlægger, [[markgreve]] [[Johan 1. af Brandenburg]], bror til Otto den Fromme. Fortvivlet over sine brødres indbyrdes kiv og strid rejste den højgravide Sofia vinteren [[1247]] til Danmark i håb om at kunne mægle mellem dem. I stedet for døde hun i barselseng. Hun og den nyfødte blev begravet i [[Flensburg]]. <ref>[http://runeberg.org/dbl/16/0170.html 168 (Dansk biografisk Lexikon / XVI. Bind. Skarpenberg - Sveistrup)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
=== Død og begravelse ===
| |||