Irlands historie: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Komme til kom |
m bot: flyt sprogikon bagrest; kosmetiske ændringer |
||
Linje 2:
'''[[Irland]]s historie''' rækker tilbage til omkring 8000 f.Kr., da de første jægere og samlere drog fra [[Storbritannien (ø)|Storbritannien]] og det kontinentale Europa til [[Irland (ø)|Irland]], formentlig via en tange af tørt land.<ref>{{cite book | last = Moody | first = T.W. & Martin, F.X., eds. | title = [[The Course of Irish History]] | publisher = [[Roberts Rinehart]] | date = 1995 | pages = 31-32 | id = ISBN 1-56833-175-4}}</ref> Det er også muligt, at der på dette tidspunkt var landforbindelse til Irland mellem nutidens [[Skotland]] og [[Nord-Irland]], hvor afstanden er kortest. Der findes meget få spor fra den tidligste befolkning, men både deres efterkommere og nogle, der indvandrede i den yngre stenalder, specielt fra den iberiske halvø, efterlod sig store, [[neolitisk]]e fundsteder som [[Newgrange]]<ref>[http://hnn.us/roundup/entries/7406.html History news netwok] {{date|2004-09-09}}. Hentet {{date|2007-04-01}}.</ref><ref>[http://www.prospect-magazine.co.uk/article_details.php?id=7817 Myths of British ancestry] Stephen Oppenheimer. October 2006, Special report. Hentet {{date|2007-04-01}}.</ref>. Efter at de kristne missionærer (mest kendt er [[Sankt Patrick]], i det [[5. århundrede]]) var nået til øen, blev den hedenske religion underordnet kristendommen fra cirka [[600]].
Fra omkring [[800]] og mere end et århundrede frem skabte angreb fra [[vikinger]] blodbad og kaos blandt befolkningen og i de forskellige regionale kongeslægter samt hos den irske klosterkultur, der var den blomstrende og vidt udbredte keltiske kristendoms kerne. Begge disse institutioner viste sig dog stærke nok til at overleve overfaldene og endda at kunne assimilere indvandrerne. De anglonormanniske lejetroppers kom i 1169, under ledelse af [[Richard de Clare, 2.jarl af Pembroke]], også kendt som "Richard Strongbow", markerede begyndelsen på mere end 700 års først normannisk, og senere engelsk, direkte indblanding i Irlands forhold. Den engelske krone krævede ikke fuld kontrol med øen før den [[engelske reformation]], hvor spørgsmål om de irske vasallers loyalitet skabte grobund for en række militære felttog i perioden 1534-1691. Perioden blev endvidere præget af en engelsk bosættelsespolitik, der førte til ankomsten af tusindvis af engelske og skotske protestantiske bosættere. Da det militært og politisk nationale Irlands nederlag blev tydeligere fra og med starten af det [[17. århundrede]], blev de religiøse skillelinjer i landet mere udtalt. Fra da af blev religiøst betonede stridigheder et stadigt tilbagevendende fænomen i irsk historie.
I 1613 mistede det katolske flertal magten i det irske parlament, da man havde oprettet nye valgkredse. Det var en engelsk konstruktion, som blev ført fuldstændig igennem ved slutningen af århundredet, da katolikkerne, der udgjorde 85 % af befolkningen, fik stemmeretten inddraget. Den politiske magt lå hos mindretallet, de protestantiske bosættere, mens den katolske majoritet blev undertrykt systematisk, dvs. politisk såvel som økonomisk. I 1801 blev det selvstændige parlament nedlagt, og Irland blev med unionsloven en del af [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]]. Katolikker forblev udelukket fra at sidde i det fælles parlament indtil 1829.
Linje 15:
[[Fil:Www.wesleyjohnston.com-users-ireland-maps-historical-ice age.gif|thumb|200px|Irland i Istiden.]]
Vores begrænsede kendskab til det før-kristne Irland kommer fra ganske få romerske kilder, irsk poesi og mytologi samt arkæologi. De tidligste indbyggere menes at være kommet til øen da klimaet blev mildere, da indlandsisen
[[Bronzealderen]] begyndte da kobber og tin blev legeret og der blev skabt genstande; det skete omkring [[2000 f.Kr.]], da Ballybeg fladklingede økser samt andet forbundet metalarbejde blev lavet. Den forudgående periode med [[Lough Ravel]] og mange Ballybeg økser, [[Kobberalder]]en begyndte omkring 2500. Perioden var endvidere præget af forarbejdet guld, bronzeornamenter, våben og værktøjer. Man oplevede en bevægelse væk fra de forhistoriske fællesgrave og så i stedet at de døde begravedes i hellekister eller i lave huller, der kunne være placeret på kirkegårde, i stencirkler eller høje kendt som [[Gravhøj]]e eller [[Varder]]. I den senere del af perioden begyndte begravelsesceremonier også at indbefatte ligbrænding og i gravene fra den midterste periode i bronzealderen er det sædvanligt at finde urner.
Linje 21:
[[Jernalderen]] i Irland begyndte omkring [[600 f.Kr.]] I denne historiske periode (til [[431]]) udviklede de vigtigste kongeriger som [[In Tuisceart]], [[Airgialla]], [[Ulaid]], [[Mide]], [[Laigin]], [[Mumhain]] og [[Cóiced Ol nEchmacht]] sig. Indenfor disse kongeriger udviklede der sig en vigtig kultur. Samfundene var præget af en overklasse bestående af aristokratiske krigere og lærte folk, formodentlig også [[Druide]]r.
I det 17. århundrede fandt sprogforskere frem til at de talte et sprog kendt som [[Goidelisk]], en gren af [[Keltiske sprog]]. Oprindelig er det blevet forklaret med en udefrakommende keltisk invasion fra kontinentet. Imidlertid har undersøgelser foretaget i det [[20. århundrede]] modbevist det, og det viser sig at den keltiske kulturindflydelse
* [http://www.familytreedna.com/pdf/capelli2_CB.pdf A Y Chromosne Census of the British Isles (pdf)]
* [http://www.sfgate.com/cgi-bin/article.cgi?file=/news/archive/2000/03/23/state0101EST0331.DTL&type=science Scientists use Irish genes to uncover Europe's past]
* [http://www.gnxp.com/MT2/archives/000648.html Gene Expression – CELTS AND ANGLO-SAXONS]</ref>
Romerne kaldte Irland for [[Hibernia]]. Cirka [[100]] beskrev [[Ptolemæus]] den irske geografi og de irske stammer. Irland blev aldrig en del af Romerriget, men romersk indflydelse nåede ofte langt ud over de formelle grænser. [[Tacitus]] skrev at en eksileret irsk prins var med [[Gnaeus Julius Agricola|Agricola]] i Britannia og ville tage hjem for at tage magten i Irland. Juvenal beretter om at romerske ''"tropper havde samlet sig ud for Irlands kyster"''. I de seneste år har der været hypoteser fremme om at romersk støttede gæliske soldater (eller romerske tropper) har forsøgt sig med en art invasion omkring år 100,<ref name='ba-n014-0596'>{{cite web|url=http://www.britarch.ac.uk/BA/ba14/ba14feat.html |publisher=British Archaeology|title=Yes, the Romans did invade Ireland}}</ref> men præcist hvilket forhold der var mellem Rom og Hibernia hviler på usikker viden.
Under den [[Store Sammensværgelse]] i 367 angreb irske forbund Britannia og bosatte sig efterfølgende.
Linje 36:
Irland gennemgik drastiske ændringer i de første århundreder af det første årtusinde.
[[Niall Noigiallach]] (død ca. 450 e.kr) lagde fundamentet for [[Uí Néill]]-dynastiets magt i det nordlige, vestlige og centrale Irland. Politisk gik man fra det tidligere stammemæssige tilhørsforhold og over til arvedynastier der sikrede en bestemt slægts magtbasis, en overgang der var gennemført i 700. Mange af de tidligere magtfulde kongeriger og klaner forsvandt. Irske [[pirat]]er angreb det vestlige England på samme måde som de selv senere ville blive angrebet af [[vikinger]]. De irske angreb afstedkom grundlæggelse af nye kongeriger i [[Pictland]], [[Wales]] og [[Cornwall]]. [[Attacottiklanen]] i det sydlige [[Leinster]] har endda muligvis tjent i [[den romerske hær]] omkring år 300 e.kr.<ref>*Philip Rance, ‘Attacotti, Déisi and Magnus Maximus: the Case for Irish Federates in Late Roman Britain’, ''Britannia'' 32 (2001) 243-270</ref>
Det er ikke usandsynligt at denne [[kulturudveksling]] også var den der bragte [[kristendommen]] til Irland, i form af rige hjemvendte lejesoldater, handelsfolk eller stjålne [[slaveri|slaver]] i [[Wales]] og [[Britannia]]. Tidlige kilder viser at der var [[kristne missionærer]] aktive i Irland lang tid før [[St.Patrick]]. Uanset hvordan denne ny [[religion]] fandt sin vej til Irland, ville den komme til at få en gennemgribende og bestandig effekt på øen.
Linje 42:
[[Fil:KellsFol292rIncipJohn.jpg|thumb|200px|En side fra [[Book of Kells]] fra Johannesevangeliet.]]
Den traditionelle forklaring på kristendommens komme til Irland lyder at St.Patrick ankom i 432 e.kr og at han i årene der fulgte begyndte det missionsarbejde der skulle få irerne til at konvertere til kristendom. Til det kan man indvende at den samtidige krønikeskriver [[Prosper af Acquitaine]], har nedfældet at [[Palladius]] var sendt til Irland af [[paven]] i 431 som ''"den første biskop i den irske kristne tro"'', hvilket må betyde at der allerede har været kristne tilstede i Irland. Det tyder på at Palladius fungerede som biskop i de allerede kristnede områder i [[Leinster]] og [[Meath]], – mens at St.Patrick, – der kan være ankommet så sent som 461 -, menes at have arbejdet som missionær i de hedenske og mere fjerntliggende områder som [[Ulster]] og [[Connacht]].
Patrick tillægges traditionelt at han bevarede og beskyttede de oprindelige sociale-, og stammemæssige mønstre blandt irere, han indordnede lovene og ændrede kun de der gik imod kristen praksis. Han tillægges også indførelsen af [[det romerske alfabet]], der gav irske munke mulighed for at bevare deres udbredte keltiske mundtlige tradition. Der er dog ikke fundet noget historisk belæg der understøtter at man netop skal kunne tillægge St.Patrick disse bedrifter. Myterne der omgærder St.Patrick, blev skabt af kirken i århundrederne efter hans død.<ref>*[[Carmel McCaffrey]], Leo Eaton "In Search of Ancient Ireland" Ivan R Dee (2002)PBS 2002</ref>
Linje 91:
{{Uddybende|Irlands historie 1801-1922}}
[[Fil:Daniel O'Connell - Project Gutenberg 13103.jpg|
Efter den [[irske opstand i 1798]], vedtog de britiske og irske parlamenter unionsloven, der fusionerede det irske kongerige og det forenede kongerige Storbritannien(der selv var en fusion mellem Wales(1536), Skotland(1707) og England) til [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]]. En del af de aftaler der lå bag unionsloven var at man ville komme med indrømmelser til de religiøse grupperinger, katolikker, presbyterianere og andre,
I 1823 førte den katolske advokat Daniel O´Connell – også kendt som "The Great Liberator" – an i en succesfuld kampagne for katolsk frigørelse der i 1829 førte til hans indvælgelse i det fælles parlament. Sidenhen førte han også an i en knap så succesrig kampagne om at tilbagekalde unionsloven.
Irland blev ramt af dets anden store hungersnød i 1845-1849, da en skimmelepidemi angreb kartoflerne, hvilket førte til sultedød og én masse udvandring. Betydningen af udvandringen var enorm fra at der boede 8 millioner før hungersnøden boede der i 1911 kun 4.4 millioner.
Det [[irsk (sprog)|irske sprog]], der engang var det eneste talte sprog på øen, hensvandt i brug i løbet af det [[19. århundrede]] mest på baggrund af hungersnøden og indførelsen af [[den nationale skole]], men også grundet ledende irske politikeres modstand mod det; det blev i store træk erstattet af [[engelsk]].
Udover den etablerede nationalisme, fandt der en række af voldelige opstande sted; i 1803, under ledelse af [[Robert Emmet]]; i 1848 anført af ''The Young Irelanders'', mest kendt her er [[Thomas Francis Meagher]]; og i 1867 opstanden ledt af det ''Irske Republikanske Fællesskab''. Alle nedkæmpet, men ''fysisk udfoldet nationalisme'' forblev en understrøm i det 19.århundredes Irland.
I den sidste del af det 19. århundrede, var man endvidere vidne til en store jordreformer, spydspidsen i bevægelsen var Michael Davitt´s ''Land League'' der blev kendt for sine tre F´er; ''Fair Rent, free sale, fixity of tenure''(rimelige renter, frit salg, ejendomstryghed). Fra 1870 og som et resultat af Jordkrigsbevægelsen og delvis grundet 1880´ernes Kampagneplan, gennemførte forskellige britiske regeringer en række Irske landlove – her var ikke mindst Wyndham Jordkøbsloven fra 1903 en milepæl for social medbestemmelse, da tidligere store godsejer-arealer blev opdelt og efterhånden givet til husmænd og forpagtere. Det brød effektivt problemet med fraværende godsejere og løste det årelange spørgsmål om den irske jord.
Linje 107:
I 1870´erne blev spørgsmålet om irsk selvstyre igen aktualiseret, denne gang af ''[[Irish Parliamentary Party]]'' og dets karismatiske protestantiske leder – jordejeren [[Charles Stewart Parnell]]. Den britiske premierminister William Ewart Gladstone forsøgte at få hjemmestyret stemt igennem i såvel 1886 som i 1893, – begge gange uden held. Parnells kontroversielle lederskab endte da det blev opdaget at han var impliceret i en skilsmisseskandale, det blev afsløret at han havde boet sammen med [[Katherine O´Shea]] med hvem han havde tre børn, og som længe havde været separeret fra et andet irsk parlamentsmedlem.
Efter vedtagelsen af [[loven for lokalt selvstyre i Irland]] i 1898 blev der for første gang lagt fuldstændig demokratisk kontrol ud i lokale spørgsmål, med valg til [[Local County Council]], – nu var magten fra de tidligere storjuryer brudt, debatten om totalt hjemmestyre blev efterfølgende intensiveret og spændinger mellem [[irske nationalister]] og [[irske unionister]](de der ønskede at forblive i union med Storbritannien) blev mere hyppige. Det meste af øen var nationalistisk indstillet (katolske og bønder). Men i nordøst var for en bevaring af unionen og generelt mere industrialiserede og protestantiske. Unionister frygtede at miste indflydelse samt økonomisk nedgang i et katolsk og landligt domineret katolsk hjemmestyret Irland. Nationalister var overbeviste om at de ville forblive økonomisk og politiske andenrangs borgere hvis ikke de opnåede hjemmestyre. Denne splittelse skabte to sekteriske bevægelser den unionistisk-protestantiske Orangeorden(den blev grundlagt i 1795) og den nationalistisk-katolske ''Ancient Order of Hibernians''.
=== Hjemmestyre, påskeopstanden 1916 og Uafhængighedskrigen ===
Pilen pegede kraftigt i retning af hjemmestyre da Irish Parliamentary Party (IPP), under ledelse af [[John Redmond]], i [[1910]] blev tungen på vægtskålen i det engelske underhus og den tredje hjemmestyrelov blev fremlagt i [[1912]]. Den unionistiske modstand viste sig øjeblikkelig med dannelsen af [[Ulster Volunteers]]. [[Irish Volunteers]] blev skabt som et modsvar og for at underbygge indførelsen af selvstyre.
[[Fil:Easter Proclamation of 1916.png|left|thumb|Påskebekendtgørelsen<br />Der blev omdelt af lederne af opstanden]]
I september 1914, netop som [[1.verdenskrig]] var brudt ud, vedtog det britiske parlament endelig den tredje hjemmestyrelov der ville sikre irsk selvstyre, loven ville dog først træde i kraft når krigshandlingerne på kontinentet var ophørt. For at sikre implementeringen af hjemmestyret støttede nationalistiske ledere og IPP under Redmond briterne i krigen mod [[Centralmagterne]]. Kernen i Irish Volunteers var imod beslutningen, men flertallet forlod partiet og dannede [[National Volunteers]] der lod sig hverve til de irske regimenter [[10th Irish Division]] og [[16th Irish Division]]. Før krigens afslutning forsøgte briterne sig med to fælles forsøg på at implementere irsk hjemmestyre, et i maj 1916 og et med den [[Irske Kongres, 1917-18]], men de irske parter (nationalister og unionister) var ikke i stand til at nå til enighed om hvorvidt Ulster skulle permanent unddrages eller om de skulle inkorporeres.
Perioden 1916-21 var præget af politisk vold og opstande, der endte ud i [[Irlands deling]] og uafhængighed for 26 af de 32 grevskaber. [[Påskeopstanden 1916]], en opstand i Dublin, var et forfejlet forsøg på at skaffe hele Irland uafhængighed. Støtten til opstanden var begrænset i befolkningen, men den voldsomme straf oprørerne modtog medførte et holdningsskifte til fordel for uafhængighed i befolkningen. Da briterne udskrev værnepligt i foråret 1918 (som resultat af [[den tyske forårsoffensiv 1918]] på vestfronten) blev dette holdningsskifte styrket kraftigt (''se [[Værnepligtskrisen 1918]]''). Ved [[decembervalget 1918]] vandt [[Sinn Féin]], rebellernes parti, trefjerdedele af de irske stemmer – i Januar 1919 forsamlede de irske parlamentsmedlemmer i Dublin for at danne et parlament bestående af alle 32 grevskaber, det første [[Dáil Éireann]] der hævdede uafhængighed for hele Irland.
Uvillige til at ville forhandle nogen anden aftale på plads end total uafhængighed for hele øen, udkæmpede [[IRA]] en guerillakrig fra 1919 til 1921 ([[Den irske uafhængighedskrig|Irske Uafhængighedskrig]]). I løbet af kampene og midt i megen bitterhed, blev den [[fjerde hjemmestyrelov, 1920]] implementeret som nuvel sikrede hjemmestyre men også delte øen i et [[Nordirland]] og et [[Sydirland]]. I juli 1921 aftalte den irske og engelske regering at indgå en våbenhvile. I december 1921 underskrev repræsentanter fra begge regeringer den [[Anglo-Irske traktat]]. Den irske delegation blev ledt af [[Arthur Griffith]] og [[Michael Collins]]. Dette afskaffede den [[Irske republik]] og skabte i stedet [[Den Irske Fristat]], et selvstyrende område i det britiske imperie som [[Canada]] og [[Australien]]. Ifølge traktaten kunne Nordirland trække sig ud af Fristaten og forblive i Det Forenede Kongerige, hvilket det gjorde øjeblikkeligt. I [[1922]], ratificerede begge parlamenter traktaten, der formaliserede uafhængigheden for de 26 grevskaber i den Irske Fristat (der i [[1937]] tog navnet Irland og i [[1949]] erklærede sig selv en republik); mens de seks grevskaber Nordirland opnåede hjemmestyre som en del af [[Storbritannien|det Forenede Kongerige]]. I de kommende 75 år ville hvert respektivt territorium være stærkt forbundet med henholdsvis katolsk og protestantisk ideologi, dog stærkest markeret i de seks grevskaber i Nordirland.
Linje 132:
== Litteratur ==
*
*
*
*
*
*
== Yderligere læsning ==
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
== Fodnoter ==
Linje 186:
{{Europæiske staters historie}}
[[Kategori:Irlands historie| ]]
| |||