Adolf Hitler: Forskelle mellem versioner

== Ung mand i Wien og München (1907-1913) ==

=== Eskapist i Wien ===

[[Fil:Dr-Bloch-house.jpg|thumb|Familielægen dr. Blochs hus, malet af Hitler i [[1913]].]]

[[Wien]] var på mange måder en særlig storby i datidens Europa. Indbyggertallet havde, da Hitler flyttede dertil, passeret 1,7 mio., hvilket betød at hovedstaden i Østrig-Ungarns kejserrige var en af de største og mest magtfulde byer i Europa. Mange af indflytterne var emigranter og [[jøder]], hvilket resulterede i stærke [[antisemitisme|antisemitiske]] og [[nationalisme|nationalistiske]] strømninger. I løbet af en tiårsperiode var procenttallet af jøder steget fra 2 til 10 – og i samme skala var antisemitiske partier skudt frem. Det er et åbent spørgsmål i hvor høj grad den unge og isolerede Hitler lod sig rive med af propagandaen i de første år af sin tid i Wien, men meget tyder på at han ikke rigtig fandt politik interessent og nærmere forsøgte at fordybe sig i kunst og [[arkitektur]].

Netop kunsten og arkitekturen blev to store nederlag for Adolf Hitler. Men hans tro på sit kunstneriske talent var imidlertid så stærk at han som oftest ignorerede alle andre foretagender end [[Eskapisme|eskapistisk]] drømmeri om arkitektoniske vidundere og store lærreder med tyske naturalistiske landskaber. Netop denne formålsløse fordybelse og drift beskrev han senere i ''Mein Kampf'': "''Jeg havde den største og stolteste tillid til Wien og mit kunstneriske kald.''"<ref>Hitler, Adolf: ''Min Kamp'' s. 18. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.</ref> I oktober meldte Hitler sig til optagelsesprøve på det uhyre ambitiøse kunstakademi i Theophilius Hansens pragtbygning på Schillerplatz. Hitlers tegninger blev godtaget, og ud af de 120, der mødte op, var han en af de 33 midlertidigt godkendte. Men næste dag, da det endelige resultat forelå, fik Hitler den måske største og mest uventede skuffelse i sit liv. Hans tegninger blev afvist som ”utilfredsstillende”, og beskrivelsen af hans bidrag lød ”døde streger” og ”livløse former”. Dette hårde slag fik ham til at opsøge rektor på akademiet. Rektor foreslog, ikke ueffent, at talent måske lå mere i retning af arkitektur. <ref>Alan Bullock: ''Hitler, tyrannen og tyranniet'', bind 1 (s. 11)</ref>

 

[[Fil:Richard Wagner, Paris, 1861.jpg|thumb|[[Richard Wagner]] var en af de store inspirationskilder for den unge Hitler.]]

 

 

 

Hitler blev født ind i en velhavende familie og havde det meste af sit liv levet som en usynlig arbejdsløs småborger. Nu var hans dovne og drømmende livsføring blevet afløst af en endnu mere udsigtsløs tilværelse – og tilmed på samfundets bund. Hitlers borgerlige opdragelse var i mange afskygninger stadig tydelig, og alligevel så han borgerskabet som perverteret og frastødende. Han var angst for at falde i proletariatssumpen og så alligevel ingen anden udvej, da han ikke ønskede at være en del af det regelmæssige og normaliserede samfund. Han levede altid med denne splittede borgerlighed – også i tiden som fører, hvor han både kyssede de kvindelige sekretærer på hånden og til stadighed levede uregelmæssigt med pludselige udbrud og lidenskaber bag denne til tider ufrivillige kulturelle facade.

Hitlers politiske og ideologiske fundament blev formentlig skabt på mandeherberget i Meidling. Her fik han mange indtryk fra de andre beboere, som han diskuterede livligt med. Ikke langt fra herberget solgtes et antisemitisk tidsskrift, skrevet af en oprørt munk. ”Er De blond? Da er De kulturskaber og kulturbærer. Er De blond? Da er De truet af farer”<ref>Ibid. s. 41</ref>, stod der med store bogstaver på en forside fra 1910. Hitler så, hvorledes dette tidsskrifts metoder virkede på ham selv og begyndte at studere partier og propaganda. Samtidig lod han rive med af antisemitisk propaganda, som florerede i Wien i stort omfang. Fortalere for antisemitismen som [[Georg von Schönerer]] og [[Karl Lueger]] fangede hurtigt Hitlers interesse, og han var en af de mange tusinde, som mødte op ved Luegers højtidelige begravelse i 1910.

 

 

 

På denne måde kunne han realisere sig gennem andre og udnytte sin åbenbart ubegrænsede evne til at hade. Nu blev Hitlers had rettet imod noget bestemt, mens det førhen havde svævet i overspændte og paranoide fantasiforestillinger. Denne pludselige borgerliggørelse af hans eksistens og had – eller bare følelsen af at høre hjemme et sted og blive påklistret et mærkat, har formodentlig gjort den unge og rådvilde Hitler mere tryg. Dog nåede han aldrig at melde sig ind i et parti i sin Wienertid. Denne kendsgerning har sandsynligvis skyldtes et stadigt brændende ønske om at blive kunstner, men undertiden begyndte han at studere antisemitismen og nationalismen – og med en støt og roligt voksende begejstring.

Hitler beskriver også hvorledes han allerede i Wiener-årene inspireredes til nationalsocialismen ved at smelte Luegers smidighed og forståelse for at tale til de brede masser sammen med Schönerers nationalisme og antisemitisme. Han har dog senere afvist at disse politikeres værktøjer og standpunkter var de afgørende inspirationskilder til national socialismen – de var blot øjenåbnere for den unge Hitler.<ref>Fest, Joachim. ''Hitler: en biografi S. 47'' Forlaget samleren. 1974. Viborg.</ref> I disse år tænkte han i det hele taget meget, og skulle efter sigende havde udviklet ideer om den tyske idealstat og forsøgt sig med reformer indenfor skolevæsenet. Alt sammen på det overfladiske niveau, som enhver avislæser mestrer.

[[Fil:Wohnheim Meldemannstrasse 2.jpg|thumb|[[Herberg]]et i Meldemannstraße, hvor Hitler holdt til i flere år. Det fungerede som husvildeherberg frem til [[2003]]. <ref>https://www.theguardian.com/world/2002/apr/14/humanities.highereducation</ref>]]

 

=== München og forløsningen gennem krigen ===

Da Hitler ankom til München medbragte han intet andet end det had og den fanatisme som han modtog i sine Wiener-år. Hans gren af familien var enten død eller bortrejst, og han havde brudt med de venner og bekendte han havde mødt på sin vej. Den unge Hitlers forstenede adfærd blev efterhånden tydeligere for omverdenen, og kun når han diskuterede med fremmede på cafeer og knejper, viste han menneskelighed i form af sine velkendte raserianfald. De østrigske myndigheder kom snart på sporet af ham, og han sendte dem et ynkeligt brev med sin begrundelse for at været udeblevet fra militærtjenesten. Brevet var sirligt formuleret og beskrev højstemt hans ”nød og sult” i Wien. Kort efter modtog Hitler en endelig indkaldelsesordre, og han mødte op ca. 14 dage senere. På hans militærpapirer, som den tyske fører febrilsk forsøgte at finde og destruere 20 år senere, stod ”Uegnet til våben- og hjælpetjeneste, for svagelig. Kasseret.”<ref>Fest, Joachim. ''Hitler: en biografi'' S. 64 Forlaget samleren. 1974. Viborg.</ref>

 

 

Hitlers fornemmelser for den snarlige krig var korrekte – og han beskrev følelsen af de europæiske spændinger før dens udbrud:

 

Den 1. august 1914 var Hitler blandt den tusindtallige menneskeskare på [[Odeonsplatz]] i [[München]], der med feberhede ansigter og desperate patriotiske forhåbninger fejrede starten på 1. Verdenskrig. Medens krigsproklamationen blev læst op i højtidelige toner, følte Hitler pludselig mening med sin eksistens og berettede senere i selvbiografien Mein Kampf hvorledes han "overvældet af stormende begejstring sank på knæ og takkede himlen af fuldt hjerte" fordi den skænkede ham "denne lykke at få lov til at opleve opbrudstiden."<ref>Ibid. s. 69.</ref> To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Umiddelbart så Hitler krigen som starten på noget nyt – en ny verdensorden, hvori han håbede på at slippe fri fra sin melankolske og udsigtsløse tilværelse.