Erik Ejegod: Forskelle mellem versioner

Erik Ejegod var den fjerde af [[Svend 2. Estridsen|Svend Estridsens]] sønner, som opnåede at blive konge i Danmark. Han blev valgt som konge i [[1095]] efter broderen [[Oluf 1. Hunger]]s død. Erik Ejegod var ved sin broder [[Knud den Hellige|Knuds side]], da denne blev dræbt i [[Odense]]. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvadskjalde[[kvad]] engageret i at bekæmpe [[vender]]ne i [[Nordtyskland]].<ref name="Fen">Fenger (2002-2005)</ref> Dette folkeslag var trængt af [[germaner]]ne, der var i færd med at [[koloni]]sere den østlige del af [[Tyskland]], og venderne slog sig derfor på [[plyndring]]er i den sydlige del af Danmark. Det lykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, [[Rügen]], og han indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes [[fyrste]].{{kilde mangler|dato=maj 2018}}<ref>http://lexopen.dk/biografi/er/Erik%201.%20Ejegod.html</ref>

Erik Ejegod genoptog de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske [[kirke (trosretning)|kirke]] fra [[ærkebispedømmet Hamborg-Bremen]], og i [[1103]] lykkedes det ham med [[pave]]ns velsignelse at oprette et selvstændigt dansk [[ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]]. [[Ærkebiskop Asser|Asser]], som Oluf havde udnævnt til [[biskop]] i Lund, blev nu Nordens første [[ærkebiskop]]. Ved samme lejlighed udvirkede Erik, at broderenfå Knudsin blevbror Knud [[helgen]]kåret.<ref name=autogeneret1>[http://www.katolsk.no/biografier/historisk/knut Den katolske kirke — Den hellige Knut av Danmark (~1043-1086)]</ref>

Erik besluttede i 1103 at drage på [[pilgrim]]sfærd til [[Jerusalem]], som i [[1099]] under det første [[korstog]] var blevet tilbageerobret fra [[muslim]]ernes [[besættelse]]. Erik rejste med sit store følge over [[Novgorod]] i [[Rusland]], og han besøgte [[kejser]]en af det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske rige]] i [[Konstantinopel]] ([[Miklagård]]) med sin [[Livgarde|garde]] af nordiske '[[væringer]]'.{{kilde mangler|dato=juni 2018}} Han nåede dog aldrig frem til [[Jerusalem]], men døde på [[Cypern]] – vistnok ved [[Pafos]], hvor han blev begravet.{{kilde mangler|dato=juni 2018}} Hans dronning, Bodil, fortsatte rejsen til [[Det hellige Land]], hvor hun skal være død på [[Oliebjerget]] som følge af sygdom.<ref name="Fen"/> Parret efterlod sønnerne [[Knud Lavard]] og [[Harald Kesja]]. Erik Ejegod nåede i løbet af sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen [[Slangerup]], blandt disse var efter overleveringen en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels'(Nikolais) ben.<ref name="KD"/> Saxo hævdede, at han også befalede, at der skulle opføres en vældig kirke på hans fødested i [[Slangerup]]. Da denne kirke blev opført var den blandt Nordens største stenkirker. Kirken blev nedrevet efter reformationen, men [[apsis]] blev stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge.{{kilde mangler|dato=juni 2018}} Ruinerne af kirkengravsted er blevet udgravet flere gange. Efter undersøgelser i 1945dag og 1973 udarbejdede arkæologerne en grundplan, som viser, at kirken var 51 meter lang ogikke cakendt. 17 meter bred .<ref name="KD">[https://wwwin.kristeligt-dagbladreuters.dkcom/historiearticle/erikus-ejegodscyprus-basilikadenmark-titterking/denmark-atterand-fremcyprus-ipay-tribute-to-slangerup] ''Erik Ejegods basilika titter atter frem i Slangerup'', Kristeligt Dagblad, 7. januar 200912th-century-king-idINL2675268220080326</ref>

Der er kun overleveret få skriftlige kilder om Erik Ejegod fra tiden kort efter hans død.: [[Roskildekrøniken]], som var stærkt kritisk i sin fremstilling af hans virke; og [[Saxo]], som hyldede ham som den "ejegode" konge.<ref name="Fen"/>

== Kilder/henvisningerNoter ==