Difference between revisions of "Præsten i Vejlbye"

retter slåfejl og fjerner noget dobbelt tekst
(typo)
Tag: 2017 source edit
(retter slåfejl og fjerner noget dobbelt tekst)
}}
 
'''"Præsten i Vejlbye"''' er en [[novelle]] fra [[1829]], der er skrevet af [[Steen Steensen Blicher]]. Den væsentligste del af plottet bliver fortalt gennem en [[dagbog]]. Komposition, fortælleteknik og intrige bindes her sammen til en sammenhængende beretning om en forbrydelse, hvor den egentlige opklaring af sagen sker gennem en anden persons optegnelser, fordi [[fortællerrollen i litteraturen|jeg - fortælleren]] ikke er i stand til selv at opklare sagen.
 
Handlingen er baseret på virkelige begivenheder, med udgangspunkt i præsten [[Søren Jensen Qvist]] fra [[Vejlby (Norddjurs Kommune, tidligere Grenaa Kommune)|Vejlby]] ved [[Grenaa]]. De centrale dele af handlingen berettes af [[herredsfoged]] Erik Sørensen i [[dagbog]]sform, men den endelige opklaring af denne [[krimi]]nalhistorie finder sted gennem ''tvende Optegnelser af Præsten i [[Ålsø]]''. Blicher brugte selv betegnelsen ''Criminalhistorie'' i tekstbladet til novellen,. I 1829 blev novellen trykt for første gang i Blichers eget tidsskrift ”Nordlyset”, som han udgav i samarbejde med bogtrykker J. M. Elmenhoff. Senere er den genoptrykt i ''Arkiv for dansk litteratur.''<ref name="arkiv">[http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=268&hist=&nnoc=adl_pub Arkiv for Dansk Litteratur, ''Præsten i Vejlby, Arkiv for dansk litteratur, ss. 268-288 i Steen Steensen Blichers værker]. Hentet den 19. december 2016</ref>
 
Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis [[Præsten i Vejlby (film fra 1922)|1922]] (Danmarks første tonefilm), [[Præsten i Vejlby (film fra 1931)|1931]] og [[Præsten i Vejlby (film fra 1972)|1972]]. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. Den er en af de Blicher-noveller, som ofte betegnes som de "fire store". De tre andre er ''[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]'', ''[[Sildig Opvaagnen]]'' og ''[[Hosekræmmeren]]''.<ref>[https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870970-basis%3A06930875'' Dødens fortællere : om Blichers bedste noveller'']. [[Bibliotek.dk]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref>[http://adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?nnoc=adl_pub&ff_id=40&p_fpkat_id=modt Steen Steensen Blicher - Ry og Eftermægle]. [[Arkiv for Dansk Litteratur]]. Hentet 21/12-2016</ref><ref name="blichernu">[http://www.blicher-nu.dk/Den_kanoniserede_Blicher Den kanoniserede Blicher]. Blicher-nu.dk. Hentet 21/12-2016</ref> I 2006 kom "Præsten i Vejlbye" med på [[Kulturministeriet|Kulturministeriets]] [[Kulturkanon]] blandt i alt 12 litterære værker.
 
== Komposition ==
[[Fil:S Blicher.jpg|thumb|[[Steen Steensen Blicher]] har skrevet "Præsten i Vejlbye" som en [[krimi]] inden [[genre]]n egentligt var fastlagt.]]
Novellen er opbygget som en egentlig [[krimi]], selv om den er skrevet længe før denne [[genre]]s regler blev fastlagt og også nogle år tidligere end [[Edgar Allan Poe]] skrev sine første kriminalhistorier.<ref>[https://www.odensebib.dk/print/2840 Odense Bibliotekerne:''På kanten af en krimi''] Hentet den 18. december 2016</ref> Kompositionen omfatter en forbrydelse, en opklaringsfase, nogle tvetydige spor, en domfældelse og en overraskende pointe.<ref group=note>Et skema, som var typisk for de såkaldte klassiske krimier af fx [[Conan Doyle]] og [[Agatha Christie]]</ref> Ved at anvende dagbogsformen med en registrerende fortæller i centrum, får fremstillingen en karakter af ''pålidelighed,'' idet fortælleren forventes at fremstille det forløb, han eller hun virkelig har iagttaget. Læseren må derimod være indstillet på, at dagbøger ikke altid er helt [[troværdighed|troværdige]] på grund af skribentens begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne. Det er imidlertid normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en [[dagbog]], fordi læseren vil føle sig bedraget, ikke blot af fortælleren, men også af forfatteren. Derimod må læseren acceptere, at selvbedrag kan forekomme.<ref group=note>Et eksempel på en fortæller, der i større eller mindre grad lider af selvbedrag, findes i to andre anden af Blichers noveller, "[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]" og "[[Sildig Opvaagnen]]", jf. Baggesen (1965)</ref>
 
Fra Erik Sørensens hånd er der i alt 30 særskilte dagbogsoptegnelser, som i starten udgør et mønster. Hver anden drejer sig om Erik Sørensens privatliv og hver anden om hans embede som herredsfoged. Denne symmetri brydes i løbet af fortællingen og fra den tolvte optegnelse, som omhandler forlovelsen mellem Erik Sørensen og præstedatteren Mette, er det selve sagen mod Søren Qvist, der udgør det egentlige tema i dagbogen, mens de mere personlige emner flettes ind som kommentarer, der fortrinsvis handler om Erik Sørensens dilemma. Pålideligheden i disse kan i nogen grad kontrolleres gennem læsning af de to, korte beretninger fra Aalsøepræsten, der endeligt belyser sagen. Skønlitterære tekster, som bygger på kilder, der foregiver at være ægte dokumenter, var i Blichers samtid ny og enestående. Senere er disse ''dokumentfiktioner'' blevet omtalt som en hjørnesten i forfatterskabet. Blichers konklusion (gennem Aalsøpræsten) er trods det dokumentariske præg næppe historisk korrekt.<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=246.}}</ref>
::"Hun har siden hendes salig Moders Død med megen Forstand og Sparsommelighed bestyret Huset. Og da der ikke ere flere Børn, end hende og Studenten, kan hun vente en god Skilling, naar den Gamle engang falder af.<ref name="arkiv269"/>
 
Under alle omstændigheder føler han sig lykkelig, da han erfarer, at Jomfru Mette har nægtet at gifte sig med Morten Bruus. Ved et nyt besøg i præstegården opdager Erik Sørensen med bekymring, at præsten har ansat Niels Bruus, Mortens bror og ifølge dagbogen en upålidelig karl."<ref name="arkiv270">Præsten i Vejlbye, hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]] s. 270</ref> Hans bekymring for, at denne ansættelse kan føre til problemer for præsten, forsvinder dog (i alt fald midlertidigt, da det lykkes ham at få præstens tilladelse til at blive [[Forlovelse|forlovet]] med hende, ligesom hun selv er villig til at indgå denne forlovelse).
 
"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." [[Første Mosebog|1ste Mos. Bog 16,5]]. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)".<ref name=arkiv271>[http://www.adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?p_udg_id=193&p_sidenr=5&hist=udg&nnoc=adl_pub Præsten i Vejlbye hos [[Arkiv for Dansk Litteratur]]], s. 271</ref>
:"Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn."<ref name="arkiv277" />
 
Morten Bruus' indblanding i opklaringen, de fremlagte [[indicium|indicier]] og den slet skjulte anklage om partiskhed, tvinger nu herredsfogeden til at rejse sagen mod præsten. Hans dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Under det retslige forhør fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften. Han udpeger først et sted, hvor der er tegn på gravearbejde, men da der ikke findes noget her, bliver Erik Sørensen grebet af lettelse.<ref name="arkiv278">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 278</ref>. Netop som han triumferende erklærer, at jorden er hård, spørger Morten Bruus vidnet Jens Larsen, hvor han har set præsten grave. Vidnet udpeger et sted bagest i haven, og her finder man et lig i begyndende forrådnelse. Det er ikke til at genkende i den henfaldne tilstand, men det har ifølge broderen Niels' tøj på.<ref name="arkiv279">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 279</ref> Præsten bedyrer sigsin uskyld idet han påberåber sig Gud som vidne på, at han ikke har begravet liget. Han tilføjer, henvendt til Erik Sørensen:
:"''Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!''", hvor tilhvortil Sørensen bemærker: "''Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer!''"<ref name="arkiv280">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 280</ref>
 
Denne episode henleder herredsfogedens opmærksomhed bort fra undersøgelsen af liget, og han når blot at konstatere, at der er et frygteligt sår i hovedet.<ref name="arkiv280"/>
Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til gennemføre retssagen.
 
:"Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare saa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer - gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene! - Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædes for Pilati Domstoel." , er hans opgivende kommentar til den forestående retssag. "<ref name="arkiv280"/>
 
Ud over de oprindelige vidneudsagn melder der sig nu yderligere to vidner, som fortæller, at de har set en person iført præstens grønne slåbrok komme gående ad stien fra skoven med en sæk på ryggen. Erik Sørensen tænker, at dette strider mod de hidtidige beviser om, at præsten havde begravet liget i haven. Hans opmærksomhed bliver imidlertid afledt fra betydningen heraf, fordi præsten nu uddyber sine tidligere vidneudsagn. Da præsten bliver konfronteret med vidnerne erkender han, at han er [[Søvngængeri|søvngænger]] og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst tilføjer, at hvis han ubevidst har gjort således, må det være Guds straf for tidligere synder, som hanhar fået ham til at begå forbrydelsen. Morten Bruus kræver nu, at der benyttes "redskaber", men Erik Sørensen afviser dette med udbruddet: "Det forbyde Gud".<ref name="arkiv282">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 282</ref>
 
Herredsfogeden er igen i et uløseligt dilemma, som forstærkes da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om, at han har lovet præsten at tage hende til sin barm. I stedet, siger hun, "gennemborer I min barm".<ref name="arkiv283">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 283</ref> Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra [[arrest]]en, men det ønsker præsten ikke.
Herredsfogeden må nu gøre sin pligt og gennemføre den endelige sagsfremstilling, hvor præsten på baggrund af vidneudsagnene mod ham - og hans delvise tilståelse - idømmes [[dødsstraf]]. Herredsfogeden ser ikke anden udvej, idet der må bødes "liv for liv". Denne vurdering må være moralsk; for på denne tid var tyende underlagt herskabets revselsesret, så der har været en [[jura|juridisk]] mulighed for i alt fald at idømme en mild straf for forseelsen.<ref name="mol84"/>.<ref group=note>Dette påpeger Mogens Møller i sin analyse af den ''autentiske'' retssag mod Søren Quist. I efterskriftet til dagbogen bemærker præsten i Aalsø, at folk i sognet anså dommen for at være for hård i forhold til omstændighederne, selv om præsten selv anså den for Guds retfærdige straf.</ref>
 
Præsten bliver herefter dømt til døden, og herredsfogeden bliver opsøgt af sin forlovede. Han er sengeliggende, uden at det oplyses, hvilken sygdom han lider af. De sidste ord, han skriver i sin dagbog, er følgende:
 
:"''Farvel, min Hjerteven!" sagde hun jo: "jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun eders strænge Pligt; men nu farvel|! for vi sees aldrig meer." - Hun gjorde Fredens Tegn over mig - Gud skjænke mig dog snart den evige Fred!''"<ref name="arkiv289">Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 289</ref>
 
Sagens videre forløb belyses af to korte optegnelser fra præsten i Aalsø. Den første, nedskrevet kort efter præstens henrettelse omhandler især præstens sidste dage før han fandt sin endelige trøst og gjorde bod.<ref name="arkiv291">''Præsten i Vejlbye, hos Arkiv for Dansk Litteratur s. 291</ref> Det fremgår, at herredsfogeden er så alvorligt syg, at han næppe kan overleve, mens præstens datter er i Aalsøpræstens varetægt.<ref name="arkiv291" />
== Analyser og kritik ==
=== Fortælleteknik ===
Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "[[Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog]]" og "[[Sildig Opvaagnen]]". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. EfterIfølge Søren Baggesens ''Blicher-afhandling''.<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=.}}</ref> er "Præsten i Vejlbye" – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af [[Det Moderne Gennembrud]].<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=.}}</ref> Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han har slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk.<ref name="arkiv"/> I Søren Baggesens [[disputats]], der er det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher, omtales genren som "realistiske skæbnefortællinger". Dette uddyber han med, at personerne vikles ind i uundgåelige situationer, hvor ”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref name="autogeneret2">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=275.}}</ref>[[Fil:Steen Steensen Blicher1.jpg|thumb|left|Flere af Blichers værker, inklusive i "Præsten i Vejlbye" er skrevet som tragisk [[Realisme (litteratur)|realisme]].]]
:”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref name=autogeneret2>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=275.}}</ref>
[[Fil:Steen Steensen Blicher1.jpg|thumb|left|Flere af Blichers værker, inklusive i "Præsten i Vejlbye" er skrevet som tragisk [[Realisme (litteratur)|realisme]].]]
 
Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk [[Realisme (litteratur)|realisme]]. De noveller, som bliver betragtet som Blichers bedste, handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.<ref name=autogeneret1>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=276f.}}</ref> Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher–fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en [[fortællerrollen i litteraturen|fortælleposition]], hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet, hvilket netop karakteriserer både Erik Sørensen og- gennem dennes skildring- præsten. Virkningen er ifølge Baggesen:
 
:"'Men ved at lade denne mand være totalt uforstående over for forløbets egentlige betydning opnår forfatteren at tvinge læserens interesse delvis bort fra personerne og over på begivenhederne selv.''"<ref name="Bag66">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=266.}}</ref>'' I løbet af fortællingen opstår der derfor et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Den Blicherske novelle har således flere fortællelag; at læse den er, som at "skrælle et løg"''.<ref name="Bag66" />''
I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Han opdager imidlertid ikke selv, at han er direkte medvirkende til et [[justitsmord]], fordi han ikke blot er juridisk, men også menneskeligt uerfaren.<ref name="kult142"/> I "Præsten i Vejlbye" kommer sandheden først til udtryk i efterskriftet, og det er usandsynligt, at herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse. Både han selv, præsten og hans forlovedes tolkning af begivenhederne er styret af en Gudsfrygt og skæbnetro, som forhindrer dem i at se, "''at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet''".<ref name="kult142"/> Et af de skjulte spor, som hererdsfogeden overser, ligger gemt i to af vidneudsagnene. To kvinder fortæller, at de om dagen har hørt præsten og karlen i et skænderi, men at de ikke kunne se noget, kun høre skænderiet, da "''diget var for højt og hækken for tæt!''"<ref name="arkiv276"/> Vidnet Jens Larsen hævder i forbindelse med Morten Bruus' arrangerede graven i præstegårdshaven, at han har set præsten i haven sent på aftenen.<ref name="arkiv276"/> Den klare uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene efterforsker Erik Sørensen ikke. Hans opmærksomhed henledes også fra sagen i flere afgørende situationer, fordi han koncentrerkoncentrerer sig om at bekymre sig om præstens eller sin forlovedes sindstilstand. Et godt eksempel er, da hans forlovede besvimer under opgravningen af liget.<ref name="arkiv280"/> Ligeledes fastholder præsten både før og efter sin tilståelse, at Niels Bruus var "løbet af plads" uden at der sættes en undersøgelse i gang af, hvornår han i givet fald var vendt tilbage.
 
=== Kritik ===
 
[[Fil:Jeppe Aakjær 1908 by Saxtorph-Mikkelsen.jpg|thumb|[[Jeppe Aakjær]]s tre-bindsværk fra 1904 ændrede tolkningen af Blicher.]]
I en længere periode efter Blichers død blev hovedvægten hos kritikerne lagt på de [[biografi]]ske træk i Blichers forfatterskab.<ref name="rune">[http://runeberg.org/dbl/2/0382.html Steen Steensen Blicher i P. Hansen, ''Illustreret dansk Literaturhistorie'', 1902:282]</ref><ref group="note"> Dette gælder fx Evald Tang Kristensen og M.A.S. Lund (1882)</ref> I [[1904]] udkom [[Jeppe Aakjær]]s tre-bindsværk med mere end 1.000 sider om Blicher, hvilket markerede en ændring i tolkningen af Blicher. Aakjær gendrev den biedermeierske læsning af Blicher og fremhævede Blichers evne til at beskrive tragiske menneskeskæbner, med reference til Blichers eget tragiske livsforløb. [[Hans Brix]] anskuede derimod de dystre træk ved noveller som Præsten i Vejlbye som udtryk for Blichers indsigt i den menneskelige natur og seksualitet.<ref>Hans Brix:''Blicher Studier'' (Nordisk Forlag 1916) s. 57-63.</ref> Efter 1920, hvor [[Sigmund Freud]]s ''Det ubevidste'' blev oversat til dansk, fremhævede anmelderne i stigende grad det [[psykologi]]ske element i novellerne.
 
Perioden efter [[første verdenskrig]] betegnede [[krimi]]ens anerkendelse som selvstændig genre. Hovedtemaet er, at en forbrydelse begås (ofte efter en optakt med "ondskab" i luften), hvorefter en [[detektiv]], ofte en begavet amatør, foretager en efterforskning, fordi politiet er ude af stand til at opklare sagen. Først nogle år senere blev ideen om, "liget der forsvandt", som er afgørende i ''Præsten i Vejlbye'', et tema i krimien. Et eksempel herpå er ''The Corpse Vanishes'' fra 1942.<ref>[http://www.imdb.com/title/tt0034613/ IMDB:''The Corpse Vanishes (1942)''] Hentet den 22. december 2016</ref> Dette er et eksempel på, at Blicher med ''Præsten i Vejlbye'' var en foregangsmand indenfor en genre, som først udfoldede sig som anerkendt litterær genre i 1900-tallet. Dette bekræftes af en anerkendt krimikritikers fastlæggelse af genren.<ref>{{cite book|first=Robert |last=Barnard|year=1980|title=A Talent to Deceive: An Appreciation of Agatha Christie|location= London}}</ref>
 
Blichers værker kaner derforudtryk bedstfor beskrives somen ''tragisk realisme''. HansI bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol."<ref name=autogeneret1 /> I præstenPræsten fra Vejlbye" er det tragiske, at alle uskyldige hovedpersoner misforstår den manipulation, Bruus - familien udøver. Realismen er, at retfærdigheden ikke altid er afslutningen på et drama.<ref name="holk" /> Dette grundmotiv, som findes i flere af Blichers noveller, er blevet betegnet som [[psykisk]] tvang.<ref name="Bag">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=161f.}}</ref> Den psykiske tvang i den blicherske novelle betegnes her som en skæbneopfattelse, der "…viser det enkelte menneskes skæbne som et begivenhedsforløb, der er immanent determineret af den virkelighed, som er menneskenes, af deres karakter og af de situationer, som skabes af de mellemmenneskelige relationer;".<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=167.}}</ref>
Søren Baggesens [[disputats]] et det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher. Han fastlægger først genren for de blicherske noveller, der betegnes som realistiske skæbnefortællinger, hvor personerne vikles ind i uundgåelige skæbnebestemte situationer. Analysen her bygger på den forståelse, at:
 
:”''Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.''”<ref name=autogeneret2 />
Blichers værker kan derfor bedst beskrives som ''tragisk realisme''. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol."<ref name=autogeneret1 /> I præsten fra Vejlbye er det tragiske, at alle uskyldige hovedpersoner misforstår den manipulation, Bruus - familien udøver. Realismen er, at retfærdigheden ikke altid er afslutningen på et drama.<ref name=holk/> Dette grundmotiv, som findes i flere af Blichers noveller, er blevet betegnet som [[psykisk]] tvang.<ref name="Bag">{{Harvnb|Baggesen|1965|p=161f.}}</ref> Den psykiske tvang i den blicherske novelle betegnes her som en skæbneopfattelse, der "…viser det enkelte menneskes skæbne som et begivenhedsforløb, der er immanent determineret af den virkelighed, som er menneskenes, af deres karakter og af de situationer, som skabes af de mellemmenneskelige relationer;".<ref>{{Harvnb|Baggesen|1965|p=167.}}</ref>
{{endspoiler}}
 
[[Fil:Jens Christian Grondahl 20100329 Salon du livre de Paris 5.jpg|thumb|Forfatteren [[Jens Christian Grøndahl]] med i den komite, som udvalgte de litterære værker til [[Kulturkanonen]] i 2006.]]
 
I [[2006]] blev "Præsten i Vejlbye" et af de tolv litterære værker, som er en del af [[kulturkanonen]], som blev lanceret af den daværende [[kulturminister]] [[Brian Mikkelsen]].<ref name="blichernu"/> Komiteen som udvalgte "Præsten i Vejlbye" bestod af [[professor]] [[Finn Hauberg Mortensen]] (formand), professor [[Erik A. Nielsen]], forfatter [[Mette Winge]], forfatter [[Claes Kastholm Hansen]], forfatter [[Jens Christian Grøndahl]],<ref>[http://kum.dk/uploads/tx_templavoila/KUM_kulturkanonen_OK2.pdf Kulturkanonen # OM KANON FOR LITTERATUR]. S. 108. [[Kulturministeriet]]. Hentet 21/12-2016</ref> og de begrundede deres valg med at:
 
:"''Fortællingen, som er et meget tidligt eksempel på en dansk kriminalfortælling, er virtuost komponeret og den frygtelige pointe dygtigt skjult, fordi den troskyldige dagbogsskriver ikke har haft panisk [[fantasi]] nok til at forestille sig det anslag, han og de andre er genstand for. Stilen lyser af [[elegi]]sk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig.''"”:<ref name="kult142">Kulturministeriet: Kulturkanon, s. 142</ref>