Sofisme: Forskelle mellem versioner

1.977 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m (bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer)
Fremstillingen af disse omrejsende læreres virksomhed har været meget negativ; især fra deres fremste kritikere, [[Sokrates]], [[Platon]] og [[Aristoteles]]. Men i modsætning til disse tre, viste sofisterne gennemgående et [[demokrati]]sk sindelag; og og det er blandt sofisterne, vi finder de meget få grækere, der tog til orde mod [[slaveri]].<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 58), forlaget Gyldendal, Oslo 2002,ISBN 82-417-0966-8</ref>
 
== Historisk baggrundBaggrund ==
[[Fil:Akropolis by Leo von Klenze.jpg|thumb|[[Athen]]s [[akropolis]], malet af Leo von Klenze ([[1846]]).]]
I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-årig filosofitradition; til Athen var den kommet med [[Anaxagoras]]. Men det drejede sig om [[naturfilosofi]]ske spekulationer. [[Etik|Etiske]] problemer blev godt nok diskuteret; men det kom kun til spredte tanker, udtrykt i [[aforisme]]r. Hos [[Pythagoras]] vågnede en stærk interesse for [[sjæl]]en og dens [[skæbne]] hinsides døden; men nogen psykisk forskning kom der aldrig ud af det. [[Fokus]] var på ''fysis'' (= [[natur]]en) og ''kosmos'' (= [[verden]]), men nogen enighed kom man ikke frem til. [[Heraklit]] og [[Parmenides]] havde modsatte teorier om bevægelse; ligeledes stod [[Thales]] og [[Empedokles]] for helt forskellige opfatninger af urstoffet. [[Demokrit]] regnede ikke med andet end [[atom]]er, mens Anaxagoras havde efterspurgt en verdensånd bagved det hele. Ingen fysisk eller [[kemi]]sk [[videnskab]] kunne efterprøve nogen af de fremsatte påstande, der blev fremsat uden bevis - af Heraklit nærmest i form af [[orakel]]ord; af Parmenides i [[vers]]eform. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 44), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680-9</ref>
I 400-tallet f.Kr havde grækerne en omkring 150-årig filosofitradition; men mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat. Her var sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret [[uddannelse]] udenom den [[militær]]e; så sofisterne fyldte et helt åbenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft. [[Embedsmænd]] blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som [[gud]]ernes chance til at påvirke valget.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 57)</ref>
 
== Uddannelse ==
Når retorik var et så vigtigt fag, skyldtes det, at der ikke fandtes [[sagfører]]e. Blev man sigtet for noget, måtte man selv føre sin sag, og der var hverken [[dommer]] eller [[jury]]; man måtte selv tale sin sag foran de fremmødte med[[borger]]e. Derfor var det af den yderste vigtighed, at man lærte at udtrykke sig sammenhængende og fornuftigt.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 61-62)</ref>
ITvivl 400-talletog fskepsis meldte sig, og interessen vendte sig i stedet mod [[kultur]]en.Kr havde[[Sejr]]en grækernei [[perserkrigene]] bragte en omkringblomstringstid 150-årigtil filosofitraditiongræsk kultur; menog da mange følte, at filosofien ikke bidrog til klarhed eller indsigt, men tværtimod skabte forvirring og tvivl i den offentlige debat. Her, varkom sofisternes undervisning til hjælp ved gennemgang af de forskellige retninger og diskussioner med eleverne. Der fandtes i bystaterne ingen højere, organiseret [[uddannelse]] udenom den [[militær]]e; så sofisterne fyldte et helt åbenbart behov for tilegnelse af kundskab, hvad der kan forklare deres gennemslagskraft. [[Solon]] havde sørget for, at drengebørn fik nogen undervisning; men det drejede sig om at lære at læse, skrive og regne; dertil legemsøvelser, [[musik]] og kendskab til [[Homer]]. [[Embedsmænd]] blev den gang udnævnt ved lodtrækning, der blev anset som [[gud]]ernes chance til at påvirke valget.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 57)</ref>
 
Når retorik var et så vigtigt fag, skyldtes det, at der ikke fandtes [[sagfører]]e. Blev man sigtet for noget, måtte man selv føre sin sag, og der var hverken [[dommer]] eller [[jury]]; man måtte selv tale sin sag foran de fremmødte med[[borger]]e. Derfor var det af den yderste vigtighed, at man lærte at udtrykke sig sammenhængende og fornuftigt.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 61-62)</ref>
Sofisternes mål var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. Modsat [[filosof]]ferne gik en sofist ikke ind i, hvad der var sandt eller usandt, men nøjede sig med at lære eleven at fremføre sit syn så overbevisende og troværdigt som muligt. Filosofferne ville nå frem til ''erkendelse'' af sagens inderste, dens sandhed; mens sofisterne koncentrerede sig om ''[[teknik]]ker'' til at komme heldigt fra en diskussion. Sokrates påpegede de farlige etiske og politiske konsekvenser, når målet blev overtalelse uden indsigt i problemet. Dertil blev sofisterne stærkt kritiseret for at tage sig betalt for undervisningen. Sokrates mente, evnen til selvstændig tænkning går tabt, når man tager betalt for at undervise; i stedet indretter man sig efter det nyttige og behagelige. Efter hans mening søgte sofisterne derfor ikke sandhed, men kun egen vinding.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 68)</ref>
 
Sofisternes mål var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. De var ikke selv athenere, men kom rundt om fra [[Magna Graecia]]. Det var dem, der gjorde Athen til - med [[Perikles]]' ord - "''en dannelsesskole for Grækenland''". Mod en mindre entré holdt de foredrag i offentlige lokaler, hvor de også talte om alvorsord om [[dyd]] og [[moral]], såsom sofisten Prodikos af [[Kéa]] <ref>https://www.iep.utm.edu/prodicus/</ref> med sin historie om [[Herakles]], der møder de to kvinder Dyd og Last, og beslutter at følge Dyd. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 48-50)</ref>
 
== Teknikker ==
Sofisternes mål var at bekæmpe forvirringen, der prægede tidens offentlige debat. Modsat [[filosof]]ferne gik en sofist ikke ind i, hvad der var sandt eller usandt, men nøjede sig med at lære eleven at fremføre sit syn så overbevisende og troværdigt som muligt. Filosofferne ville nå frem til ''erkendelse'' af sagens inderste, dens sandhed; mens sofisterne koncentrerede sig om ''[[teknik]]ker'' til at komme heldigt fra en diskussion. Sokrates påpegede de farlige etiske og politiske konsekvenser, når målet blev overtalelse uden indsigt i problemet. Dertil blev sofisterne stærkt kritiseret for at tage sig betalt for undervisningen. Sokrates mente, evnen til selvstændig tænkning går tabt, når man tager betalt for at undervise; i stedet indretter man sig efter det nyttige og behagelige. Efter hans mening søgte sofisterne derfor ikke sandhed, men kun egen vinding.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 68)</ref>
 
"''Overtalelse, ikke sandhed,''" var et stikord for en af deres teknikker. Ligesom et etbinds [[leksikon]] skulle man erhverve sig nogen kundskab om det meste, så man kunne udtale sig med [[fornuft]] om de fleste ting og skabe indtryk af at være mere kundskabsrig, end man faktisk var. Sofisten [[Gorgias]] pralede af, at han var bedre end sin bror lægen til at få patienterne til at tage [[medicin]]en. Naturligvis vidste han mindre om medicinen end sin bror; men han forstod bedre at lyde overbevisende.<ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 63)</ref>
7.939

redigeringer