Senmiddelalder: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m lille ret
Blandede smårettelser af manglende bogstaver og trykfejl o.l.
Linje 31:
:''Hovedartikler: [[Danmarks historie (1397-1536)|Danmark]], [[Høj- og senmiddelalder i Norge|Norge]], [[Sveriges historie#Vikingetiden og middelalderen|Sverige]]''
 
Efter en fejlslagen unionenunion mellem [[Sverige]] og [[Norge]] i 1319-1365 blev den panskandinaviske [[Kalmarunionen|kalmarunion]] oprettet i 1397.<ref>Hollister, p. 366; Jones, p. 722.</ref> Svenskerne blev modvilligt medlemmer af den dansk-dominerede union. I et forsøg på at undertrykke svenskerne fik [[Christian 2. af Danmark]] et stort antal svenske adelsfolk dræbt under [[Det Stockholmske Blodbad]] i 1520. Dette affødte blot endnu mere fjendtlighed, og svenskerne brød ud af unionen i 1523.<ref>Allmand (1998), p. 703</ref> Norge derimod blev underlegen del af sammenslutningen, og forblev forenet med Danmark frem til 1814.<ref>{{cite book|first=Sverre|authorlink2=Knut Mykland|last2=Mykland|first2=Knut|last=Bagge|authorlink=Sverre Bagge|title=Norge i dansketiden: 1380–1814|edition=2nd|publisher=Cappelen|location=Oslo|year=1989|isbn=978-82-02-12369-7|url=}}</ref>
 
[[Island]] nød godt af at være relativt isoleret fra Europa, og det var det sidste land i [[Skandinavien]] der blev ramt af [[den sorte død]].<ref>Allmand (1998), p. 673.</ref> Imens døde den nordiske koloni på [[Grønland]] ud, sandsynligvis som følge af ekstreme vejrbetingelser i 1400-tallet.<ref>Allmand (1998), p. 193.</ref> Disse betingelser kan have forårsaget af [[den lille istid]].<ref>{{cite web|url=http://ircamera.as.arizona.edu/NatSci102/NatSci102/text/extlittleice.htm|title=The Little Ice Age: When global cooling gripped the world|publisher=The Washington Post|author=Alan Cutler|date=1997-08-13|accessdate=2008-03-12}}</ref>
Linje 42:
Fra 1337 blev Englands opmærksomhed hovedsageligt rettet mod Frankrig i [[Hundredårskrigen]].<ref>Jones, p. 351.</ref> [[Henrik 5. af England|Henrik 5.]]s sejr under [[slaget ved Agincourt]] i 1415 gjorde det kortvarigt muligt at forene de to kongerige, men hans søn, [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]] forspildte snart efter disse landvindinger.<ref>Allmand (1998), p. 458; Koenigsberger, p. 309.</ref> Tabet af Frankrig ledte til utilfredshed hjemme. Kort efter afslutningen på hundredårskrigen kastede dynastiske uroligheder landet ud i [[rosekrigene]] (ca 1455–1485), som involverede [[Huset Lancaster]] og [[Huset York]] der begge kæmpede for at få tronen.<ref>Allmand (1998), p. 458; Nicholas, pp. 32–3.</ref>
 
Krigen blev afsluttet med tiltrædelsen af [[Henrik af England|Henrik 7.]] fra [[Tudordynastiet|Tudor]]-familien, som fortsatte arbejdet med at opbygge et stærkt, centraliseret [[monarki]], som konger fra huset York havde startet.<ref>Hollister, p. 353; Jones, pp. 488–92.</ref> Mens Englands opmærksomhed var rettet andre steder var de [[Hiberno-Normannisk]]e lords i [[Irland]] blevet mere assimileret i det irske samfund og øen fik lov til at udvikle stirstor uafhængighed under det engelske overherredømme.<ref>McKisack, pp. 228–9.</ref>
 
=== Vesteuropa ===
Linje 49:
[[File:Map France 1477-en.svg|thumb|Frankrig i slutningen af 1400-tallet: en mosaik af feudale områder.]]
 
Den franske [[Huset Valois|Valois]]-familie, som efterfulgte [[Huset Capet]] i 1328, var oprindeligt marginaliseret i sit ejeteget land, først af englændernes invaderende styrker i hundredårskrigen, og senere af det magtfulde [[Hertugdømmet Burgund]].<ref>Hollister, p. 355; Holmes, pp. 288-9; Koenigsberger, p. 304.</ref> [[Jeanne d'Arc]]s fremkomst som militær leder ændrede krigen til franskmændenes favør, og initiativet blev videreført af kong [[Louis 11. af Frankrig|Louis 11.]].<ref>Duby, p. 288-93; Holmes, p. 300.</ref>
 
Imens mødte [[Karl den Dristige, hertug af Burgund|Karl den Dristige]], [[hertug af Burgund]], modstand i sit forsøgeforsøg på at konsolidere sine besiddelser, særligt fra det [[Gammelschweiziske edsforbund|schweiziske edsforbund]], der blev dannet i 1291.<ref>Allmand (1998), pp. 450-5; Jones, pp. 528-9.</ref> Da Karl blev dræbt i [[de burgundiske krige]] under [[slaget ved Nacny]] i 1477 blev hertugdømmet Burgund tilbageerobret af Frankrig.<ref>Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 355; Koenigsberger, p. 304.</ref> På samme tid kom [[County of Burgundy]] og det rige [[De burgundiske Nederlande]] under det [[Tysk-romerske rige]]s kontrol via [[Huset Habsburg|Habsburgerne]], hvilket startede en konflikt der forløb over de næste århundreder.<ref>Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 363; Koenigsberger, pp. 306-7.</ref>
 
=== Centraleuropa ===
Linje 86:
{{uddybende|Aragoniens krone|Italiens historie|Portugals historie|Spaniens historie}}
 
[[Avignon]] var sæde for [[paven]] fra 1309 til 1379.<ref>Hollister, p. 338.</ref> Da paven vendte tilbage til [[Rom]] i 1378 udviklede [[pavestaten]] sig til en stor sekulær magtfaktor, der kulminerede i det moralsk korrupte pavedømme under [[Pave Alexander 4.]], der sad fra 1492-1503.<ref>Allmand (1998), p. 586; Hollister, p. 339; Holmes, p. 260.</ref> [[Firenze]] voksede og blev en af de rigeste af de italienske bystater ved hjælp af deres finansielle sektor og den dominerende [[Medici]]-familie, der blev vigtige forgængere for [[renæssance]]n via deres interesse i kunst.<ref>Allmand, pp. 150, 155; Cantor, p. 544; Hollister, p. 326.</ref> Andre byer i [[Norditalien]] udvidede også deres territorier og konsoliderede deres magt, primært [[Milano]] og [[Venedig]].<ref>Allmand (1998), p. 547; Hollister, p. 363; Holmes, p. 258.</ref> [[Den sicilianske vesperkrig]] havde deldelt [[Syditalien]] ind i det [[Huset Trastámara|Aragoniske]] [[Kongeriget Sicily]] og [[Huset Valois-Anjou|Anjou]] [[Kongeriget Napoli]] i begyndelsen af 1300-tallet.<ref>Cantor, p. 511; Hollister, p. 264; Koenigsberger, p. 255.</ref> I 1442 blev de to kongerigetkongeriger forenet under aragonerne.<ref>Allmand (1998), p. 577.</ref>
 
I 1469 ledte ægteskabet mellem [[Isabella 1. af Castillien]] og [[Ferdinand 2. af Aragon]] og i 1479 [[John 2. af Aragon]]s død til etableringen af det moderne [[Spanien]].<ref>Hollister, p. 356; Koenigsberger, p. 314; Reilly, p. 209.</ref> I 1492 blev [[Granada]] tilbageerobret fra [[Maurere|maurerne]], hvilket fuldendte [[Reconquista]].<ref>Allmand (1998), p. 162; Hollister, p. 99; Holmes, p. 265.</ref> [[Portugal]] havde i løbet af 1400-tallet - særligt under [[Henrik Søfareren]] – gradvist udforsket [[Afrika]]s kyst, og i 1498 fandt [[Vasco da Gama]] søvejen til [[India]].<ref>Allmand (1998), p. 192; Cantor, 513.</ref> De spanske monarker mødte den portugisiske udfordingudfordring ved at finansiere [[Christopher Columbus]]' ekspedition, der skulle finde en sejlrute mod vest til Indien, hvorved han opdagede [[Amerika]] i 1492.<ref>Cantor, 513; Holmes, pp. 266–7.</ref>
 
== Senmiddelalderens samfund ==
Linje 97:
Da Europas befolkning var blevet alvorligt formindsket blev landområder for de overlevende mere tilgængelige, og arbejdskraft blev derfor dyrere.<ref>Duby, p. 270; Koenigsberger, p. 284; McKisack, p. 334.</ref> Jordejeres forsøg på med magt at reducere lønningerne, som den engelske [[Statute of Laborers]] i 1351, var dømt til at mislykkes.<ref>Koenigsberger, p. 285.</ref> Disse forsøg resulterede ikke i andet end at skabe utilfredshed blandt bønderne, og det ledte til oprør som det franske [[Jacquerie]] i 1358 og det engelske [[Peasants' Revolt]] i 1381.<ref>Cantor, p. 484; Hollister, p. 332; Holmes, p. 303.</ref> Den langsigtede effekt blev i praksis enden på [[livegenskab]] i Vesteuropa.<ref>Cantor, p. 564; Hollister, pp. 332–3; Koenigsberger, p. 285.</ref> I Østeuropa var jordejerne derimod i stand til at udnytte situationen og tvang bønderne til endnu mere undertrykkende trældom.<ref>Hollister, pp. 332–3; Jones, p. 15.</ref>
 
Omvæltningen, som blev skabt af den sorte død, efterlod visse minoriteter særligt sårbarersårbare, særligt [[jøde]]rne,<ref>Chazan, p. 194.</ref> som ofte blev beskyldt for tabene. Over hele Europa blev der udført antijødiske [[pogrom]]er; i februar 1349 blev 2.000 jøder dræbt i [[Strasbourg]].<ref>Hollister, p. 330; Holmes, p. 255.</ref> Flere stater diskriminerede også jøderne. Monarker gav efter for folkets krav, og jøderne blev smidt ud af England i 1290, fra Frankrig i 1306, fra Spanien i 1492 og fra Portugal i 1497.<ref>Brady et al., pp. 266–7; Chazan, pp. 166, 232; Koenigsberger, p. 251.</ref>
 
Mens jøderne led under forfølgelse oplevede kvinderne større magt i denne periode. Store sociale ændringer åbnede nye muligheder for kvinder inden for handel, læring og religion.<ref name="Klapisch-Zuber268">Klapisch-Zuber, p. 268.</ref> Samtidig var kvinder dog også sårbare over for straf og forfølgelse, da troen på [[trolddom]] øgedeøgedes og [[heksejagt]] blev mere udbredt.<ref name="Klapisch-Zuber268"/>
 
Frem til midten af 1300-tallet havde Europa oplevet en stadig større [[urbanisering]].<ref>Hollister, p. 323; Holmes, p. 304.</ref> Byer blev også ramt af den sorte dødedød, men byerne som centrum for uddannelse, handel og regering fortsatte med at stigervokse.<ref>Jones, p. 164; Koenigsberger, p. 343.</ref> I 1500 var [[Venedig]], [[Milano]], [[Napoli]], [[Paris]] og [[Konstantinopel]] sandsynligvis nået op på mere end 100.000 indbyggere.<ref name="Allmand125">Allmand (1998), p. 125</ref> 22 andre byer havde mere end 40.000 indbyggere, hvoraf de fleste lå i Italien og den Iberiske Halvø, men der fandtes også store byer i Frankrig, Nederlandende og [[London]] i England.<ref name="Allmand125"/>
 
== Militærhistorie ==