Den Franske Revolution: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved Raspi Fly, fjerner ændringer fra 185.56.102.213 (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
Linje 8:
Den nye stænderforsamling domineredes straks af reformvenlige adelige og gejstlige (Grev [[Mirabeau]], Markis de [[La Fayette]], Abbé [[Sieyès]]), som ønskede dyberegående politiske reformer og støttedes af borgerskabet (den såkaldte [[3. stand]]). Stænderforsamlingen havde været sammenkaldt i 1614 og fungerede på den måde, at de tre klasser hver havde 1 stemme i den endelige beslutning. 3. standen repræsenterede langt den største del af befolkningen og dertil kom, at adelen og gejstligheden var tæt forbundne og derfor i praksis sad på magten. 3. standen ønskede derfor, at forhandlingerne skulle foregå i samlet flok, hvilket adelen pure afviste. Adelen forsøgte sig med et forslag om, at 3. stand kunne få lige så mange repræsentanter som gejstligheden og adelen tilsammen, men med en fastholdelse af 1 stemme pr. stand var det en gratis omgang og 3. stand besluttede derfor, at de intet som helst ville foretage sig, før kongen beordrede fælles forhandling. Efter 6 uger begyndte et antal sognepræster og liberale adelige at tilslutte sig 3. standen, som 17. juni valgte at kalde sig Nationalforsamlingen. 20. juni måtte de flytte ud af forsamlingsbygningen, der skulle "repareres" og ind i en stor tennishal, hvor de sværgede "Tennisshalseden" om, at de ikke opløste forsamlingen før en ny forfatning var blevet til.{{kilde mangler|dato=Uge 16, 2013}}
 
Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, blev pariserne bekymrede. Rygterne ville vide, at kongen havde tænkt sig at angribe byen med sine tropper og de begyndte 13. juli at samle sig og skaffe sig våben for at forsvare byen. Et af de steder, der var våben, var [[Bastillen]], en midderalderbefæstning, som blev brugt som fængsel og dagen efter, 14. juli 1789, stormedes [[Bastillen]]. Kommandanten gik i panik og gav soldaterne ordre om at dræbe og 98 angribere måtte lade livet, 73 blev sårede og 1 forsvarer blev dræbt, inden Bastillen kunne indtages under ledelse af Marquis De L´Afayette, en veteran fra den amerikanske uafhængighedskrig. Han blev dagen efter udnævnt til kommandør af de væbnede styrker i Paris af en komité af parisere.<ref>McKay et al: 2009 A History of WorjjjjjjldWorld Societies 8. udgave, kap 21 {{en sprog}}</ref> DENGANG ELSKEDE DE PENISER
 
I de følgende måneder arbejdede forsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens [[privilegium|privilegier]] og ligeret for loven. Kongemagten befandt sig under stadigt pres og blev drevet på tilbagetog, således blev kongefamilien i efteråret tvunget til at forlade slottet [[Versailles]] og slog sig ned i [[Tuilerierne]] i Paris. Oppositionens og befolkningens holdning til kongen svingede i nogen grad mellem forsøg på samarbejde og national forsoning samt trangen til at holde ham under stadig kontrol. På dette tidspunkt synes målet mest at have været at bevare et grundlovssikret kongedømme ([[konstitutionelt monarki]]).
Linje 17:
 
== Baggrund ==
[[Revolution (politik)|Revolutionens]] baggrund var den voksende økonomiske og sociale spænding i Frankrig gennem 1700-tallet. Den franske enevælde byggede på [[adel]]ens og [[Kirke (institution)|kirkens]] [[skattefrihed]], mens borgerskab og bønder holdtes uden for al politisk magt. [[Ludvig 14. af Frankrig|Ludvig 14.'s]] stormagtspolitik i [[1600-tallet]] havde samtidig belastet landets finanser meget alvorligt. Under [[Ludvig 15. af Frankrig|Ludvig 15.]] (1715-74) led Frankrig en række [[militær]]e og udenrigspolitiske tilbageslag, bl.a. blev det i [[koloni]]erne delvis fortrængt af England, mens det i Europa fik en farlig modstander i Preussen. Halvhjertede reformforsøg førte ikke til resultater og mødtes endda med modstand fra adelens side. Under den svage [[Ludvig 16. af Frankrig|Ludvig 16.]] forsøgte reformvenlige ministre (Turgot, Necker) at afhjælpe finansnøden, men uden held, og kongemagtens prestige undergravedes yderligere gennem dronningen Marie Antoinettes ødsle hofhold. Samtidig voksede den politiske interesse i det franske borgerskab, muligvis opmuntret af [[USA]]'s løsrivelse fra [[England]] samt til dels ved påvirkning fra engelske liberale tanker. [[Oplysningstiden]]s nye idéer om blandt andet [[folkestyre]] bog [[menneskeret]]tigheder forenedes med stigende misfornøjelse med [[enevælde]]ns ødselhed og mislykkede politik. I [[1780'erne]] truedes Frankrig direkte af [[statsbankerot]],nbhj og for at imødegå truslerne indkaldte kongen i foråret 1789 en stænderforsamling i Paris. Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen,mgyujkg khiyubyubuybimen i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte revolutionen. Ludvig den 16. blev henrettet i [[guillotine]]n den 21. januar 1793<ref name='demker'/>.
 
 
 
 
 
[folkestyre]] og [[menneskeret]]tigheder forenedes med stigende misfornøjelse med [[enevælde]]ns ødselhed og mislykkede politik. I [[1780'erne]] truedes Frankrig direkte af [[statsbankerot]], og for at imødegå truslerne indkaldte kongen i foråret 1789 en stænderforsamling i Paris. Hensigten var kun at skaffe midler til at overvinde krisen, men i stedet overtog forsamlingens deltagere initiativet og påbegyndte revolutionen. Ludvig den 16. blev henrettet i [[guillotine]]n den 21. januar 1793<ref name='demker'/>.
 
== Anden fase: Problemer ==