Senmiddelalder: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Zoizit (diskussion | bidrag) m lille ret |
Blandede smårettelser af manglende bogstaver og trykfejl o.l. |
||
Linje 31:
:''Hovedartikler: [[Danmarks historie (1397-1536)|Danmark]], [[Høj- og senmiddelalder i Norge|Norge]], [[Sveriges historie#Vikingetiden og middelalderen|Sverige]]''
Efter en fejlslagen
[[Island]] nød godt af at være relativt isoleret fra Europa, og det var det sidste land i [[Skandinavien]] der blev ramt af [[den sorte død]].<ref>Allmand (1998), p. 673.</ref> Imens døde den nordiske koloni på [[Grønland]] ud, sandsynligvis som følge af ekstreme vejrbetingelser i 1400-tallet.<ref>Allmand (1998), p. 193.</ref> Disse betingelser kan have forårsaget af [[den lille istid]].<ref>{{cite web|url=http://ircamera.as.arizona.edu/NatSci102/NatSci102/text/extlittleice.htm|title=The Little Ice Age: When global cooling gripped the world|publisher=The Washington Post|author=Alan Cutler|date=1997-08-13|accessdate=2008-03-12}}</ref>
Linje 42:
Fra 1337 blev Englands opmærksomhed hovedsageligt rettet mod Frankrig i [[Hundredårskrigen]].<ref>Jones, p. 351.</ref> [[Henrik 5. af England|Henrik 5.]]s sejr under [[slaget ved Agincourt]] i 1415 gjorde det kortvarigt muligt at forene de to kongerige, men hans søn, [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]] forspildte snart efter disse landvindinger.<ref>Allmand (1998), p. 458; Koenigsberger, p. 309.</ref> Tabet af Frankrig ledte til utilfredshed hjemme. Kort efter afslutningen på hundredårskrigen kastede dynastiske uroligheder landet ud i [[rosekrigene]] (ca 1455–1485), som involverede [[Huset Lancaster]] og [[Huset York]] der begge kæmpede for at få tronen.<ref>Allmand (1998), p. 458; Nicholas, pp. 32–3.</ref>
Krigen blev afsluttet med tiltrædelsen af [[Henrik af England|Henrik 7.]] fra [[Tudordynastiet|Tudor]]-familien, som fortsatte arbejdet med at opbygge et stærkt, centraliseret [[monarki]], som konger fra huset York havde startet.<ref>Hollister, p. 353; Jones, pp. 488–92.</ref> Mens Englands opmærksomhed var rettet andre steder var de [[Hiberno-Normannisk]]e lords i [[Irland]] blevet mere assimileret i det irske samfund og øen fik lov til at udvikle
=== Vesteuropa ===
Linje 49:
[[File:Map France 1477-en.svg|thumb|Frankrig i slutningen af 1400-tallet: en mosaik af feudale områder.]]
Den franske [[Huset Valois|Valois]]-familie, som efterfulgte [[Huset Capet]] i 1328, var oprindeligt marginaliseret i sit
Imens mødte [[Karl den Dristige, hertug af Burgund|Karl den Dristige]], [[hertug af Burgund]], modstand i sit
=== Centraleuropa ===
Linje 86:
{{uddybende|Aragoniens krone|Italiens historie|Portugals historie|Spaniens historie}}
[[Avignon]] var sæde for [[paven]] fra 1309 til 1379.<ref>Hollister, p. 338.</ref> Da paven vendte tilbage til [[Rom]] i 1378 udviklede [[pavestaten]] sig til en stor sekulær magtfaktor, der kulminerede i det moralsk korrupte pavedømme under [[Pave Alexander 4.]], der sad fra 1492-1503.<ref>Allmand (1998), p. 586; Hollister, p. 339; Holmes, p. 260.</ref> [[Firenze]] voksede og blev en af de rigeste af de italienske bystater ved hjælp af deres finansielle sektor og den dominerende [[Medici]]-familie, der blev vigtige forgængere for [[renæssance]]n via deres interesse i kunst.<ref>Allmand, pp. 150, 155; Cantor, p. 544; Hollister, p. 326.</ref> Andre byer i [[Norditalien]] udvidede også deres territorier og konsoliderede deres magt, primært [[Milano]] og [[Venedig]].<ref>Allmand (1998), p. 547; Hollister, p. 363; Holmes, p. 258.</ref> [[Den sicilianske vesperkrig]] havde
I 1469 ledte ægteskabet mellem [[Isabella 1. af Castillien]] og [[Ferdinand 2. af Aragon]] og i 1479 [[John 2. af Aragon]]s død til etableringen af det moderne [[Spanien]].<ref>Hollister, p. 356; Koenigsberger, p. 314; Reilly, p. 209.</ref> I 1492 blev [[Granada]] tilbageerobret fra [[Maurere|maurerne]], hvilket fuldendte [[Reconquista]].<ref>Allmand (1998), p. 162; Hollister, p. 99; Holmes, p. 265.</ref> [[Portugal]] havde i løbet af 1400-tallet
== Senmiddelalderens samfund ==
Linje 97:
Da Europas befolkning var blevet alvorligt formindsket blev landområder for de overlevende mere tilgængelige, og arbejdskraft blev derfor dyrere.<ref>Duby, p. 270; Koenigsberger, p. 284; McKisack, p. 334.</ref> Jordejeres forsøg på med magt at reducere lønningerne, som den engelske [[Statute of Laborers]] i 1351, var dømt til at mislykkes.<ref>Koenigsberger, p. 285.</ref> Disse forsøg resulterede ikke i andet end at skabe utilfredshed blandt bønderne, og det ledte til oprør som det franske [[Jacquerie]] i 1358 og det engelske [[Peasants' Revolt]] i 1381.<ref>Cantor, p. 484; Hollister, p. 332; Holmes, p. 303.</ref> Den langsigtede effekt blev i praksis enden på [[livegenskab]] i Vesteuropa.<ref>Cantor, p. 564; Hollister, pp. 332–3; Koenigsberger, p. 285.</ref> I Østeuropa var jordejerne derimod i stand til at udnytte situationen og tvang bønderne til endnu mere undertrykkende trældom.<ref>Hollister, pp. 332–3; Jones, p. 15.</ref>
Omvæltningen, som blev skabt af den sorte død, efterlod visse minoriteter særligt
Mens jøderne led under forfølgelse oplevede kvinderne større magt i denne periode. Store sociale ændringer åbnede nye muligheder for kvinder inden for handel, læring og religion.<ref name="Klapisch-Zuber268">Klapisch-Zuber, p. 268.</ref> Samtidig var kvinder dog også sårbare over for straf og forfølgelse, da troen på [[trolddom]]
Frem til midten af 1300-tallet havde Europa oplevet en stadig større [[urbanisering]].<ref>Hollister, p. 323; Holmes, p. 304.</ref> Byer blev også ramt af den sorte
== Militærhistorie ==
|