Alter: Forskelle mellem versioner

I denvores jødiskedel tempeltjenesteaf fandtesverden flereer altrealtrets forhistorie at finde i templetden jødiske tempeltjeneste. Templet i Jerusalem. Derhavde varflere talealtre, omsom var ildsteder, hvor offerdyr eller dele heraf blev brændt, eller hvor der blev bragt velduftende røgofre.

Ved de kristne gudstjenester videreførte man ikke alteret i denne betydning, idet manet offersted ikke anså et offerstedlængere forvar aktuelt i lyset af [[Det Nye Testamente|Ny Testamentes]] skildring af [[Kristus]] som det fuldkomne offer, der med sin død og opstandelse gør en ende på alle andre ofringer, jf. Hebræerbrevet kap. 7 vers 27. Den forfulgte kristne minoritets måltidsfællesskab med Kristus i nadvermåltidet i private hjem betegnedes i stedet som ''Herrens bord''. Når de kristne under forfølgelser flygtede ned i [[katakomberne]], foregik nadveren undertiden over en [[martyr]]grav, for at understrege opstandelseshåbets fællesskab mellem levende og døde.

I 300-tallet blev kristendommen statsreligion i romerriget, og kristne kunne fra da af kunne de kristne begyndte at byggeopføre [[Kirke (bygning)|kirkebygninger]]., Herhvor blevnadverfejringen nu foregik. Herrens bord somblev derfor også et særligt stykke inventar, hurtigt en naturlig del af udstyretalterbordet. TilDa erstatninghelgendyrkelsen forblev martyrgravenudbredt låi dermiddelalderen, ofteblev jordiskedet resteralmindeligt afat en martyr –anbringe en såkaldt [[relikvie]] – i enet kistelille underfirkantet bordet.hul, Kistenden blevsåkaldte skjult''helgengrav'' med([[sepulchrum]]), etindkapslet forhængunder om bordet eller med brædder mellem bordetsen bendæksten. Derved blev bordetalterbordet også et helgenskrin, og begyndte at få den udformning, man ser i mange middelalderkirker. I takt med at der blev bygget tusindvis af kirker, blev martyrernes jordiske rester, klædningsstykker og andet fordelt. Det blev på [[kirkemøde]]r bestemt, at alteret skulle bygges af sten. I dækstenen – alterets bordflade, der nu blev udgjort af en hel sten – huggedes et lille firkantet hul, den såkaldte ''helgengrav'' ([[sepulchrum]]). Her indkapslede man relikvien. Det blev i middelalderen almindeligt, at større kirker foruden hovedalteret havdefik et antal sidealtre, viet til helgener.

At brød og vin under nadveren bliver til Jesu legeme og blod, hengivet for gudsfolket, er en nytestamentlig tanke, jf. indstiftelsesordene, hvor Jesus selv citeres, jf. Mattæusevangeliet kap. 26 vers 26-28. I middelalderen opstod en ny teologi, der indførte tanken om nadveren som et offer, præsten under nadverhandlingen bringer til Gud (det såkaldte [[messeoffer]]). Hermed indførtes i den katolske kirke opfattelsen af nadveren og altertjenesten som en offerhandling, hvilket siden har været et stridspunkt kirkesamfundene imellem, og også spillede en central rolle ved reformationen.

[[Reformationen]] forkastede læren om messeofferet. I de reformerte (calvinske) kirker blev altre og altertavler fjernet under [[Ikonoklasme|billedstormen]], med den begrundelse at altre og billeder til gudstjenestebrug ikke er omtalt i Bibelen. I det evangelisk-lutherske kirker, bl.a i Danmark, holdt man sig derimodi stedet til det rummelige lutherske princip om kirkeinventar: Alt, hvad der ikke udtrykkeligt havde Bibelens ord imod sig, kunne beholdes. Derfor bibelholdt man også efter reformationen et alter i hver kirkebygning, men nu udmed fravægtlægning på altrets praktiske bordfunktion, både ved nadverens måltidsfællesskab, og som det centrale sted i rummet, som Bibelen ligger på og oplæses fra. NårSidealtrene manblev fjernede sidealtrene i de lutherske kirkebygningerfjernet, var baggrunden atda man efter reformationen ikke længere rettede sine bønner til helgenerne, de var viet til.

Kirkebygningernes altre har gennem tiderne fået forskellige udformninger. I [[romansk stil|romansk]] tid fik enkelte kirker guldaltre (bl.a. Tamdrup Kirke ved Horsens). I den [[gotisk stil|gotiske periode]] satte man undertiden ''skabstavler'' – også kaldet altertavler – oven på alteret. Almindelig var det såkaldte [[triptykon]], en tredelt tavle, hvis to yderfløje kunne lukkes foran den midterste. Skabet var lukket i faste- og bodstider, og åbent ved højtiderne. I nyere kirkeindretning går tendensen imod enklere altre. Man kan argumentere for at dette stilmæssigt nærmer sig den enkelhed, bordene havde i kristendommens tidlige historie. Modsat vil andre påpege, at det igen blot er et udtryk for modens indflydelse, der denne gang ikke er svulstig, men minimalistisk.Altre og altertavler blev mange steder udskiftet i i [[barok]]ken (1550 – 1750), hvor modens svulstige stil også satte sit præg på mange kirkers indretning. Nogle steder komudførtes [[prædikestol]] og alter i et, ''prædikestolsaltre'', men ideen fik ikke nogen stor udbredelse. I nutidig kirkeindretning går tendensen imod enklere altre. Man kan argumentere for at udviklingen stilmæssigt nærmer sig den enkelhed, bordene i private hjem havde i kristendommens tidlige historie. Modsat vil andre påpege, at det igen blot er et udtryk for modens indflydelse, der denne gang ikke er svulstig, men minimalistisk.

Oprindelig forrettede præster altertjenesten stående ''foran'' alteret. Det er stadig det mest almindelige i Den danske Folkekirkes kirkebygninger, men især i løbet af det 20. århundrede er dette blevet ændret flere steder, bl.a. Ogsåunder iindflydelse fra den anglikanske og romersk-katolske kirke,. hvor en beslutning på [[Det andet Vatikankoncil]] blev, at præsten skal stå ''bag'' det fritstående alter, vendt mod menigheden.

Kirkerummets indretning med et alter, hvorfra liturgen leder gudstjenesten, har i århundreder inspireret megen anden kommunikation. EtVelkendte afnutidige deeksempler markanteer nutidigetavleundervisning udtryki eruddannelsessammenhæng og TV-studiets indretning, hvor en nyhedsvært leder udsendelsen, placeret ved et bord med en billedskærm bag sig.