På sporet af den tabte tid: Forskelle mellem versioner

Prousts værk er en bog om tiden og dermed livets forgængelighed, fra barndommens Combray, hvor alt var orden og meningsfylde, i kontrast til den voksne Prousts møde med virkeligheden. Omtrent halvvejs i værkets sidste bind, ''Den genfundne tid'', fortælles, hvordan hovedpersonen efter mange skuffelser kommer til klarhed i, hvad han skal skabe, og hvordan. [[1. verdenskrig]] er omme, og Marcel vender nedtrykt tilbage til [[Paris]]. En dag får han så en invitation til en musikalsk ''soirée'' hos prinsen og prinsessen af Guermante på Avenue du Bois. Her snubler han over nogle [[brosten]] på [[fortov]]et udenfor Guermantes hus. Det vækker et minde til live om den gang, han snublede over to stene i [[Markuskirken]] i [[Venedig]]. Flere minder kaldes spontant til live, og Marcel bringes ud over øjeblikket. I denne tilstand, udenfor tiden, oplever han tingenes [[essens]]. For Proust er tiden den store ødelægger; en destruktiv kraft, som hele tiden nedbryder og gør os til sine [[slaverslave]]r. Vi lever under forvandlingens lov, tynget af mangelen på noget konstant. Marcel er derfor lykkelig over disse pludselige erindringsglimt, der står i skarp kontrast til tanken om alle tings flygtighed. Vores ''frivillige'' [[hukommelse]] kan naturligvis huske situationer og steder; men den favner ikke det liv, der fyldte øjeblikket. Derimod bringer den ''ufrivillige'' hukommelse liv i fortiden, der genopstår, sådan som vi den gang oplevede den. Disse spontane erindringer overbeviser Proust om, at der findes en enhed i hans personlighed, og en faktisk kontinuitet mellem fortid og nutid; en erkendelse, der kan kaldes selve grundtanken i hans værk. På den måde er det afsluttende bind en optimistisk kontrast til den livslede, der ellers præger store dele af romanserien. I ''Den genfundne tid'' triumferer kunsten ved at ophæve tidens ubønhørlige hærgen med vore liv. Samtidig stiller Proust sig kritisk til [[Realisme|realisternes]] litteratursyn. Hans kritik indledte et markant vendepunkt i romankunsten, hvor interessen for den ydre handling reduseres - mens fokus rettes mod den menneskelige [[bevidsthed]], som man ser det i [[Hamsun]]s tidlige bøger.