Den nytyske skole: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
formatering |
SorenRK (diskussion | bidrag) m {{Kilder}} + Der er ingen grund til at henvise til den norske artikel i teksten, når vi selv har en artikel om emnet |
||
Linje 1:
'''Den nytyske skole''' (
Der havde i anden halvdel af 1800-tallet dannet sig en gruppe af musikere og musikvidenskabsfolk omkring [[Franz Liszt]], som udmøntede udtrykket "musik for fremtiden" (ty. "Musik der Zukunft"). Udtrykket ''den nytyske skole'' skulle stamme fra [[Franz Brendel]] 1859, udgiveren af ''[[Neue Zeitschrift für Musik]]'' (
For den ''nytyske skole'' drejede det sig om ny definition af kunstneren i samfundet: ved siden af selve det at komponere musik blev den 'åndelige' beskæftigelse med musikken, musikkritikken, hævet op til et opgave for kunstneren – musikeren blev til en intellektuel.
En sådan progressiv strømning havde brug for modstand. Det fandt Brendel hurtigt i blandt andre [[Johannes Brahms]], [[Joseph Joachim]] og [[Eduard Hanslick]], og senere vendte den tidligere tilhænger [[Hans Guido von Bülow|Hans von Bülow]] sig imod bevægelsen. Det kom således til den såkaldte "musikstrid" (ty. 'Musikstreit') i de herskende musiktidsskrifter, særligt i ''Neue Zeitschrift für Musik'' og ''Rheinische Musik-Zeitung''. Temaer og [[paradigme]]r i ''den nytyske skole'' prægede den musikæstetiske debat indtil begyndelsen af [[1900-tallet]]. På den måde blev begrebet etableret i Tyskland for den retning som erklærede [[musikdrama]]et og [[programmusik]]ken for indbegrebet af fremskridt inden for musikken. I det 20. århundrede blev [[Richard Strauss]] såvel som musikvidenskabsmanden [[Arthur Seid]] regnet hertil.
Linje 9:
Begrebet ''nytysk'' implicerer en politisk målretning eller i det mindste et nationalt tilhørsforhold. Imod det taler dog det deciderede internationale præg gennem de tre: Berlioz, Liszt og Wagner. Faktisk var den unge Liszt og den unge Wagner i deres skrifter ledt af tidligsocialistiske socialutopier, der var forbundet med bestræbelserne efter en nationalstat. Denne politiske dimension forsvandt dog hurtigt i den journalistiske strid; kun Brendel taler i sin opsats "Das Kunstwerk der Zukunft und die Einzelkünste" ('Fremtidens kunstværk og den enkeltstående kunst') om et verdenssamfund hvis ledestjerne skulle være musikdramaet (Wagners). Den ''nytyske skole'' og især Liszts [[symfoniske digtning]] udgjorde dog for mange europæiske kunstnere en måde til identifikation med det egne land og til at udvikle et 'tonesprog': således kan i det sene 19. århundrede næsten alle nationale skoler og stilarter (fx i Rusland, Tjekkiet og Finland) på direkte eller indirekte måde udledes af Liszts, Wagners og Berlioz' æstetik og musik.
== Referencer ==
{{reflist}}
{{Kilder}}
{{autoritetsdata}}
|