Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

Udnævnelsen af Frederik I førte til flere uroligheder. Den svenske konge, [[Gustav Vasa]], som var flygtet fra [[Kalø Slot]] og forsøgte at udnytte den svenske adels hævnlyst mod danskerne efter [[Det Stockholmske Blodbad]] ved at foretage en invasion i de danske provinser samtidig med, at købstæderne [[Malmø]] og [[København]] fortsat støttede Christian II og blev belejret af den nyvalgte danske konges styrker.<ref name="joh112" /> De to stæder kapitulerede i begyndelsen af 1524, og den 1. september samme år blev der indgået en [[Malmø recess (1524)|aftale]] mellem Frederik I og Gustav Vasa i Malmø, som indebar, at de svenske styrker trak sig tilbage fra [[Blekinge]] men samtidig fastslog, at Sverige skulle beholde [[Bohuslän]] indtil videre.<ref name="joh112" /> Dele af den danske almue, borgerne og bønderne, havde stadig tillid til Christian IIs politik og flere bondeoprør brød ud på landet. Lensmanden på [[Visborg Slot (Gotland)|Visborg Slot]] på [[Gotland]], [[Søren Norby]], som støttede Christian II, benyttede lejligheden til at sende tropper som støtte til oprørerne.<ref name="joh113">Johannesson, s. 113</ref> [[Tyge Krabbe]], som af Frederik I var blevet udnævnt till lensmand på [[HelsingborgsKernen|Helsingborg slot]], mødte oprørshæren, men blev tvunget til at trække sig tilbage. Norby belejrede derefter [[Helsingborg slot]]slottet, men samtidig formåede en flåde fra [[Lübeck]] at afskære dennes forsyningslinjer fra Gotland, og forstærkninger fra Sjælland blev sejlet over til Malmø. De nye styrker under [[Johan Rantzau]] blev forenet med Tyge Krabbes, og den 28. april 1525 blev Norby besejret uden for Lund i et slag, som udviklede sig til en ren massakre på bondehæren. Søren Norby trak sig tilbage til [[Landskrona]], hvor han til sidst kapitulerede. Under Frederik Is fortsatte styre fik højadelen sammen med [[Hansaen|hansestaden]] [[Lübeck]] stadig større privilegier, hvilket forstærkede deres støtte til kongemagten.<ref>Ljungfors, s. 22</ref>

Da [[Kong Frederik 1.]] døde på [[Gottorp Slot]] den [[10. april]] [[1533]], udløstes en række latente modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år:. Kongemagten have siden [[Christian 1.]] arbejdet på at styrke borgerskabet økonomisk gennem handelsmonopoler, der til gengæld sikrede kongerne stigende told og afgifter.<ref> Arup, bd. II (Kbh. 1932), s. 377. Desuden havde striden mellem den katolske og den reformerte lære havde delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølgen stod åbent, og Danmarks forhold til [[Norge]] og [[Hertugdømmerne]] var meget løst og svagt.<ref name="Sal 109">[http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0125.html Mackeprang, s. 109]</ref>

I juni samledes en [[herredag]] i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: [[Christian 3.|Hertug Christian]], der var protestantismenpositivt hengivenstemt overfor protestantismen, og den 12-årige [[Hans den Ældre|Hertug Hans]], som den katolsksindede adel ønskede på tronen.<ref>Ljungfors, s. 23</ref> Da ingen af de to partier kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til den følgende sommer, angiveligt for at få nordmændene med.<ref Misfornøjedename="Witt herover174">Wittendorff, forlods. 174</ref> flereFlere protestantiske adelsmænd, ledet af [[Mogens Gjøe]], som arbejdede for valget af Hertug Christian af Holsten, forlod herredagen i protest.<ref>Paludan-Müller name="Witt(1853), 174">WittendorffBind I, s. 17490ff.</ref> Resultatet af mødet var således magert, omendselv om det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en "union" med hertugdømmerne<ref name="Witt 174"/>, og de ydre forhold var fortsat meget truende. I praksis havde rigsrådet taget magten ved et statskup. Flere af rådets medlemmer nægtede at støtte magtovertagelsen, og kun 23 af herredagens 37 deltagere beseglede recessen.<ref>Wittendorff, s. 173</ref> I religiøs henseende benyttede katolikkerne i [[rigsråd]]et, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en [[reces]], der blandt andet lagde udnævnelsen af [[præst]]erne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den [[luthersk]]e læres udbredelse. Indenfor den nye midlertidige regering var det de konservative blandt prælaterne og adelen, som snart fik overmagten og benyttede sitiationen til at virke for, at hele den danske kirkeordning skulle føres tilbage under pavestolen i Rom.<ref>Johannesson, s. 118</ref> Ærkebiskop [[Torben Bille (ærkebiskop)|Torben Bille]] erklærede sammen med domkapitlet i Lund de evangelske prædikanter som kættere, bandlyste dem og gjorde dem fredløse. De fleste prædikanter måtte nu flygte, men i Malmø nød de bystyrets beskyttelse.

*Kr. ErslevErik Arup: ''OversigtDanmarks overHistorie middelalderensI-II, historieKbh. (1879)1932, genoptrykt 1967, Kbh.1961

* Hans Fussing: ''Herremand og fæstebonde'' (1942), Kbh.