Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

Udnævnelsen af Frederik I førte til flere uroligheder. Den svenske konge, [[Gustav Vasa]], som var flygtet fra [[Kalø Slot]] og forsøgte at udnytte den svenske adels hævnlyst mod danskerne efter [[Det Stockholmske Blodbad]] ved at foretage en invasion i de danske provinser samtidig med, at købstæderne [[Malmø]] og [[København]] fortsat støttede Christian II og blev belejret af den nyvalgte danske konges styrker.<ref name="joh112" /> De to stæder kapitulerede i begyndelsen af 1524, og den 1. september samme år blev der indgået en [[Malmø recess (1524)|aftale]] mellem Frederik I og Gustav Vasa i Malmø, som indebar, at de svenske styrker trak sig tilbage fra [[Blekinge]] men samtidig fastslog, at Sverige skulle beholde [[Bohuslän]] indtil videre.<ref name="joh112" /> DenDele af den danske almue, borgerne og bønderne, havde stadig tillid til Christian IIs politik og flere bondeoprør brød ud på landet. Lensmanden på [[Visborg Slot (Gotland)|Visborg Slot]] på [[Gotland]], [[Søren Norby]], som støttede Christian II, benyttede lejligheden til at sende tropper som støtte til oprørerne.<ref name="joh113">Johannesson, s. 113</ref> [[Tyge Krabbe]], som af Frederik I var blevet udnævnt till lensmand på [[Helsingborgs slot]], mødte oprørshæren, men blev tvunget til at trække sig tilbage. Norby belejrede derefter Helsingborgs[[Helsingborg slot]], men samtidig formåede en lybsk flåde fra [[Lübeck]] at afskære dennes forsyningslinjer fra Gotland, og forstærkninger fra Sjælland blev sejlet over til Malmø. De nye styrker under [[Johan Rantzau]] blev forenet med Tyge Krabbes, og den 28. april 1525 blev Norby besejret uden for Lund i et slag, som udviklede sig til en ren massakre på bondehæren. Søren Norby trak sig tilbage til [[Landskrona]], hvor han til sidst kapitulerede. Under Frederik Is fortsatte styre fik højadelen sammen med [[Hansaen|hansestaden]] [[Lübeck]] stadig større privilegier, hvilket forstærkede deres støtte til kongemagten.<ref>Ljungfors, s. 22</ref>

I august 1526 konverterede Frederik I, som længe havde haft sympatier for [[reformkatolicisme]]n, til [[lutherdom]]men.<ref name="joh116">Johannesson, s. 116</ref> Det danske præsteskab måtte derefter gøre mange indrømmelser, og flere biskopper, som indsattes, fik forbud mod at søge indvielse i Rom. Evangelske prædikanter fik tilladelse til at prædike overalt, og flere frie forsamlinger oprettedes i de danske købstæder under kongens beskyttelse.<ref name="joh116" /> I Malmø fik forsamlingerne støtte af borgmestrene [[Jörgen Kock]] og [[Jep Nielsen]]. I 1528 blev oprettet et evangelsk bogtrykkeri i staden, og Jörgen Kock fik kongens tilladelse til at tage både [[Franciskanerordenen|gråbrødreklostret]] og [[Dominikanerordenen|sortebrødreklostret]] i besiddelse som stadens rådhus og sygehus.<ref name="joh117">Johannesson, s. 117</ref> FleraFlere andre klostre tømtes rundt om i ærkestiftet omkring 1530, og det var kun domkapitlet i Lund, som bød modstand; klostrene i staden nedlagdes først efter afslutningen på grevefejden i 1536.<ref name="joh117" />

I efteråret 1531 gik Christian II i land med en nederlandsk ekspeditionsstyrke i Norge med det mål at genvinde magten i Norden. DetteSom mislykkedes,modtræk indgik Frederik I og Rigsrådet en aftale med Lübeck og efter en række krigshandlinger tilbød den danske hærledelse Christian blevfrit satlejde til at indgå i fængselforhandlinger. Efter pres fra den lybske alliancepartner brød Frederik I aftalen<ref>Paludan-Müller (1853), Bind I, s. 72</ref> og Christian blev fængslet på [[Sønderborg slot]] på [[Als]].<ref name="joh119">Johannesson, s. 119</ref> DeLübecks nordiskemål rigermed havde i deres kamp mod Christian II fået hjælp fra Lübeck, hvis målaftalen var, at nederlandske købmænd skulle lukkes ude fra [[Østersøen]]. De danske og svenske riger var imidlertid ikke særligt villige til at gå med tilstøtte dette, men udvidede efter fængslingen af Christian i stedet deres samarbejde med [[Nederlandene]].<ref name="joh119" />

I juni samledes en [[herredag]] i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: [[Christian 3.|Hertug Christian]], der var protestantismen hengiven, og den 12-årige [[Hans den Ældre|Hertug Hans]], som den katolsksindede adel ønskede på tronen.<ref>Ljungfors, s. 23</ref> Da ingen af de to partier kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til den følgende sommer for at få nordmændene med. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd, ledet af [[Mogens Gjøe]], herredagen.<ref name="Witt 174">Wittendorff, s. 174</ref> Resultatet var således magert, omend det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en "union" med hertugdømmerne<ref name="Witt 174"/>, og de ydre forhold var fortsat meget truende. I praksis havde rigsrådet taget magten ved et statskup. Flere af rådets medlemmer nægtede at støtte magtovertagelsen, og kun 23 af herredagens 37 deltagere beseglede recessen.<ref>Wittendorff, s. 173</ref> I religiøs henseende benyttede katolikkerne i [[rigsråd]]et, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en [[reces]], der blandt andet lagde udnævnelsen af [[præst]]erne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den [[luthersk]]e læres udbredelse. Indenfor den nyanye midlertidige regering var det de konservative blandt prælaterne og adelen, som snart fik overmagten og benyttede sitiationen til at virke for, at hele den danskadanske kirkeordning skulle føres tilbage under pavestolen i Rom.<ref>Johannesson, s. 118</ref> Ærkebiskop [[TorbernTorben Bille (ærkebiskop)|Torben Bille]] erklærede sammen med domkapitlet i Lund de evangelske prædikanter som kættere, bandlyste dem ocgog erklæredegjorde dem fredløse. De fleste prædikanter måtte nu flygte, men i Malmø nød de bystyrets beskyttelse.

Hovedfaren mod Danmark kom fra [[Lübeck]], hvor den dygtige leder af folkepartiet, købmanden [[Jørgen Wullenwever]], der var blevet [[borgmester]] i marts 1533<ref>Wittendorff, s. 172</ref>, havde store planer om at bringe staden tilbage til dens gamle magtposition. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, [[Mogens Gjøe]] og [[Malmø]]s borgmester [[Jørgen Kock]] gjorde påfor at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl fordi Christian ikke ville modtage kronen uden støtte fra en stor del af adelen<ref name="Witt 178">Wittendorff, s. 178</ref>, grebstøttede han den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri Christian II og sætte ham på tronen. De troede på, at den velvilje, de lavere stænder nærede for den fangne konge, ville bevæge ham til at bringe Danmark og om muligt også [[Sverige]] ind under Lübecks overhøjhed.<ref name="Sal 109"/>

Lübeck havde, blandt andet på foranledning af [[Jørgen Wullenwever]], i marts 1533 samlet sine styrker med henblik på et angreb mod Nederlandene. I og med Frederik Is død blev dette imidlertid lagt på is, og man forsøgte atter fra Lübecks side at overtale de nordiske riger til at udelukke hollænderne. Da dette heller ikke denne gang lykkedes, ændrede man kurs og forsøgte at udnytte den urolige situation i Danmark til at genindsætte den blandt almuen folkekære Christian II som konge over et nordisktnordisk rige, som reelt skulle styres fra Lübeck.<ref name="joh119" /> Den pressede situation, som reformationens tilhængere levede under, gjordebevirkede, at Malmøs borgmester Jørgen Kock fulgte udviklingen med stor interesse og han gik, sammen med Københavns borgmester [[Ambrosius Bogbinder]], med på lybeckkernes side. Som leder for de lybske hærstyrker blev udpeget [[Grev Christoffer af Oldenburg]], hvis titel senere lagde navn til borgerkrigen.<ref name="Witt 178"/> Selv om Christoffers formelle anledning til at lede alliancen var en genindsættelse af sin frænde, Christian II, på Danmarks trone, er det muligt, at Christoffers egen motivation var selv at overtage den danskadanske krone. Påfaldende er det nemlig, at det blev aftalt i traktaten, at hvis det lykkedes at befri kongen fra [[Sønderborg]], skulle han overgives til lybeckerne.{{km}}