Glyndwroprøret: Forskelle mellem versioner

'''Glyndwroprøret''', ''det walisiske oprør'' eller ''Den sidste krig for uafhængighed'' ({{lang-en|Glyndwr Rising}}) var et walisisk oprør mod det engelske overherredømme, der foregik mellem [[1400]] og [[1415]], sommod det engelske overherredømme. Det blev ledet af [[Owain Glyndwr]]. Det var den sidste store manifestation af en walisisk uafhængighedsbevægelse inden Wales formelt blev inkorporeret i [[England]] ved [[Laws in Wales Acts 1535–1542]].<ref>Gwyn A. Williams, ''When Was Wales? A History of the Welsh'' (London, 1991), p. 122.</ref>

Oprøret startedebegyndte i år 1400, da [[Henrik 4. af England|Henrik Bolingbrok]] som Henrik 4. overtog tronen fra [[Richard 2. af England|Richard 2.]], der hidtil havde givet waliserne gode muligheder i samfundet. Henrik kørte derimod en hårdere linje. Efter en strid med en engelsk stormand udråbte Owain sig selv som [[prins af Wales]] og angreb stormandens borg. TudurTudor-familien fra [[Anglesey]] startede en [[guerillakrig]] mod englænderne, og Henrik sendte sin hær til Wales for at slå oprøret ned. Flere engelske borge faldt for oprørerne, og Owain opnåede stor succes og popularitet i Wales. Englænderne vedtog [[Penal Laws mod Wales 1402|særlige love]] for at forhindre waliserne i at få for meget magt i deres hjemland. Omkring 1402 begyndte [[Kongeriget Frankrig|Frankrig]] også at støtte waliserne, da de så et svækket England som en fordel i den [[Hundredårskrigen|verserende konflikt]] imellem de to nationer.

Flere engelske borge faldt eller blev belejret, og waliserne brugte en taktik med små hurtige angreb mod englænderne og undgik åbne konfrontationer. I 1404 blev Owain kronet som prins af Wales i [[Machynlleth]]. Omkring 1406 begyndte Frankrig at trække deres støtte til oprøret, og englænderne påbegyndte en ny strategi med økonomisk blokade af Wales. Langsomt genvandt englænderne vigtige borge som [[Aberystwyth Castle|Aberystwyth]] og [[Harlech Castle|Harlech]]. Flere af oprørslederne blev dræbt på slagmarken eller taget til fange, men Owain forblev på fri fod. I 1415 havde englænderne igen fuld kontrol over Wales, og de store familier, der havde støttet oprøret, var enten ruineret eller udryddet. Kun [[Maredudd ap Tudur]] formåede for alvor at klare sig godt efterfølgende, idet han rejste til [[London]] og grundlagde det, som senere blev [[Tudordynastiet]].

I de sidste ti år af 1300-tallet havde [[Richard 2. af England]] startetindledt en storstilet plan for at konsolidere sit greb om kongeriget og tage magten fra de stormænd, som konstant udfordrede og truede hans autoritet. Som en del af planen begyndte Richard at flytte sitsin magtbase fra sydøst og London mod countietgrevskabet [[Cheshire]], og han opbyggede systematisk sin magt i det nærliggende Wales. Wales blev styret afvar mange små semi-autonome feudale stater, bispedømmer, herreder og områder under direkte kongelig kontrol. Richard eliminerede sine rivaler og overtog deres land, eller gav det til sine allierede. I denne proces opfostrede han en hel klasse af walisere til at overtage rollerembeder i hans nye len. For disse personerdem var de sidste år af Richard 2.s styre fyldt med muligheder. For de engelske stormænd derimod, var det et yderligere tegn på, at Richard var ude af kontrol.

I 1399 vendte den landflygtige [[Henrik 4. af England|Henrik Bolingbroke]], som var arving til [[hertugdømmet Lancaster]], tilbage for at gøre krav på sine landområde. Henrik samlede en hær, og marcherede mod kongen. Richard skyndte sig tilbage fra Irland til Wales for at tage sig af Bolingbroke, men han blev arresteret af [[Henry Percy, 1. jarl af Northumberland]] på vej fra [[Conwy Castle]] til sit møde med Bolingbroke ved [[Flint Castle]], hvor han skulle diskutere tilbageleveringen af Henriks landområder. Richard blev fængslet i [[Chester]] før han blev ført til London. Parlamentet gjorde hurtigt Henry Bolingbroke til [[regent]] og derefter til konge. Richard døde på [[Pontefract Castle]] kort efter den mislykkede [[Epiphany Rising]] blandt de engelske adelige i januar 1400, men hans død blev ikke kendt før et stykke tid efter. I Wales blev personer som [[Owain Glyndwr]] o.a. for første gang bedt om at vælge side. Waliserne havde generelt støttet kong Richard,<ref name=bbc>{{cite web|url=http://www.bbc.co.uk/wales/history/sites/themes/guide/ch10_revolt_of_owain_glyndwr.shtml|title=BBC Wales - History – Themes – Chapter 10: The revolt of Owain Glyndwr|publisher=|accessdate=15. januar 2015}}</ref> der havde efterfulgt sin far, [[Edvard, den sorte prins]] som [[prins af Wales]]. Da Richard var blevet fjernet fra tronen, blev walisernes mulighederne for forbedre deres status i samfundet mere begrænset. Mange walisere var tilsyneladende usikre påover, hvad der videre skulle ske med dem og deres fremtid.

Oprøret begyndte efter sigende som et skænderi med [[Owain Glyndwr]] og hans engelske nabo.<ref name=bbc/> Skiftende indehavere af titlen som [[Baron Grey de Ruthyn]] af Dyffryn Clwyd var engelske godsejere i Wales. Glyndwr havde været en del af en langtrukken strid med dem. Han havde tilsyneladende gået til parlamentet for at få dem til at løse problemet, og under kong Richard havde han vundet sagen. [[Reginald Grey, 3. Baron Grey de Ruthyn]] — der var loyal mod den nye konge — brugte sin indflydelse til at få beslutningen omstødt. Owain Glyndwr appellerede, men sagen blev afvist.{{sfn | Tout| 1900|p=9}} En anden historie går pålyder, at de Grey med overlæg tilbageholdt en kongelig indkaldelse til Glyndwr om at slutte sig til kongens nye skotske felttog i august 1400. Teknisk set var Glyndwr forpligtet til at stille med soldater til den engelske krone, som han også havde gjort tidligere.{{sfn | Parry| 2010|p=75}}{{sfn | Tout| 1900|p=10}} Ved ikke at respondere på den gemte indkaldelse har han, muligvigs uforvarende, påkaldt sig Henriks vrede.

Den 16. september 1400 blev Owain udråbt til prins af Wales af en lille gruppe af tilhængere,<ref name=bbc/> der inkluderedemed hans ældste søn, hans svogere og [[Dean of St Asaph]]. DetteDet var i sig selv en revolutionær udmelding. Owains mænd spredtes hurtigt over det nordøstlige Wales. Den 18. september blev de Greys fæstning [[Ruthin Castle]] angrebet og stort set ødelagt.<ref name=flint>{{cite web|url=http://flinttowncouncil.co.uk/flint-history/owain-glyndwr/|title=Flint Town Council / Owain Glyndwr|publisher=|accessdate=15. januar 2015}}</ref> [[Denbigh]], [[Rhuddlan]], [[Flint (Flintshire)|Flint]], [[Hawarden]] og [[Holt (Wales)|Holt]] fulgte hurtigt efter. den 22. september blev byen [[Oswestry]] svært ødelagt af Owains plyndring. Den 23. september bevægede Owain sig sydpå for at angribe [[Powis Castle]] og plyndrede [[Welshpool]].<ref>{{cite book|last1=Parry|first1=Charles|title=The Last mab Darogan: The Life and Times of Owain Glyn Dwr|date=2010|publisher=Novasys Ltd|isbn=9780956555304|page=81}}</ref>

På omkring samme tidspunkt startede TudurTudor-brødrene fra [[Anglesey]] en [[guerillakrig]] mod englænderne. [[Tudors of Penmynydd]] var en prominent familie fra Anglesey, der havde tætte forbindelser til Richard 2. [[Gwilym ap Tudur]] og [[Rhys ap Tudur]] var begge militære ledere for et kompagni soldater, der var blevet samlet i 1396 for at beskytte Nordwales mod enhver invasion, som [[Frankrig]] kunne finde på at starte. De sluttede sig til kongen under hans militære ekspeditionmilitærekspedition til Irland i 1398. Da Glyndwr bekendtgjorde sit oprør, svor Rhys, Gwilym og deres tredje bror, [[Maredudd ap Tudur]], åbent troskab til ham; de var Glyndwrs fætre på deres mors side.{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=19}}

Kong Henrik 4., der var på vej tilbage efter en invasion i Skotland, sendte sin hær mod Wales. Den 26. september var han i [[Shrewsbury]] og klar til at gå ind i Wales. I et hurtigt felttog ledte Henrik sin hær rundt om Nordwales. Han var hele tiden generet af dårligt vejr og angreb fra den walisiske guerilla.<ref name=Bradley/> Da han ankom til Anglesey, hærgrede han øen, og angreb landsbyer og klostre, inklusivesom [[Llanfaes Friary]] nær [[Bangor (Gwynedd)|Bangor]].{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=21}} Dette var det historiske gravsted for Tudor-familen.{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=17}} Rhys ap Tudur ledte et baghold på kongens troppersoldater ved [[Rhos Fawr]]. Efter kampene flygtede englænderne tilbage tili sikkerhed i [[Beaumaris Castle]].{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=21}} Den 15. oktober var Henrik tilbage i Shrewsbury, hvor han løslod flere fanger, og to dage senere var han i [[Worcester]].<ref name=Bradley>{{cite book|url=https://books.google.com/books?id=E6TRAAAAMAAJ&pg=PA1&lpg=PA1&dq=Glynd%C5%B5r+Rising&source=bl&ots=FplNhexbMK&sig=8Y9BGAZUn7Vr3uOl4M4Rqy43OQ8&hl=en&sa=X&ei=DoaPU9LnG8LLsAS_5IKoCA&ved=0CB8Q6AEwADgK#v=onepage&q=Glynd%C5%B5r%20Rising&f=false|title=Owen Glyndwr and the last struggle for Welsh independence|publisher=|accessdate=15. januar 2015}}</ref>

I 1401 begyndte oprøret at sprede sig. Owain fik kontrol over en stor del af det nordlige og centrale Wales. Der blev registreret adskillige angreb på engelske byer, borge og herregårde i nord. Selv mod syd i [[Brecon]] og [[Kongeriget Gwent|Gwent]] var der forlydender om bander af røvere og lovløshed. Kong Henrik udnævnte [[Henry Percy (Hotspur)|Henry "Hotspur" Percy]] – krigersønnen af den magtfulde [[jarl af Northumberland]] – til at genoprette ro og orden i landet.<ref name=Bradley/> I marts blev der givet [[amnesti]] til alle rebeller med undtagelse af Owain og hans fætre, Rhys og Gwilym ap Tudur.{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=22}}

1405 var "franskmændenes år" i Wales. På kontinentet havde Frankrig presset englænderne tilbage, idet den franske hær havde invaderet [[Aquitaine]]. Samtidig havde Frankrig sat tropperstyrker i land ved [[Milford Haven]] i det vestlige Wales. De var taget afsted fra [[Brest]] i juli med mere end 3.000 riddere og soldater, ledet af [[Jean 2. de Rieux]], en bretonsk lord og [[Marshal af Frankrig]]. Desværre havde de ikke været i stand til at skaffe nok med [[ferskvand]] nok, og mange krigsheste døde. De medbragte dog moderne [[belejring]]smaskiner. Sammen med Owains troppermænd marcherede de ind i landet og erobrede byen [[Haverfordwest]] men formåede ikke at overtage [[Haverfordwest Castle|borgen]]. De marcherede videre og generobrede [[Carmarthen]] og belejrede [[Tenby]]. Det der efterfølgendenu skete, er fortsat et mysterium; fransk-walisiske tropper fortsatte tværs over det sydlige Wales (ifølge lokale sagn) og invaderede England. Ifølge en middelalderlig krøniker, deden utroværdige Monstrelet, marcherede de igennem [[Herefordshire]] og videre ind i [[Worcestershire]], hvor de mødtes med den engelske hær vest for [[Great Witley]], kun 10 km fra [[Worcester]]. Her lå Henrik 4.s hær på [[Abberley]] Hill mod syd, mens Owains tropper vendte mod nord på det defensive [[jernalder]]fort Woodbury Hill, der lokalt stadig kendes som Owain's Hill. Hærerne stillede dagligt op til slag og kiggede hinanden med en mil imellem dem, men uden nogle større konfrontationer i otte dage. Ingen af dem ønskede at starteindlede slaget. Derefter trak begge sider sig tilbage, af årsager som stadig ikke er klarlagt. Henriks strategi var at forlænge den ikke-blodige konfrontation og skræmme den walisiske hær. Waliserne og franskmændene havde ikke mulighed for nye forsyninger, og de trak sig tilbage til Wales ved nattetid. Hvis disse begivenheder virkelig skete, er det bemærkelsesværdigt, at der ikke findes nogen omtale af detdem i hverken officielle engelske statsdokumenter eller krøniker.

I 1406 annoncerede Owain sit nationale program. Han erklærede sin vision om en uafhænging walisisk stat med et parlament og en særskilt walisisk kirke. Der skulle være to nationale [[universitet]]ter (ét i syd og ét i nord) og den [[Walisisk lov|traditionelle lov]], [[Hywel Dda]], skulle genoprettes. På dette tidspunktNu havde de fleste franske tropper trukket sig tilbage, efter politikken i Paris var skiftet over til enblevet mere fredssøgende tilgang. Selv Owains såkaldte "[[Pennal]] Letter", hvor han lovede [[Karl 6. af Frankrig]] og [[Modpave Benedikt 13.]] at skifte den walisiske kirkes tilhørsforhold fra [[Rom]] til [[Avignon]], havde ingen effekt.

Der var også andre tegn på, at oprøret var ihavde problemer. I begyndelsen af året oplevede Owains tropperOwain nederlag ved [[Grosmont (Monmouthshire)|Grosmont]] og [[Usk]] under [[slaget ved Pwll Melyn]]. Selvom det er vanskeligt at forstå, hvad der skete under disse to slag, lykkedes det tilsyneladende Henrik af Monmouth eller måske sågar [[John Talbot, 1. jarl af Shrewsbury|Sir John Talbot]] at overvinde en betragteligt walisisk styrke ledet af [[Rhys Gethin]] ("Swarthy Rhys") og Owains ældste søn, [[Gruffudd ab Owain Glyndwr]]. Den præcise dato og rækkefølge for slagene er genstand for en del debat. De har dog muligvis resulteret i Rhys Gethins død ved Grosmont og Owains bror Tudurs død ved [[Usk]] samt tilfangetagelse af Gruffudd. Gruffudd blev sendt til [[Tower of London]] og efter seks år døde han i fængslet. Kong Henrik viste også, at englænderne brugte mereen ogstadigt mere hensynsløse taktikkertaktik. [[Adam af Usk]] skriver, at efter [[slaget ved Pwll Melyn]] nærved [[Usk]] fik kong Henrik 300 fanger [[HalshgningHalshugning|halshugget]] foran [[Usk Castle]]. John ap Hywel, der var præst i det nærliggende cistercienerkloster i [[Llantarnam]], blev dræbt under [[slaget ved Usk]], da han fungerede som præst for de døende på begge side. En endnu større trussel for oprøret var, at engelske tropperengelænderne gik i land på Anglesey fra Irland. Over detDet næste år lykkedes det dem gradvist at skubbe den walisiske modstand tilbage på Anglesey, der formelt sluttede mod udgangen af 1406.

På samme tid begyndte englænderne på en ny strategi. I stedet for at fokusere på strafekspeditionerstraffeekspeditioner, som hans far havde brugt mange kræfter på, begyndte [[Henrik af Monmouth]] på en ny strategi med økonomisk blokade. Han brugt de resterende borge, der var under engelsk kontrol, og begyndte gradvist at generobre Wales, mens han afskar deres forsynings- og handelsruter, så de ikke kunne få nye våben og andet udstyr. I 1407 begyndte denne strategi at bære frugt. I marts kom over 1.000 mand fra hele [[Flintshire]] til Chief Justitiar på countiet for at betale en kommunalfælles bøde for deres tilslutning til Glyndwr. Gradvist blev det samme mønster gentaget i hele landet. I juli underlagedeunderkastede [[Jarl af Arundel|jarlen af Arundels]] nordøstlige herresæde omkring [[Oswestry]] og [[Clun]] sig. Én efter én begyndte de forskellige Lordshipslordships at overgive sig. Halvvejs gennem sommeren var Owains borg ved [[Aberystwyth]] under belejring, og samme efterår overgav [[Aberystwyth Castle]] sig. I 1409 var det [[Harlech Castle]]s tur. I sidste øjeblik blev der sendt besked til franskmændene forom hjælp, men der kom intet svar. [[Gruffydd Young]] blev sendt til [[Skotland]] for at forsøge at koordinere et modsvarmodangreb, men der kom intet ud af dette heller. Harlech Castle faldt i 1409. [[Edmund Mortimer, søn af den 3. jarl|Edmund Mortimer]] døde i det sidste slag, og Owains hustru, Margarat, samt to af hans døtre (inklusive Catrin) og tre af hans børnebørn blev taget til fange og flyttet til Tower of London. De døde alle i fangeskab inden 1415.

Owain forblev på fri fod, men var nu en jaget guerillaleder. Oprøret fortsatte med at være i gang, men ikke med samme effektivitet som tidligere. I 1410 gjorde Owain sine troppersig klar til et sidste plyndringstogt til [[Shropshire]]. Mange af hans mest loyale officerer var til stede. Det har muligvis været et sidste desperat [[selvmord]]stogt. Uanset, hvad intentionen var, så gik det frygtelig galt, og mange af de ledende figurerledenderne, der stadig var på fri fod, blev taget til fange og henrettet af englænderne. [[Rhys Ddu]] ("Black Rhys") fra [[Cardigan (Ceredigion)|Cardigan]], der var en af Owains mest trofaste kommandører, blev fanget og bragt til London for at blive henrettet. En kronikør fra samme tid skriver, at Rhys Ddu blev "... lagt på et hegn og herefter slæbt til [[Tyburn]] igennem byen og blev hængt der og taget ned. Hans hovedet blavblev kappethugget af, og sat på [[London Bridge]]." hans krop blev parteret og blev sendt til fire byer, og hans hoved blev sat på [[London Bridge]]." [[Philip Scudamore]] og [[Rhys ap Tudur]] blev ligeledes [[Halshugning|halshugget]] og deres hoveder blev sat op i [[Shrewsbury]] og [[Chester]], for at svække moralen hos de resterende oprørereoprøreren.

I 1412 fangede Owain den ledende tilhænger af Kongkong Henrik i Wales, [[Dafydd Gam]] ("Crooked David"), i et baghold i [[Brecon]]. Han blev senere løsladt mod udbetaling af en løsesum. Dette var de sidste dele af oprøret, for det var sidste gang, at Owain blev set i live af sine fjender. Så sent som i 1414 var der rygter om, at den [[Herefordshire]]-baserede [[Lollard]]leder, Sirsir [[John Oldcastle]], kommunikerede med Owain, og at der blev sendt forstærkninger til vigtige borge i nordNord- og syd wasSydwales. Fredløse og banditter fra oprøret var stadig aktive i [[Snowdonia]].

[[Fil:Henry V of England.jpg|thumb|[[Henrik 5. af England|Henrik 5.]] startedebegyndte en fredelige strategi overfor waliserne efter sin kroning i 1413.]]

På dette tidspunkt ændrede tingene sig dog meget. Henrik 4. døde i 1413, og han søn, [[Henrik 5. af England|konge Henrik 5.]], begyndte en ny strategi overfor waliserne. Der blev tilbudt kongelige benådninger til de store ledere i oprøret og andre mostanderemodstandere af hans fars regime. I en symbolsk handling blev liget af kong Richard 2. begravet i [[Westminster Abbey]]. I 1415 tilbød Henrik 5. sågar en benådning til Owain, mens han forberedte en krig mod Frankrig. Der er tegn på, at den nye kong Henrik 5. forhandlede med Owains søn, [[Maredudd ab Owain Glyndwr]], men der kom intet ud af dette. I 1416 blev Maredudd selv tilbudt en benådning, men han nægtede dette. Muligvis var hans fader stadig i live, og ville ikke acceptere det, mens han levede. Han accepterede endeligt den kongelige benådning i 1421, hvilket indikerer at Owain Glyndwr endeligt var død på dette tidspunkt. I den walisiske [[Bard]] [[Llawdden]]s poesi er der tegn på, at nogle få dedikerede personerhelhjertede fortsatte med at kæmpe efter 1421 under ledeskablederskab af Owains svigersøn [[Phylib ap Rhys]].

:''1415 – Owain gik under jorden på [[St Matthew]]s dag i høsten (21. september), og efterefterderefter var hans gemmested ukendt. Mange sagesagde, at han døde; seerne fastholdt, at han ikke gjorde.''

I 1415 var det engelske styre blevet genoprettet i Wales. De ledende oprørere var døde, fængslet eller forarmede igennem store bøder. Stort set alle familier i Wales, om de var engelske eller walisiske, var blevet påvirket af oprøret på en eller andneanden måde. Mange liv var tabt, der var store ødelæggelser i flere områder, og mange folksmanges liv stodlå i ruiner. Wales, der var allerede et fattigt område på den yderste grænse af England, blev endnu fattigere af plyndringer, økonomiskeøkonomisk blokaderblokade og bøder. Beretninger fra rejsende beskriver ødelagte borge, som [[Montgomery Castle]] og klostre som [[Strata Florida Abbey]] og [[Abbeycwmhir]]. Der voksede græs på markedspladserne i mange byer som [[Oswestry]], og den walisiske handel var stort set gået i stå. Landområder, der tidligere havde været produktive, stodlå nu [[brak]] uden bønder til at dyrke jorden. Så sent som i 1492 beskrev en kongelig embedsmand i lavlandet [[Glamorgan]] at årsagen til, at han ikke kunne levere de lovede indtægter til kongen, var oprørets skyld.

Mange prominente familier var blevet ruineret. I 1411 havde John Hanmer påberåbt sig, at fattigdom var årsagen til, at han ikke kunne betale de bøder, som han havde fået. Tudor-familien herskede ikke længere over Anglesey og det nordvestlige Wales, som de havde gjort igennemgennem slutningen af 1300-tallet. Familien syntes at være et afsluttet kapitel i de højere samfundslag, indtil den tredje Tudor-bror, Maredudd, tog til [[London]], hvor han etablerede et nyt familiedynasti. Andre overgav sig til sidst, og affandt sig med den nye situation. Den frygtede [[Henry Dwn]], der sammen med franskmændene og bretonerne havde belejret [[Kidwelly Castle]] i 1403 og 1404, fik fred og accepterede en bøde. Han formåede dog på en eller anden måde at betale så meget som en penny. I mange år efter han overgav sig, og på trods af officielle [[proskription]]er, husede han oprørere på flugt, opkrævede bøder blandt 200 personer, som ikke havde støttet ham, red omkring i countietgrevskabet med sit følge og planlagde sågar at myrde kongens domsmand i Wales. Ikke desto mindre kæmpede hans barnebarn sammen med Henrik 5. i 1415 under [[slaget ved Agincourt]]. Andre kunne ikke affinde sig med det nye system. Et ukendt antal af Owains tilhængere gik i eksil. [[Henry Gwyn]] ("White Henry") — der var arving til det store Lordshiplordship [[Llansteffan]] — forlod Wales for evigt, og døde senere i [[Karl 6. af Frankrig]]s tjeneste, hvor han kæmpede mod sin gamle forbundsfæller under slaget ved Agincourt. Gruffydd Young var en af de andre prominente personer, der gik i permanent eksil. I 1416 var han i Paris. Han levede endnu 20 år, og blev først [[biskop]] i [[Ross]] i [[Skotland]] og senere i [[Hippo Regius|Hippo]] i [[Nordafrika]].

Der blev vedtaget en serie straflovestraffelove, der skulle forhindre yderligere optøjer. Disse forblev aktive indtil slutningen af [[rosekrigene]] og kong [[Henrik 7. af England]];{{sfn | Evans| 1915|p=19}} også kendt som Henrik Tudor, som nedstammede fra [[Tudors of Penmynydd]] og var delvist walisisk.<ref>{{cite web|title=A royal dynasty|date=5. august 2008|url=http://www.bbc.co.uk/wales/history/sites/themes/periods/tudors_02.shtml|publisher=BBC Wales|accessdate=21. april 2016}}</ref> Indtil da kunne waliserne ikke eje ejendomme eller land i de walisiske boroughs, de kunne ikke sidde i en [[jury]], måtte ikke gifte sig med englænderne, og der var forbud mod at ansatteansætte dem i officielle embeder under kongen. Yderligere kunne et udsagn fra en waliser ikke bruges som bevisbyrdebevis under søgsmål, der gik mod en englænder ived hoffet.{{sfn | Evans| 1915|p=19}} Der var dog adskillige lejligheder, hvor walisere fik bevilget legal status som englænderne, som eksempelviseksempel [[Edmund Tudor, 1. jarl af Richmond|Edmund]] og [[Jasper Tudor, hertug af Bedford|Jasper Tudor]], der var [[Henrik 6. af England]]s halvbrødre. Tudorbrødrenes far, [[Owen Tudor]], blev arresteret, da han i al hemmelighed giftede sig med [[enkedronning]]en, [[Katherine af Valois]].{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985| p=29}}{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=32}} Henrik 6. sørgede for, at han blev løsladt og blev en del af det kongelige hushold.{{sfn | Griffiths|Thomas| 1985|p=33}}