Agricultural Adjustment Act: Forskelle mellem versioner

'''Agricultural Adjustment Act''' (AAA) var en amerikansk lov af [[12. maj]] [[1933]], som begrænsede produktionen ved at betale landmænd for at reducere de opdyrkede arealer. Loven blev gennemført som led i [[New Deal]] lovgivningen, og formålet var at formindske overskudsproduktionen og derigennem få priserne på landbrugsprodukter til at stige således at landmænd igen kunne få nogenlunde stabile priser for deres høst. Landmændene fik subsidier fra centralregeringen i Washington for at lade en del af deres marker ligge brak. Med loven blev der oprettet et nyt agentur '''Agricultural Adjustment Administration''', som skulle stå for uddelingen af subsidierne. Denne lov anses for at være den første moderne amerikanske landbrugslov.

Da Agricultural Adjustment Administration indledte sit virke var vækstsæsonen allerede i gang for mange afgrøder. Agenturet førte kontrol med en storstilet destruktion af eksisterende bomuldsafgrøder og husdyr i et forsøg på at begrænse overskuddene. Ingen andre afgrøder eller husdyr blev påvirket i 1933, men 6 mio. smågrise og 220.000 drægtige køer blev slagtet under

AAA's indsats for at hæve priserne. Mange bomuldsfarmere pløjede mindre end en fjerdedel af deres jord, i overensstemmelse med AAA's planer.<ref>{{cite book |last=Brinkley |first=Alan |title=American History: A Survey |edition=10th Ed. |publisher=McGraw-Hill College |year=1999 |isbn=0-07-303390-1 |pages=879 }}</ref> [[Adlai Stevenson]] og [[Telford Taylor]] arbejdede i AAA.

Store farme havde fordel af AAA politikken om formindskede overskud da deres bruttoindkomst voksede med 50 % i løbet af de første tre år under New Deal".<ref name=B404>Brinkley, s. 404.</ref> Dette blev opnået ved at store jordejere udsatte forpagtere og lod deres jord ligge brak, hvorefter jordejerne fik betaling for ikke at dyrke jorden.<ref>Cushman, Barry (1998). ''Rethinking the New Deal Court''. Oxford University Press., s. 34-35.</ref>

Forøgelsen i bruttoindkomsten for landmænd blev stort set betalt med regeringssubsidier. Trods den formindskede produktion var prisstigningerne på fødevarer mellem 1933 og 1937 yderst minimale.<ref name=B404/> Forbrugerne var hovedbyrden ved de stigende fødevarepriser, og var "rædselsslagne over dens politik om tvungen knaphed".<ref name=C34>Cushman, s. 34.</ref> En Gallup undersøgelsen offentliggjort i ''[[The Washington Post]]'' viste, at de fleste amerikanere var modstandere af AAA.<ref name=C34/>

Vedhæftet som et tredje afsnit i loven blev Thomas tilføjelsen den "tredje hest" i New Deals nødhjælp til landbruget. Udformet af senatoren fra [[Oklahoma]] [[Elmer Thomas]] blandede tilføjelsen populistiske synspunkter om nemme penge sammen med nye økonomiske teorier. Thomas ønskede en stabiliseret "ærlig dollar", en som ville være rimelig overfor både de som skyldte penge, og de som havde penge til gode.

Tilføjelsen fastslog, at hvis præsidenten ønskede at udvide [[pengemængde]]n, måtte han først give

[[Federal Reserve]] tilladelse til at opkøbe op til $3 mia. i statsobligationer. Hvis dette ikke kunne ske i det frie marked havde præsidenten flere muligheder. Han kunne bede finansministeriet om at udstede op til $3 mia. i pengesedler, forringe guldindholdet i dollaren med op til 50 % eller acceptere 100 mio. dollar i sølv til en pris som ikke oversteg 50 cent pr. ounce som betaling af gæld fra [[1. Verdenskrig]], som europæiske lande havde til USA.

Thomas tilføjelsen blev kun brugt i mindre omfang. Finansministeret modtog begrænsede mængder sølv i betaling af gæld fra 1. Verdenskrig. Udstyret med tilføjelsen ratificerede Roosevelt ''Pittman London Silver Amendment'' den [[21. december]] [[1933]], som gav De Forenede Staters mønt til at købe hele den indenlandske produktion af sølv til 64,5¢ pr. ounce. Roosevelts mest dramatiske brug af Thomas tilføjelsen indtraf den [[31. januar]] [[1934]], hvor han formindskede guldindholdet i dollaren til 40,94 %. Engrospriserne fortsatte imidlertid med at stige. Den muligvis største udvidelse, som blev forårsaget af Thomas tilføjelsen, var nok regeringens magt over pengepolitikken.

Effekten af denne tilføjelse var at den formindskede mængden af sølv, som var på private hænder (formentlig som værn mod inflasion eller sammenbrud i det finansielle system) og forøge pengemængden.

* http://www.u-s-history.com/pages/h1639.html