Forskel mellem versioner af "Sofisten (dialog)"

148 bytes fjernet ,  for 2 år siden
småret
m (Eftersyn.)
(småret)
[[Fil:Sophistes beginning. Clarke Plato.jpg|thumb|Begyndelsen af ''Sofisten'' i det ældste [[kodeks]] fra [[middelalderen]], ''[[Codex Clarkianus]]'' fra 895 (Oxford, [[Bodleian Library]], Clarke 39)]]
 
'''''Sofisten''''' ([[Græsk (sprog)|græsk]] {{lang|grc|Σοφιστής}} ''Sophistḗs'', [[latin]] ''Sophista'',) er en [[filosofi]]sk [[Samtale|dialog]], skrevet af den [[Oldtidens græske filosofi|oldgræske]] filosof [[Platon]]. Det er et af hans sene værker. Værket indeholder en fiktiv samtale. Hovedpersonen er en ikke benævnt fremmed fra [[Elea]] og den unge matematiker [[Theaithetos]]. Biroller indehaves af Platons lærer [[Sokrates]] og matematikeren [[Theodoros fra Kyrene]].
 
De to debattører stiller sig den opgave, at bestemme begrebet "[[Sofisme|sofist]]". Sofisten, en underviser i [[retorik]] skal bestemmes nøjagtigt, således af dette erhverv bestemmes i henhold til sit væsen og kan afgrænses fra alle andre aktiviteter. Først indøves teknikken i begrebsbestemmelsen ved at betragte et enkelt eksempel, fiskeren. Den filosofiske set overlegne fremmede leder samtalen. Under definitionen benyttes teknikken [[dihairesis]]: At man bliver ved med at opdele et overordnet begreb i underbegreber, indtil man når frem til en præcis definition af det undersøgte begreb. På denne måde når samtalepartnerne til sidst frem til defitiotionendefinitionen på sofisten.
 
Platons hensigt er polemisk. Han er en skarp kritiskerkritiker af sofismen, en omstridt dannelsesbevægelse, der skabte stort røre i hans hjemby [[Athen|Oldtidens Athen]]. Platon mente sofisterne var charlatannercharlataner, der argumenterede useriøst, forvandlede logikken til en leg og ikke havde den viden de påstod at have. Derved lader han den fremmede og Theaitetos komme frem tintil den konklusion, at sofisten er en særlig type bedrager.
 
Bedragets tema giver samtalepartnerne anledning til en undersøgelse af [[væren]] og [[intetIntet (begreb)|ikke-væren]]. Hvis væren og og ikkeværenikke-væren adskilles grofti for høj grad, og det ikkeværendeikke-værende ikke findes, kan der ikke findes falskhed eller en forklaring af, hvad bedrag er. Derfor må der bestå en forbindelse mellem væren og ikke-væren, der tilladermuliggør eksistensenbedrageriske af skinudtryk; det ikke-værende må være reelt og givet, sammen med det værende. Denne undersøgelse fører til almene teser om [[Ontologi (filosofi)|ontologi]], altså læren om væren eller det værende.
 
Den moderne forskning anser ''Sofisten'' for at være den første udarbejdelse af en differentieret ontologi i den vestlige filosofi. For første gang undersøges spørgsmålet "Hvad er væren?". Gennem en intensiv undersøgelse af den [[Førsokratikerne|førsokratiske]] filosof [[Parmenides]] nåede Platon frem til resultater, der gjorde det muligt for ham at lave en samlet tolkning af de komplekse forhold mellem væren og ikke-værende, enhed og flerhed. Samtidigt formulerer han harher vigtige teser omkring [[logik]] og [[sprogfilosofi]]. For den senere udvikling af læren om [[kategori]]erkategorier var hans indførsel af fem øverste [[Art (filosofi)|arter]] vejvisende. Endnu i nutiden har hans undersøgelse af værensspørgsmålet stor indflydelse.
 
== Dialogens deltagererdeltagere ==
[[Fil:Socrates Louvre.jpg|thumb|Buste af Sokrates, [[Louvre]], Paris)]]
 
Den egentlige dialog udspiller sig mellem den fremmede og Theaithetos, de andre deltagere deltager kun i indledningen. Den fremmede er hovedfiguren, indfører de vigtigste tanker, og hans yngre uerfarne samtale partnersamtalepartner indskrænker sig over lange passager til at ytre enighed og stille spørgsmål. Derfor virker ''Sofisten'', i modsætning til andre af Platons dialoger, relativt "[[dogme|dogmatisk]]". [[Mæutik]]ken, den didaktik som Platons Sokrates-figur er kendt for, mangler helt.<ref>Om forskellen mellem den fremmede og Sokrates' metode, se Marina McCoy: ''Plato on the Rhetoric of Philosophers and Sophists'', Cambridge 2008, S. 138–166.</ref> Ud over de fire personer med replikker, er et antal tavse tilhørere tilstedetil stede.<ref>Platon, ''Sofisten'' 217d.</ref>
 
'''Den fremmede'''
 
Den fremmedes navn nævnes ikke. Hans tænkning er præget af den [[Eleaterne|eleatiske skole]], hvis centrum på det tidspunkt var i [[Elea]].<ref>Det normale begreb „eleatisk skole“ kritiseres af [[Néstor-Luis Cordero]]: ''L’invention de l’école éléatique. Platon, Sophiste, 242 D''. I: Pierre Aubenque (Udg.): ''Etudes sur le Sophiste de Platon'', Napoli1991, S. 91–124.</ref> Der levede [[Parmenides]] og hans elev [[Zenon fra Elea]]. I ''Sofisten'' omtaler Theordoros den fremmede som deres "ledsager". <ref>Platon, ''Sofisten'' 216a. Stedet er dog tekskritisk omstridt; se f.eks. [[Michel Narcy]]: ''Sophiste''. I: Richard Goulet (Udg.): ''Dictionnaire des philosophes antiques'', Bd. 5/1, Paris 2012, S. 700–706, her: 701 f.</ref> Den fremmede fremtræder dog ikke som konsekvent forsvarer af eleaternes rene lære. Nærmere kender og kritiserekritiserer han svaghederne i det stive eleatiske verdensbillede, som han til dels har frigjort sig fra. Hans overbevisning stemmer herved overens med Platons, hvis ontologi forudsætter en overvindelse af de eleatiske begreber om væren og ikke-væren.<ref>Michael Erler: ''Platon'', Basel 2007, S. 241 f., 244; [[Friedo Ricken]]: ''Platon: Politikos. Übersetzung und Kommentar'', Göttingen 2008, S. 87 f.</ref> Det billede den fremmede giver af den eleatiske filosofi, videregiver ikke nægagtigtnøjagtigt Parmenides' lære om væren, men præsenterer den i en form der er tilpasset til Platons didaktiske målsætning. MangeNogle filosofihistorikere mener, at den opfattelse afat den fremmede/Platon vil modbevise Parmenides filosofi, beror på en misforståelse. I virkeligheden har han kun forandret den og beskyttet den mod sofistiske fejlfortolkinger.<ref>Se f.eks. artiklerne i den Beatriz Bossi og Thomas M. Robinson (udg.): ''Plato’s Sophist Revisited'', Berlin 2013, S. 117–201, John A. Palmer: ''Plato’s Reception of Parmenides'', Oxford 1999, S. 91–93, 118–124, 145–147, 181, 185; Denis O’Brien: ''A form that ‚is‘ of what ‚is not‘. ''Existential einai in Plato’s Sophist''. I: George Boys-Stones oa. (Udg.): ''The Platonic art of philosophy'', Cambridge 2013, S. 221–248, hier: 240–243; Denis O’Brien: ''Le Non-Être'', Sankt Augustin 1995, S. 10–13, 87 f.</ref>
 
ForskingenForskningen er generelt af den mening at den fremmede er en frit opfunden figur. Han optræder både i ''Sofisten'' og ''Statsmanden'' med stor autoritet, hans udredninger bestemmer samtalens forløb og accepteres. Derfor er den brede antagelse, at han udtrykker Platons egen opfattelse. FortrædereFortalere for denne fortolkning henviser dertil, at Sokrates, der normalt har rollen som autoriteten i Platons dialoger, kun er tilhører til den fremmede og ingen idnvendingerindvendinger har, altså tilsyneladende billiger den fremmedes teorier. Ikke alle filosofihistorikere er enige i denne fortolkning. Andre mener at Platon har en kritisk distance til den fremmedes undersøgelsesmetode og vil vise læseren, hvor uholdbar den er. I denne betydning har man oven i købet tolket Sokrates' tavshed som misbilligelse.<ref>Francisco J. Gonzalez: ''The Eleatic Stranger. His Master’s Voice?'' I: Gerald A. Press (Hrsg.): ''Who Speaks for Plato?'', Lanham 2000, S. 161–181; Moth Stygermeer: ''Während Sokrates schweigt'', Berlin 2005, S. 111 f.; Brigitte Theophila Schur: ''„Von hier nach dort“'', Göttingen 2013, S. 333–338, 352–358. Vgl. Friedo Ricken: ''Platon: Politikos. Übersetzung und Kommentar'', Göttingen 2008, S. 234 Anm. 1.</ref> Denne tolkning er et mindretalssynspunkt, og er blevet direkte modsagt.<ref>[[Thomas Alexander Szlezák]]: ''Das Bild des Dialektikers in Platons späten Dialogen'', Berlin 2004, S. 129–133.</ref> Den fremmede udviser både betragtelig overensstemmelse med Sokrates, såvel som store forskelle.<ref>Se analysen af Ruby Blondell: ''The Man with No Name: Socrates and the Visitor from Elea''. I: Ann N. Michelini (Udg.): ''Plato as Author'', Leiden 2003, S. 247–266, hier: 255–266.</ref> Giuseppe Agostino Roggerone mener at den fremmedes synspunkt er identisk emd den unge [[Aristoteles]], der var en af Platons elever.<ref>Giuseppe Agostino Roggerone: ''La crisi del Platonismo nel Sofista e nel Politico'', Lecce 1983, S. 45–79, 126–131.</ref>
 
'''Theaitetos'''
 
Theaitethos er ung i dialogen. Ligeledes som i den efter ham nævnte dialog [[Theaithetos (dialog)|Theaitethos]] er hans rolle at være en ny, men lærevillig elev. Hans erfarne samtalepartner forsyner ham med den nødvendige viden og gør ham fortrolig med undersøgelsesmetoden med at undersøge krævende spørgsmål. Den første lektion får han i ''Theaitetos''. Der lærer han grundlaget for den filosofiske samtale, og vinder takket være den dialektisk dygtige Sokrates værdifuld erkendelse. Den følgende dag hjælper den fremmede ham i ''Sofisten'' til yderligere indsigter, der uddybetuddyber hans forståelse af jagten på sandhed. I ''Theaitetos'' giver Platon et meget positivt billede af den fysisk uanseelige, men højtbegavede unge matematiker. Også i ''Sofisten'' behandles Theaithetos med respekt.
 
Theaitetos er en virkelig person.
 
 
== Literatur ==
'''Oversigter'''
* [[Michael Erler (Altphilologe)|Michael Erler]]: ''Platon'' (''[[Grundriss der Geschichte der Philosophie]]. Die Philosophie der Antike'', hrsg.redigeret vonaf [[Hellmut Flashar]], Bd. 2/2). Schwabe, Basel 2007, ISBN 978-3-7965-2237-6, S. 238–244, 641–645
 
'''Kommentarværker'''
* [[Seth Benardete]]: ''The Being of the Beautiful. Plato’s Theaetetus, Sophist, and Statesman.'' The University of Chicago Press, Chicago/London 1984, ISBN 0-226-67037-6
* Christian Iber: ''Kommentar''. In: Ursula Wolf (Hrsg.): ''Platon: Sophistes''. Suhrkamp, Frankfurt am Main 2007, ISBN 978-3-518-27004-2, S. 179–496
* Giancarlo Movia: ''Apparenze, essere e verità. Commentario storico-filosofico al „Sofista“ di Platone''. Vita e Pensiero, Milano 1991, ISBN 88-343-0533-7 (Darstellung aus der Sicht der „Tübinger und Mailänder Schule“)
* Lambert Marie de Rijk: ''Plato’s Sophist. A Philosophical Commentary''. North-Holland Publishing Company, Amsterdam 1986, ISBN 0-444-85627-7
* [[Gustav Adolf Seeck]]: ''Platons Sophistes. Ein kritischer Kommentar''. Beck, München 2011, ISBN 978-3-406-62558-9 (Seeck geht nicht auf die wissenschaftlichen Kontroversen ein, sondern will nur das unmittelbare Verständnis des Wortlauts sicherstellen)
 
'''Undersøgelser'''
 
'''Artikelsamlinger'''
* [[Pierre Aubenque]] (Hrsgred.): ''Etudes sur le Sophiste de Platon''. Bibliopolis, Neapel 1991, ISBN 88-7088-250-0
* Beatriz Bossi, Thomas M. Robinson (Hrsgred.): ''Plato’s Sophist Revisited''. De Gruyter, Berlin 2013, ISBN 978-3-11-028695-3
 
'''Reception'''