Translokutionaritet: Forskelle mellem versioner

{{kilder|dato=marts 2018}}

'''Translokutionaritet''' er en erkendelsesteoretisk [[neologisme]] lavet af den danske [[filosof]] [[Ole Fogh Kirkeby]] som et supplement til de tre kategorier fra angelsaksisk [[talehandlingsteori]] ([[J.L. Austin|Austin]] og [[John Searle|Searle]]), lokutionære, illokutionære og perlokutionære tale- handlinger. Det kan populært formuleres gennem sætningen: ''Jeg ved ikke hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger''.

 

 

Denne formulering bliver først bindende for os i det øjeblik den bryder over vore læber og bliver lyd. [[Stoicisme|Stoikerne]] sagde netop, at mening er ulegemlig, men lyden legemlig, og som legemlighed, som materialitet, lever lyden sit eget liv og virker tilbage på os. Dermed gives sproget en dominerende rolle som tænkningens mulighedsbetingelse, men ikke en enerådende. En tanke kan også være en ikke-diskursivt artikuleret fornemmelse. Denne [[feed-back]] proces opleves tit af kunstnere, når de arbejder i et medie, om det er skrift, farver og form, plastik eller musik, og er ofte blevet formuleret således af dem, at mediet udvider deres intentioner, eller ligefrem bidrager til skabelsesprocessen.

 

''Det er den skabende ånds opgave at sigte de elementer, den modtager fra indbildningskraften,for det er en nødvendighed, at den menneskelige aktivitet foreskriver sig selv grænser. jo mere kunsten kontrolleres, bearbejdes, desto friere er den.'' <ref> ''Musikalsk Poetik'', p.63</ref>