Otto den Store: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m ændre sorteringsnøgle; kosmetiske ændringer
Linje 33:
== Liv og karriere ==
=== Tidlig styre ===
Otto blev gift med [[Angelsaksere|angelsaksiske]] [[Edith af England|Edith]] (Ædgyth) ([[910]]-[[946]]), datter af kong [[Edward af Wessex|Edvard den ældre]] i [[929]]. I [[936]] fulgte han sin far [[Henrik Fuglefænger]] på tronen.
 
Han valgte at blive kronet i [[Karl den store]]s tidligere hovedstad [[Aachen]], hvor han blev salvet af Hildebert, ærkebiskop af Mainz, overhoved for den tyske kirke. I henhold til den saksiske historiker [[widukindWidukind vonaf Corvey|Widukind af Corvey]] var der fire andre hertuger fra riget tilstede, fra [[Franken]], [[Schwaben]], [[Bayern]] og [[Lorraine]], og som var hans personlige ledsagere: [[Arnulf 1. af Bayern]] som [[marskalk]] (staldmester); [[Herman 1. af Schwaben]] som [[mundskænk]]; [[Eberhard 3. af Franken]] som hovmester, og [[Gilbert af Lorraine]] som kammerherre.<ref>Widukind af Corvey: ''Res gestae saxonicum'', Bog 2, kapitel 2: «duces vero ministrabant. Lothariorum dux Isilberhtus, ad cuius potestatem locus ille pertinebat, omnia procurabat; Evurhardus mensae preerat, Herimannus Franco pincernis, Arnulfus equestri ordini et eligendis locandisque castris preerat; Sigifridus vero, Saxonum optimus et a rege secundus, gener quondam regis, tunc vero affinitate coniunctus, eo tempore procurabat Saxoniam, ne qua hostium interim irruptio accidisset, nutriensque iuniorem Heinricum secum tenuit.» [http://www.hs-augsburg.de/~harsch/Chronologia/Lspost10/Widukind/wid_sa2t.html ''Bibliotheca Augustana''].</ref> Fra begyndelsen af Ottos styre gav han klare signaler om, at han var en efterfølger til Karl den store, hvis sidste arvinger til [[Østfranken]] var døde i [[911]], og at han havde den tyske kirke med dens mægtige biskopper og abbeder bag sig. Imidlertid var [[Vestfranken]] fortsat underlagt herskeren fra det [[Karolingerne|karolingske dynasti]].
 
Otto havde til hensigt at dominere kirken og forene de tyske landområder. Kirken tilbød rigdom, soldater og sit monopol på læse- og skrivekundskab. Han kunne til gengæld tilbyde beskyttelse mod adelen, love økonomiske tilskud og en vej til magt som hans administrative tjenere. I [[938]] blev en [[sølv]]kilde opdaget i [[Rammelsberg]] i [[Sachsen]]. Den mine sørgede for at finansiere Ottos aktiviteter gennem hele hans styre; faktisk bidrog den til skaffe det meste af Europas sølv, kobber og bly i de næste to hundrede år. Årsagen til det er, at andre sølvkilder var tørrede ud allerede i [[820'erne|820-]] og [[830'erne]] på grund af politiske vanskeligheder i det [[muslim]]ske [[Abbasiderne|Abbasiderrige]] og som igen havde ført til krise i Europa.<ref>Holmes, George (1988): ''The Oxford Illustrated History of Medieval Europe'', London, ss.106</ref>