Heliocentrisme: Forskelle mellem versioner

Det første store brud med Aristoteles’ verdensbillede kom fra Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Det skyldtes, at man i renæssancen begyndte at søge tilbage i tiden. Tilbage til kilderne var deres kampråb. Dette førte til en masse oversættelser af gamle filosofiske bøger, hvilket gav anledning til at finde fejl i det gamle filosoffers beskrivelser af verden. Under den sorte død havde man koncentreret sig om at overleve, men i renæssancen fik man et overskud økonomisk, socialt og videnskabeligt, grundet større eksport/import. Udover dette var det også naturligt for Italien at søge tilbage til deres storhedstid, nemlig romerriget, dette førte til at resten af Europa blev fascineret af Italien og deres undersøgelser af verden. Det var ikke pga. af romerriget, at resten af Europa begyndte at kigge tilbage i tiden, men af ren og skær fascination af det kulturelle centrum Italien. Der kom en stigende eventyrlyst og interesse for at undersøge verden blandt det enkelte menneske. I renæssancen kom der en stigende interesse for at undersøge verden uden for Europa. Man søgte efter nye handelsveje for at øge væksten i samfundet, og ligesom den stigende interesse for de nye dele verden blev interessen for undersøgelse af mennesket og rummet også forøget. Det var derfor også på dette tidspunkt, at Kopernikus begyndte at fundere over sit verdensbillede. Kopernikus troede ikke på, at jorden var i midten i af universet. Han mente, at solen måtte være i midten. Uden om den cirkulerede alle de andre planeter. Dette forklarede også [[Parallakse|parallaksen]] (vinkelen med den nærmeste stjerne), som Kopernikus kunne se, ud fra det sluttede han også, at universet måtte være 500 gange større, end man hidtil havde troet. Dette blev kaldt det heliocentriske (sol-centrede) verdensbillede, det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede hed det geocentriske (jord-centrede) verdensbillede. Kopernikus’ verdensbillede forklarede også Mars’ sløjfeformede bane på himlen, det var dette, som Ptolemæus forklarede v.h.avha. de såkaldte epicykler. Der var dog stadig en del en skepsis fra kirken, selvom kirken selv havde ansat Kopernikus til at fastlægge påsken, troede de ikke på, at solen kunne være det centrale i universet. Da Kopernikus i 1543 udgav sin bog ”De revolutionibus orbium caelestium” skrev kirken også i forordet, at dette blot var en matematisk model, en hypotese, som ikke passer med virkeligheden.