Kynisme (filosofi): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Illustrationer.
→‎Antisthenes: Lænker/kilder.
Linje 15:
[[Antisthenes]] var en yngre samtidig af Sokrates. og først elev af [[Sofisme|sofisten]] [[Gorgias]]. I moden alder sluttede han sig med begejstring til Sokrates og gik dermed over fra [[retorik]] til filosofi. Denne type Sokrates-tilhænger dannede [[forbillede]] for Diogenes, kynikeren ''par excellence'', der gjorde sig bemærket ved at flytte ind i et stort forrådskar, nærmest en tønde. Den fundamentale leveregel, at dyd og ikke [[Hedonisme|nydelse]] er livets formål, fik Antisthenes fra Sokrates. Han befandt sig i første række i en intellektuel [[revolution]], med fokus flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennem [[fornuft]]. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning, og vigtigere end forholdet til guderne. Sokrates udtalte, at dyd og kundskab er det samme; <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 81)</ref> han var urokkelig i sin tiltro til, at mennesket gør det rette, straks det ved det rette. I den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt, og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg, det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det, individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat af denne logik var en rendyrket [[nominalisme]], og i sin etik blev han drevet mod en ekstrem [[individualisme]] og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt, hvad den græske verden forstod ved uddannelse. På den baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte eller [[tautologi]]er. I protest mod [[Platon]]s idéverden sagde han: "''Jeg ser en [[hest]], men ingen hestehed.''" <ref>[https://books.google.no/books?id=i8IhCwAAQBAJ&pg=PA441&lpg=PA441&dq=antisthenes+horse&source=bl&ots=tscYhvnGMe&sig=ZN4F-54PVcvogazhBWW33weN-zw&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwia_bzHlPHcAhUKGZoKHZXnDsEQ6AEwCnoECAoQAQ#v=onepage&q=antisthenes%20horse&f=false ''Antisthenes fra Athen: Tekster'' (s. 440)]</ref>
 
Antisthenes og hans tilhængere tog den yderst logiske konsekvens af det standpunkt og ikke bare negligerede, de glæder, livet bødbyder, men anså dem for at være direkte skadelige for den frie vilje og fornuften. De mente, at rigdom, popularitet og magt nedbrød fornuftens [[autoritet]] og forvrængede sjælens[[sjæl]]ens natur. IEfter stedetderes eksisteredeopfatning eksisterer et menneske kun for sin egen skyld, og målet for eksistensen varer en selvindsigt og en selvrealisering, der var i overensstemmelse med dets egen fornuft og helt uafhængigt af stat og samfund. Foragt og fattigdom varer på det grundlag ikke længere en nedtur, men snarere en fordel, hvis det hjalphjælper den enkelte til selvindsigt og selvkontrol ved at fjerne fokus fra ydre ting. Det ideelle menneskeliv var frit for begær og stræben og lige somligesom guderne selvforsynende: ''’’Lad mennesket opnå viden – eller køb et reb’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}, man var ikke borger i et bestemt samfund, men [[kosmopolit]]. Kynikernes tilværelse minder om de kristne [[tiggermunk]]es. Barfodet, i en luvslidt kappe, strejfede de om i verden som [[Sjælesorg|sjælesørgere]] og lægprædikanter, et uromoment i den hellenistisk-romerske verden, ikke mindst ved åben protest mod samfundets mægtige. Her var de inspireret af Sokrates, den gang han sagde sin mening til [[de 30 tyranner]] i Athen. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 134)</ref>
 
== Efterfølgere ==