Dansk slavehandel: Forskelle mellem versioner

I 1792 udstedte [[Christian 7.]] "Forordning om Neger-Handelen", der forbød handel med slaver.<ref>[http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/forordning-om-negerhandelen-1792/ Forordning om Negerhandelen, danmarkshistorien.dk]</ref> Forordningen trådte dog først i kraft i 1803. [[Danmark-Norge]] blev derved det første land i Europa, der forbød handel med slaver,<ref>Storbritannien forbød handel med slaver ved ''Slave Trade Act'' ([http://www.pdavis.nl/Legis_06.htm Teksten til Slave Trade Act]) i 1807. Selve slaveriet blev forbud ved ''Slavery Abolition Act'' i 1833</ref><ref>{{cite news |url=http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/myte-var-danmark-det-foerste-land-der-ophaevede-slaveriet/?no_cache=1 |title=MYTE: VAR DANMARK DET FØRSTE LAND, DER OPHÆVEDE SLAVERIET? |work=danmarkshistorien.dk/ |date=26. maj 2015 |accessdate=4. august 2016}}</ref><ref>[http://www.antifascistisk-forum.dk/2.2015.pdf Albert Scherfig, ''En moderat debat. Centrale argumenter op til inførelsen af slavehandelsforbuddet'', 2015 Antifascistisk Forum (s. 12-14)]</ref> men selve [[slaveri]]et blev først forbudt i [[1848]].

 

{{uddybende|Trekantshandel}}

[[Fil:Triangular trade.png|thumb|Trekantshandlen var fordelagtig fordi skibene var lastet under hele rejsen og de sejlede sådan, at vind og strøm blev udnyttet maksimalt.]]

 

Først fremstillede man i Danmark [[gevær]]er, [[krudt]] og [[brændevin]], som samledes i [[København]], hvorfra skibene sejlede til [[Afrika]]. Fra Guldkysten til [[Caribien]] var det slaver, som var den vigtigste last, men også betydelige mængder [[elfenben]] kom via Caribien til København. Fra Caribien var sukkerrørs-sirup den vigtigste last sammen med [[tobak]] og [[Mahogni (tømmer)|mahogni]]. Tilbage i Danmark blev sukkerrørs-siruppen raffineret til sukkertoppe.

 

[[Vestindisk-guineisk Kompagni]] havde hovedansvar for den danske slavehandel fra Guldkysten til Caribien.

 

Kompagniets instrukser til dets mandskab var, at slaverne skulle behandles ordentligt. Det var ikke af humanitære grunde, men fordi slaverne skulle sælges i Vestindien med størst mulig fortjeneste. Døde slaver gav ingen fortjeneste, syge slaver gav dårlig fortjeneste, mens stærke, friske og pæne slaver gav god fortjeneste. Der foregik allerede en udvælgelse af slaverne, før de kom om bord på skibene. Under overfarten blev de ikke beskadiget unødigt, da slaver med mærker efter piskeslag gav ringere udbytte. {{kilde mangler|dato=Uge 3, 2009}}

 

[[Fil:Guinea map 1725.jpg|thumb|Kort over Guldkysten]]

"Guinea-bugten" står der på gamle kort på den store bugt i Vestafrika. Med navne som Guldkysten, [[Slavekysten]] og [[Elfenbenskysten]] som peger på de varer kysten bød på, da europæerne udforskede området. Elfenbenskysten er navnet på en nation. Alle vigtige europæiske søfartsnationer forsøgte at etablere sig her i 1600-tallet, og handelen var mest omfattende i slutningen af 1700-tallet. Der blev indgået aftaler med de lokale som herskerne over [[ashanti]]-folket, akwamo-folket og fante-folket. Der blev bygget handelsforter. Europæerne var i indbyrdes konkurrence, og der var krigshandlinger lige som i Europa. Også de afrikanske folk levede i ufred med hinanden og europæerne. Krigshandlinger var forventede og fæstningsanlæg nødvendige. Handelsforterne skiftede ofte ejer.

Det var sædvanligt at brændemærke sit løsøre. Slaver blev også mærket på den måde. Det [[Vestindisk-guineisk Kompagni]] mærkede sine slaver med et S på låret: Et jern blev gjort rødglødende, presset mod huden og efterlod et mærke.

 

[[Fil:AfricanSlavesTransport.jpg|thumb|Slavetransport i Afrika]]

Slavehandel var en gammel tradition i Vestafrika og blev ikke skabt af de europæiske søfartsnationer. Der var en omfattende slaveeksport gennem Sahara til de arabiske områder i Nordafrika.