Forskel mellem versioner af "Kynisme (filosofi)"

736 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
Illustrationer.
(Om kynikernes idealer.)
(Illustrationer.)
[[Fil:Cinico Capitolini.jpg|thumb|right|upright=1.1|Statue af en kynisk [[filosof]] på [[Kapitolinmuseet]] i [[Rom]].]]
 
'''Kynisme''' ([[Oldgræsk|græsk]]: kυνικοί, [[latin]]: ''cynici'' = kynikere) var en [[filosofi]]sk skole i [[antikken]], der fik særlig indflydelse på folks tænkesæt i tiden omkring år 0. Kynikernes [[anekdote]]r og vittige, ofte bidende udtalelser genfindes overalt i datidens [[litteratur]]. En vending som den i [[Paulus' Første Brev til Timotheus|Paulus' 1. brev til Timotheus]] 6:10: "''For kærlighed til penge er roden til alt ondt''" <ref>https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Tim/6</ref> er en typisk folkelig-kynisk talemåde. Tanker og udtryk fra kynikernes [[forkyndelse]] lever videre i vore dages kristne [[prædiken]]; og deres [[livsstil]], med [[fattigdom]] og nøjsomhed som [[ideal]]et, har sat sig præg på [[munk]]evæsnet. De regnes som forløbere for [[stoicisme]]n. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 135), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680-9</ref>
 
== Oprindelse ==
[[Fil:Gerome - Diogenes.jpg|thumb|upright=1.3|Den ultimate kyniker: [[Diogenes]] bosat i en tønde. Maleri af [[Jean-Léon Gérôme]] (1860).]]
Hvor betegnelsen stammer fra er usikker; enten en afledning af [[Cynosarges]], den bygning i [[Athen]], som var skolens første hjem; eller dannet af det græske ord for [[hund]]: κύων, ''kýōn''), eftersom [[Diogenes|Diogenes af Sinope]] i sin samtid blev kaldt "Hunden". Da han blev spurgt om, hvorfor han havde det [[tilnavn]], skal han have svaret: "''Fordi jeg logrer for dem, der giver mig noget, og bjæffer ad dem, der ikke giver mig noget, og bider kæltringene.''" <ref>http://penelope.uchicago.edu/~grout/encyclopaedia_romana/greece/hetairai/diogenes.html</ref>
 
[[Sokrates]] havde lagt vægt på uafhængighed af ydre ting som vejen til lykke, og kynikerne fulgte i hans fodspor. Lykken i deres øjne beror ikke på ydre ting, men på os selv, og må bestå i [[dyd]]en. Den indre frihed var for dem alt; overensstemmende med de græske [[bystat]]erers stræben for at være selvhjulpne og uafhængige. Kynikerne mente, at den, som lever i dyd, også er lykkelig; han behøver ikke andet. Kynikerne flyttede de gamle grækeres politiske ideal over i folks personlige [[moral]]. Goder som penge og magt, hæder og ære, frihed, helbred og liv regende kynikerne for ''adiáfora'' (= mellemting, dvs. ting, der hverken er onde eller gode). Sygdom, landsforvisning og fattigdom var ting, man skulle søge at hæve sig over. Rigdom og luksus oplevede de som direkte skadeligt, da de bidrog til at knytte folk til denne verden. Idealet var [[Herakles]], som skal have vendt det gode liv ryggen og viet sig til en tilværelse med slid. Grækerne var ellers optaget af, om folk var af god familie; men kynikerne hævdede, at dyden er den sande [[adel]]. De skilte ikke mellem fri mand og [[træl]], mellem græker og udlænding. Ligesom senere [[Rousseau]] anbefalede de det enkle liv i [[natur]]en. Kynikerne var individualister; de så ingen større værdi i [[fænomen]]er som [[stat]], [[samfund]], [[idræt]], religiøse [[ceremoni]]er og [[ægteskab]]. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 132-33)</ref>
 
I en ubrudt kæde fra Sokrates til [[Hadrian]]s tid blev kynismen repræsenteret af stærke personligheder. I begyndelsen bl.a. [[Antisthenes]], Diogenes, [[Krates fra Theben|Krates]] og [[Zenon fra Kition|Zenon]]. I den senere [[romersk]]e tid dominerede [[Demetrius Kynikeren|Demetrius]] (en ven til [[Seneca den Yngre|Seneca]]), [[Oenomaus af Gadara|Oenomaus]] og [[Demonax]]. De fastholdt alle Antisthenes’ grundlæggende [[princip]]per.
== Antisthenes ==
[[Fil:Giulio Bonasone - Diogenes and Antisthenes detail.jpg|thumb|[[Diogenes]] (t.v.) og [[Antisthenes]] (t.h.).]]
[[Antisthenes]] var en yngre samtidig af Sokrates’Sokrates. elever,og først elev af [[Sofisme|sofisten]] [[Gorgias]]. I moden alder sluttede han sig med begejstring til Sokrates og dengik fundamentaledermed leveregel,over atfra [[Dydretorik]] til (filosofi)|dyden. Denne type Sokrates-tilhænger dannede [[forbillede]] for Diogenes, kynikeren ''par excellence'', der gjorde sig bemærket ved at flytte ind i et stort forrådskar, nærmest en tønde. Den fundamentale leveregel, at dyd og ikke [[Hedonisme|nydelsennydelse]] varer måletlivets med livetformål, fik hanAntisthenes derfrafra Sokrates. Han befandt sig i første række i en intellektuel [[revolution]], hvormed fokus blev flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennem [[fornuft]]. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning, fremog forvigtigere end forholdet til guderne. Sokrates udtalte, derat vardyd enog afkundskab tidenser fremmestedet filosoffer,samme; sagde<ref>Eiliv Skard: ''’’DydFilosofien eri viden’’oldtiden''{{kilde mangler|dato=Uge(s. 50,81)</ref> 2008}}han ogvar urokkelig i sin tiltro til, at mennesket gør det rette, straks det ved det rette. I den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt, og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg, det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det, individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat af denne logik var en rendyrket [[nominalisme]], og i sin etik blev han drevet mod en ekstrem [[individualisme]] og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt, hvad den græske verden forstod ved uddannelse. På den baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte eller [[tautologi]]er,. hanI sagdeprotest fx:mod ''’’En[[Platon]]s hestidéverden kansagde jeghan: se, men (fænomenet) hest kan jeg ikke se’’"''{{kildeJeg mangler|dato=Uge 50, 2008}}; en definition varser en [[Cirkelslutning|cirkulærhest]] måde at fastslå en identitet, ogmen fxingen at et træ erhestehed.''" <ref>[https://books.google.no/books?id=i8IhCwAAQBAJ&pg=PA441&lpg=PA441&dq=antisthenes+horse&source=bl&ots=tscYhvnGMe&sig=ZN4F-54PVcvogazhBWW33weN-zw&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwia_bzHlPHcAhUKGZoKHZXnDsEQ6AEwCnoECAoQAQ#v=onepage&q=antisthenes%20horse&f=false plantevækst''Antisthenes varfra ifølgeAthen: hansTekster'' logik det samme som at sige, at et træ er et træ(s.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} 440)]</ref>
 
Antisthenes og hans tilhængere tog den yderst logiske konsekvens af det standpunkt og ikke bare negligerede, de glæder livet bød, men anså dem for at være direkte skadelige for den frie vilje og fornuften. De mente, at rigdom, popularitet og magt nedbrød fornuftens autoritet og forvrængede sjælens natur. I stedet eksisterede et menneske kun for sin egen skyld, og målet for eksistensen var en selvindsigt og en selvrealisering, der var i overensstemmelse med dets egen fornuft og helt uafhængigt af stat og samfund. Foragt og fattigdom var på det grundlag ikke længere en nedtur, men snarere en fordel, hvis det hjalp den enkelte til selvindsigt og selvkontrol ved at fjerne fokus fra ydre ting. Det ideelle menneskeliv var frit for begær og stræben og lige som guderne selvforsynende: ''’’Lad mennesket opnå viden – eller køb et reb’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}, man var ikke borger i et bestemt samfund men i verden.
Kynismen opnåede stor popularitet i Rom i [[1. århundrede|1.]] og 2. århundrede e.Kr. Seneca og [[Lukian]] priste henholdsvis Demetrius og Demonax, og I Rom var kynismen både satirikerens rod og tænkerens ideal.
 
I kynismen var det principper, der blev lagt særlig vægt på: Det ene var individets selvstændige og absolutte [[Moralsk ansvar|moralske ansvar]],; det andet var [[Frie vilje|viljens frihed]]. Det fik [[Epiktet]] til at beskrive kynikerne som ‘’retfærdighedens kæmpere’’.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Kynikerne fik stor betydning som forløbere for [[Stoicisme|stoikerne]]. Den tætte forbindelse mellem de to skoler illustreres bl.a. i [[Juvenal]]s kommentar: ''’’Kynikeren adskiller sig kun fra stoikeren ved manglen på en [[tunika]]’’''.<ref>latin: ''"accipe quae contra ualeat solacia ferre et qui nec Cynicos nec Stoica dogmata legit a Cynicis tunica distantia"'', Juvenal XIII’’ (''tunika'' er ofte fejloversat med ''kappe'')</ref>
 
== Kynisme i litteraturen ==
7.443

redigeringer