Portrætmaleri: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Godihrdt (diskussion | bidrag) m Mellemrumkorrektion |
m Robotassisteret flertydig: Engelsk - Ændrede link(s) til Engelsk (sprog) |
||
Linje 105:
[[Fil:The Nightwatch by Rembrandt.jpg|thumbnail|[[Rembrandt van Rijn]]: ''[[Nattevagten (maleri)|Nattevagten]]'' eller ''Kaptajn Frans Banning Cocq og løjtnant Willem van Ruytenburghs kompagni gør sig klar til at marchere'', 1642, olie på lærred, [[Rijksmuseum]], Amsterdam.]]
Gruppeportrætter blev produceret i stort tal igennem barokken, især i Nederlandene. I modsætning til det øvrige Europa modtog hollandske kunstnere ikke bestillinger fra den [[Reformerte kirke|calvinistiske kirke]] som havde forbudt disse billeder, eller fra [[aristokrati]]et der næsten var ikke-eksisterende. I stedet kom der bestillinger fra borgerlige foreninger og sammenslutninger. Den hollandske maler [[Frans Hals]] brugte flydende eller flygtige penselstrøg ([[Engelsk (sprog)|en.]] 'fluid brush strokes', flydende, flygtige?) med livlige farver for at oplive sine gruppeportrætter, herunder vagterne i det borgerværn han tilhørte. [[Rembrandt]] havde stor nytte af sådanne bestillinger og i øvrigt af den generelle kunstvurdering hos kunderne fra borgerskabet, som støttede portrætkunsten såvel som stilleben og [[landskabsmaleri]]. Hertil kommer at det første betydende kunst- og forhandlermarked blomstrede i Holland på daværende tidspunkt.<ref> Piper, s. 421 </ref> (Se [[Den hollandske guldalder#Maleri|Maleriet i den hollandske guldalder]])
Den store efterspørgsel gjorde Rembrandt i stand til at eksperimentere med utraditionelle kompositioner og teknikker som [[chiaroscuro]], anvendelsen af lys og skygge i et maleri. Disse nyskabelser var indledt af italienske mestre som [[Michelangelo di Caravaggio]], og Rembrandt udnyttede dem tydeligt i sit berømte malere [[Nattevagten (maleri)|''Nattevagten'']] fra 1642.<ref> Aymar, s. 218 </ref> ''Dr. Tulps anatomitime.'' (1632) er et andet godt eksempel på Rembrandts beherskelse af gruppemaleriet, hvor han bader liget i skarpt lys for at gøre opmærksom på midten af maleriet, mens tøj og baggrund glider over i sort, hvilket fremhæver ansigterne på kirurgen og de studerende. Det er også det første maleri, som Rembrandt signerede med sit fulde navn.<ref> Piper, s. 424 </ref>
Linje 117:
De første større indfødte portrætmalere i den britiske skole blev de engelske malere [[Thomas Gainsborough]] og Sir Joshua Reynolds, der også havde specialiseret sig i at klæde modellerne på en iøjnefaldende måde. Gainsboroughs '' [[The Blue Boy|Blue Boy]]'' er et berømt portræt, malet med meget lange børster og tynde [[Oliemaling|oliefarver]] for at opnå den flimrende virkning i den blå dragt.<ref> Piper, s. 460 </ref> Gainsborough gjorde sig også bemærket ved at lave detaljerede baggrunde til sine modeller.
De to britiske kunstnere havde modsate opfattelser om brugen af assistenter. Reynolds beskæftigede dem regelmæssigt (nogle gange udførte han kun 20 procent af maleriet selv), mens Gainsborough sjældent gjorde det.<ref> Simon, s. 13, 97 </ref> Nogle gange kunne en kunde aftvinge et løfte fra kunstneren, som Sir Richard Newdegate gjorde af portrætmaleren [[Peter Lely]] (van Dycks efterfølger i England), der lovede at portrættet ville "fra begyndelse til slutning være malet med mine egne hænder." ([[Engelsk (sprog)|en.]] "from the Beginning to ye end drawne with my owne hands.")<ref> Simon, s. 97 </ref> I modsætning til den nøjagtighed, der blev udvist af de flamske mestre, opsummerede Reynolds sin tilgang til portrætter ved at erklære, at "charmen eller ynden – og vi kan tilføje – ligheden består mere i at indfange atmosfæren end i at observere den nøjagtige overensstemmelse med enhver detalje."<ref> Aymar, s. 62 </ref> I England var også [[William Hogarth]] fremtrædende. Han vovede at bryde med konventionelle metoder ved at indføre et strejf af [[humor]] i sine portrætter. Hans "Selvportræt med mops" ("Self-portrait with Pug") er helt klart mere en humoristisk spøg med hans kæledyr end et selvoptaget maleri.<ref> Simon, s. 92 </ref>
I det 18. århundrede fik kvindelige malere ny betydning, især i forbindelse med portrætter. Bemærkelsesværdige kvindelige kunstnere var bl.a. den franske maler [[Élisabeth Vigée-Le Brun]], den italienske pastelkunstner [[Rosalba Carriera]], og den schweiziske kunstner [[Angelica Kauffmann]]. I samme århundrede, før opfindelsen af fotografi, var miniatureportrætter – malet med utrolig præcision og ofte indkapslet i guld- eller emaljemedaljoner – højt værdsat.
| |||