Forskel mellem versioner af "Redningen af de danske jøder"

m
→‎Grunde til successen: kommatering, links til Duckwitz og Hedtoft
m (Tilføjet en reference til Helsingør, Helsingør Syklub og bogen om modstandsgruppen fra 2014)
m (→‎Grunde til successen: kommatering, links til Duckwitz og Hedtoft)
 
== Grunde til successen ==
At redningen lykkedes kan skyldes flere grunde. Den første grund var, at flere repræsentanter for besættelsesstyret var imod aktionen mod jøderne. Det resulterede i, at den tyske diplomat [[Georg Ferdinand Duckwitz,]] advarede politikeren [[Hans Hedtoft]], hvilket betød, at de fleste danske jøder øjeblikkeligt gik under jorden. Samarbejdspolitikken havde gjort værnemagten og Werner Best interesseret i at bevare roen i landet. En voldsom jødedeportation kunne udløse store problemer i landet og tvinge Werner Best til at bede om flere besættelsestropper til Danmark. Deraf fulgte også en udpræget mangel på aktivitet fra især den tyske værnemagts og flådes side, der optrådte særdeles passivt og tilbageholdende med at fange jøderne. Redningsaktionen blev i de første dage også begunstiget af et endnu ikke forstærket Gestapo.
 
Den anden grund var [[Sverige]]s geografiske nærhed. De fleste jøder boede i København, og den meget korte afstand til Sverige betød, at en rejse dertil var relativrelativt hurtig og enkel trods stikkeri, politiovervågning, udrejseforbud, mørklægning, spioner og grundig tysk patruljering. En del af flugten foregik fra den nordsjællandske kystby [[Gilleleje]] med fiskekuttere til Sverige - samt fra [[Helsingør]], hvor navnlig modstandsgruppen [[Helsingør Syklub]] spillede en central rolle. Sveriges velvillige holdning til at give jøderne opholdstilladelse var også afgørende.
 
For det tredje var viljen blandt den danske civilbefolkning til at hjælpe jøderne vigtig. Selvom jøderne betalte dem store summer penge for at hjælpe dem, var det stadig en enorm gerning, de udøvede, i detidet de satte deres eget liv på spil. Det lille antal danske antisemitter betød, at jøderne kunne skjules i store områder, selv om hele bysamfund sandsynligvis har været klar overkendt jødernes gemmesteder. Kun to procent af danskere var beredte til direkte at hjælpe den tyske besættelsesmagt.
 
Det lille antal danske jøder, både i absolutte og relative tal, betød, at det var nemt og forholdsvist overskueligt at bringe jøderne hurtigt i sikkerhed. Der var mange jøder, der ikke troede, at de ville blive fanget. De havde jo altid levet som gode danske borgere og ikke gjort noget forkert. Andre jøder orkede ikke at flygte igen, som de gjorde fra jødehadet i [[Østeuropa]] i begyndelsen af 1900-tallet. Men de fleste jøder lyttede til advarslen og gjorde sig klar til at flygte over Øresund til Sverige, hvor der ikke var krig pgap.gr.a. Sveriges neutralitet. Også store dele af det danske politi og embedsstand hjalp i det skjulte de danske jøder.
 
Der er også historikere, som sætter spørgsmålstegn ved grundfortællingen om redningen af de danske jøder. Bl.a. har [[Bent Blüdnikow]] argumenteret for, at "den danske hjemstavnshistorie" negligerer en række negative konsekvenser af [[samarbejdspolitikken]], bl.a. at det danske diplomati undlod at bistå jøderne i andre europæiske lande.<ref name=blud>Bent Blüdnikow: Opgør med danske hjemstavnshistorikere, [[Kronik]] i [[Politiken]], [[12. september]] [[2013]]</ref> Han kritiserer især [[Bo Lidegaard]] for at anlægge "et snævert nationalt perspektiv" i sine bøger om besættelsen, senest bogen "Landsmænd", men finder samtidig, at kun "få markante undtagelser" blandt danske historikere, har forholdt sig kritisk til fortællingen om, at redningen af jøderne kan tilskrives samarbejdspolitikken.<ref name=blud/>
 
== Se også ==
218

redigeringer