Det Byzantinske Rige kan siges at være Romerriget med stærkt islæt af græsk kultur krydret med kristendom.
Det Byzantinske Rige havde en usædvanlig lang levetid på over 1000 år. I 395 da Romerriget blev delt for sidste gang, begyndte Vestromerriget at kollapse allerede i 400-tallet, hvorimod Det Østromerske/Byzantinske Rige modstod presset fra germanske barbarer og hunnerne anført af Attila[[Atilla]]. I 500-tallet ekspanderede Det Byzantinske Rige mod vest, og nedlagdebesejrede [[Vandalere|Vandalerriget]] i Nordafrika samt ostrogoternes kongedømme i Italien, og ovenikøbet tog en bid af Sydspanien. I 600-tallet kom byzantinere og persere i krig med hinanden i 26 år, som udmattede begge parter, og derfor blev de let bytte for Kalifatets erobringer, og derved mistede byzantinere Mellemøsten. SamtidSamtidig formåede de slaviske folkeslag endegyldigt at bosætte sig i Balkan i samme tidsrum. I 717-718 fandt en storstilet arabisk belejring af Konstantinopel sted, men byzantinere påførte arabere så stort et nederlag, og bidrog dermed til at kalifatet gik i småstykker efterhånden. Mod slutningen af 800-tallet og frem til 1000-tallet oplevede riget en ny storhedstid både militært og kulturelt. I 1071 led byzantinere et nederlag til seldsjukkene, som så vandrede ind i [[Anatolien]]. Det Byzantinske Rige generobrede det meste af det tabte områder tilbage fra seldsjukkene, og kom til at opleve en sidste storhedstid. I 1204, under det [[4. korstog]], formåede korsfarere at indtage Konstantinopel, og udplyndre hovedstaden for alt dens rigdomme, og bagefter formåede Det Byzantinske Rige aldrig at vende situationen. Det svækkede rige blev så endeligt erobret af osmannerne til sidst i 1453.
Gennem sin eksistens havde Det Byzantinske Rige en avanceret kultur og teknologi, og de studerede bl.a. Platon og Aristoteles. Før og efter Konstantinopels fald i 1453, flygtede mange græske lærde til det nordlige Italien, hvorved ”Renæssancen” i Norditalien blev antændt.
