Islands historie: Forskelle mellem versioner

 

Islands historie er kort fortalt beretningen om frie folk, der som følge af indbyrdes kiv mistede deres frihed og derefter måtte gå grueligt meget igennem, inden de genvandt friheden. At det gik sådan, kan henføres til flere forhold: For det første havde Island i lang tid ''en såre beskeden befolkning'', svingende omkring 40.000 til 60.000. I forhold til landets størrelse var Island således et tyndt befolket land<ref>Þorláksson, s. 30; ved den første folketælling i 1703 opgjordes indbyggertallet på Island til 50.444</ref>. For det andet ''udgjorde landbrug landets hovednæringsvej'', hvilket indebar dels en meget spredt befolkning som ikke virkede befordrende på dannelsen af småbyer endsige købstæder, dels en høj grad af selvforsyning hvilket stækkede vilkårene for en befolkning inden for håndværk og handel<ref>Þorláksson, s. 29</ref>; ''fiskeri var en binæring'' udøvet i fiskesæsonen og da fra midlertidige fiskebosætningssteder – ikke fra helårsbeboede [[fiskerleje]]r. For de tredje var landet fattigt på råvarer, hvorfor eksempelvis kornvarer, tømmer og jern måtte importeres, hvilket gjorde islændingene afhængige af disse forsyninger<ref name=salmonsen587>Thoroddsen (1922), s. 587</ref>. For det fjerde ''lå landet forholdsvis langt fra andre lande'' og havde lange fragtveje, der tilmed kun blev benyttet i sommerhalvåret. Endelig ''savnede landet en central regering'', der kunne have samordnet og styret udviklingen<ref>Þorláksson, s. 30</ref>, og da den endelig kom, havde den sit hovedsæde langt fra øen, der dermed blot var én blandt flere andre landsdele, hvis hensyn skiftende regeringer måtte tage vare på.