Ming-dynastiet: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎[[Yongle-kejseren]]s tid ([[1402]]–[[1424]]): Typo fixing, replaced: fremfor → frem for ved brug af AWB
m bot: fjern tom linje før Commonscat; kosmetiske ændringer
Linje 4:
 
== Karakteristik af perioden ==
Dynastiet indledte en periode med fornyet opblomstring af den kinesiske kultur. Jernfremstillingen i Nordkina nåede op på 100.000 tons pr. år. Masser af bøger blev trykt med flytbare typer. [[Kunsthåndværk]]et og særligt [[porcelæn]]sfremstillingen nåede et kvalitetsniveau, der aldrig var set før.
 
Kinesiske købmænd udforskede alle kyster omkring det [[Indiske Ocean]], og i [[1433]] nåede kinesiske skibe under [[admiral (søofficer)|admiral]] [[Zheng He]] [[Kap Det Gode Håb]] på [[Afrika]]s sydspids. Man opbyggede en kolossal krigsflåde, hvor de største, firemastede skibe vejede 1.500 tons. Hæren kom op på en stående styrke af 1 million mand. Det kan næppe diskuteres, at Kina var det mest udviklede samfund på jorden i den tidlige Ming-periode.
Linje 27:
* [[1627]] – [[1644]] [[Chongzhen]], fødenavn: Zhu Youjian
 
== Befolkning ==
[[Fil:Chen Hongshou, Appreciating Plums, detail.jpg|thumb|left|''Verdsættele af plommer'', af [[Chen Hongshou]] (1598–1652) viser en kvinde som holder en oval vifte mens hun nyder skønheden af plommer. Detalje af hængende rulle af silke, 125 x 48 cm.{{byline|Foto: Collection of the Guangdong Provincial Museum|1988}}]]
 
Linje 38:
== [[Yuan-dynastiet]]s fald ==
 
Forud for etableringen af Ming-dynastiet, var Kina regeret af det [[mongolere|mongolsk ledede]] [[Yuan-dynastiet|Yuan-dynasti]] (1271–1368), også kaldet «det mongolske dyansti». Det er blevet hævdet af enkelte historikere, at Yuan-dynastiets fald blev udløst af mongolernes institutionelle etniske diskriminering af [[Han-kinesere|hankineserne]].<ref name="Gascoine2003_s150"/> Andre historikere har afvist denne forklaring eller nuanceret billedet ved at pege på andre mulige årsager.<ref name="Gascoine2003_s150"/> En anden faktor, som kan have spillet ind, var, at overbeskattede områder blev ramt af en kraftig [[inflation]].<ref name="Gascoine2003_s150"/> Papirpenge blev satte i omløb i alt for store mængder, og i løbet af tYuan-kejseren [[Ukhaantu Khan, kejser Huizong af Yuan|Ukhaantu Khan]]'s regeringstid (1333-1370), med den posthume titel Shùndì (順帝), var inflationen blevet tidoblet.
 
En anden vigtig faktor var, at mongolerne havde misligholdt jordbruget: Langs [[Huang He|den gule flod]] havde de forsømt vedligeholdelsen af [[kanal]]er og [[dige]]r, [[kunstvanding]]sprojekter var blevet opgivet, og resultatet blev store oversvømmelser.<ref name="Gascoine2003_s150"/> Mod slutningen af Yuan-tiden rådede der derfor kaotiske tilstande i jordbruget. Da flere hundrede tusinde bønder blev udkommanderede til at reparere digerne langs den [[gule flod]], udbrød der oprør mod de mongolske herskere.<ref name="Gascoine2003_s150"/>
 
Hvorom alt er, kom det til et hankinesisk oprør mod Yuan-dynastiet, som drev mongolerne tilbage til de mongolske [[steppe]]r.
 
Mange hankinesere gjorde oprør, og efterhånden udkrystalliserede det sig en ledergruppe, ''[[De røde turbaners oprør|De røde turbaner]]'', ledet af [[Hongwu-keiseren|Zhu Yuanzhang]]. De blev hjulpet af et gammelt, hemmeligt selskab af intellektuelle, som blev kaldt ''sommerpaladsfolket''. Oprøret lykkedes, og Ming-dynastiet blev etableret i [[Nanjing]] i [[1368]].
 
Zhu Yuanzhang tog navnet [[Hongwu-keiseren|Hongwu]] som sit herskernavn. Ming-dynastiets kejsere tilhørte alle slægten Zhu.
 
== De første kejsere lægger grundlaget for Ming-Kina ==
Linje 52:
=== [[Hongwu-kejseren]]s tid ([[1368]]–[[1398]]) ===
 
Det nye dynastis første hersker havde begyndt livet som [[novice]] i et [[buddhisme|buddhistisk]] kloster, sendt dertil af sine fattige forældre. Han regerede Kina fra [[1368]] til [[1398]] og husked både for sin storslagne statsbygning, sine reformer og for sine despotiske metoder: under to udrensninger i administrationen lod han omkring 10.000 lærde og deres familier dræbe. Han var den, som fik Kina på fode igen efter Yuan-styrets sammenbrud.
 
[[Fil:Zhu Yuanzhang.gif|thumb|Zhu Yuanzhang, [[Hongwu-kejseren]], mod slutningen af sin regeringstid ([[1368]]–[[1398]]).]]
 
Historikere anser Hongwu for en af Kinas største kejsere. I hans regeringstid var det den økonomiske genopbygning, som stod i fokus. Dette skete særlig indenfor jordbruget, thi Hongwu delte den [[konfucianisme|konfucianske]] modvilje mod handelsvirksomhed. Denne første Ming-kejser lagde også grundlaget for et ganske stabilt statsapparat, som kun med marginale justeringer i det væsentlige forblev bevaret frem til [[1911]].
 
Fra første stund af gik han ind for landreform til gunst for småbønderne. Dette skete ikke bare ved konfiskationer og redistribution af land, men i høj grad også ved [[landnam]]. En vigtig motivation var hans omsorg for de fattigste i det kinesiske samfund; de skulle sættes i stand til at ernære sig selv og sine familier. For eksempel blev der i [[1370]] udstedt en forordning om, at der skulle gives jordbrugsland i [[Hunan]] og [[Anhui]] til enhver landløs bondesøn ved myndighedsalder. Denne forordning var således udformet, at grådige spekulanter ikke skulle kunne sikre sig landet via anden hånd; det var forordnet således, at ejendommene ikke var overførbare til andre.
 
I hans regeringstid blev det ved [[edikt]] bestemt, at de som tog udyrket mark i brug for at drive jordbrug, kunne få lov til at beholde den og ikke ville blive bebyrdet af nogen landskat. Folket tog imod dette tiltag med stor begrjstring. Der blev udført talrige nydyrkings- og kunstvandingsprojekter, som udvidede jordbrugsarealet i landet betydeligt. Indtægterne fra kornskatten blev tredoblet på 6 år. Man anslår, at der i løbet af en tyveårsperiode blev plantet omkring en milliard [[Træ|træertræ]]er, som for eksempel frugttræer, træer for [[trævirke|træ]] til flådens skibe, [[morbærslægten|morbærtræ]] til [[silkeorm]]en.
 
Hongwu opbyggede en mægtig hær organiseret efter et militært system, der kendes som ''wei-so''-systemet, og som var beslægtet med [[Tang-dynastiet]]s ''fu-ping''-system. Målsætningen var at bevare hæren slagkraftig, men samtidig at modvirke stærke bånd mellem officerer og soldater.
 
Hongwu-kejserens politik på dette område havde megen af sin baggrund i, at han selv kom fra en bondefamilie, og at han dermed var bekendt med de trange kår og den uretfærdighed, som landbefolkningen måtte lide under. Embedsværket var mange steder korrupt, hvilket også gav sig udslag i, at de rige ved bestikkelser fik overført sin egen skattebyrde til de fattigbønder, de udbyttede. For at standse sådanne misligheder instituerede Hongwu-kejseren to meget vigtige systemer: ''De gule fortegnelser'' og ''fiskeskælfortegnelserne''.
 
I [[1372]] forordnet Hongwu-kejseren en generel [[amnesti]] for alle uskyldige, som var blevet bundet til slaveriet, da det mongolske Yuan-dynastiet gik på hæld. 14 år efter bød han sit embedsværk at løskøbe børn i Hunan-provinsen, hvis forældre havde solgt dem som slaver under en [[hungersnød]].
 
Kejseren reformerede også bureaukratiet. Disse reformer brød med det relativt liberale [[Song-dynastiet|Song-dynastidynastis]]s stil og trak i mere absolutistisk retning. I [[1380]] kom den første store udrensning, og resultatet af den var, at al magt fra da blev koncentreret i kejserens hånd. Det indebar, at alle regeringsministerierne blev direkte underlagt kejseren (i modsætning til et kejserlig sekretariat). I årene [[1385]] til [[1390]] gentog Hongwu oprensningsprocessen.
 
Afvigende opfattelser fik ikke nogen chance til at komme til udtryk; mod slutningen af sin regeringstid havde Hongwu organiseret et netværk af hemmelige embedsmænd og et slags hemmelig politi (stiftet i [[1382]]: ''Garden med brokadeklæderne'').
 
Kejseren klarede også at udvide det kinesiske magtområde med militærmagt. Han invaderede de nordøstlige dele af [[Yunan]] (som den gang var betragtet som et eget land og som fremdeles var regeret af en mongolsk fyrste) og tog kontrol over de nordøstlige dele. Ellers var hans udenrigspolitik præget af udstrakt diplomatisk aktivitet. Mange omliggende kyststater var interesserede i handelsrettigheder i Kina. Dersom deres herskere betalte [[det kinesiske tributsystem|tribut til kejseren]], og således implicit til en vis grad anerkendte Kinas overhøjhed, blev koncessioner givet. Blandt de lande, som således søgte om koncessioner var [[Annam]], [[Champa]], [[Cambodja]], [[Thailand|Siam]], [[Cochin]], [[San Fo-qi]], [[Java (ø)|Java]], [[Japan]], [[Kongeriget Ryukyu|Ryukyu]], [[Brunei]] og [[Korea]].
Linje 76:
=== [[Jianwen-keiseren]]s tid ([[1398]]–[[1402]]) ===
 
Den kejser, som tog navnet ''Jianwen'' (og oprindelig hed ''Zhu Yunwen'', født [[5. december]] [[1377]]), var søn af kronprins Zhu Bao, den som egentlig var tænkt som Homgwu-kejserens efterfølger. Men da Zhu Bao døde i [[1392]], måtte Hongwu tænke om. Han forbigik da Zhu Baos lillebroder, [[Yongle|Zhu Di]].
 
Jianwen-kejserdømmet blev meget kortvarig ([[1398]]–[[1402]]). Da han besteg kejsertronen, var han fortsat ung og uerfaren og blev stærkt afhængig af sine rådgivere. I [[1402]] formåede Zhu Di alligevel at bringe sig til magten ved et borgerkrigslignede kup. Foranledningen var Jianwens og rådgivernes fremstød for at beskære de øvrige Ming-prinsernes privilegier og indtægter. Jiamwen døde i Nanjing under paladsbranden, som blev antændt under kuppet. Også hans støtter og rådgivere (senere kendt som de ''[[de fire martyrer]]'') blev dræbte af efterfølgeren. Han sørgede også for systematisk at slette alle spor efter Jianwen-kejseren, som heller ikke blev givet noget posthumt [[tempelnavn]] før flere generationer senere.
Linje 82:
=== [[Yongle-kejseren]]s tid ([[1402]]–[[1424]]) ===
 
I 1370 havde Hongwu indrettet kejserlige fyrstedømmer nær Kinas ydergrænser for sine sønner. Den, som efter Jianwen-mellemspillet skulle overtage, [[Yongle|Zhu Di]], var da som tiårig blevet fyrste af staten Yan. Denne stat lå i nord og havde som regeringssæde den gamle Yuan-hovedstad [[Beijing|Dadu]] (som nu blev kaldt ''Beiping'' – «den nordlige fred»). Drengen blev så givet en opdragelse, som skulle sætte ham i stand til at overtage landets højeste embede.
[[Fil:Yongle.jpg|thumb|[[Yongle-kejseren]] ([[1402]]–[[1424]]).]]
 
Da han tiltrådte som Ming-kejser, tog han epokenavnet [[Yongle-kejseren|Yongle]], og i hans tid fortsatte konsolideringen af kinesisk magt. Faktisk regnes han som en endnu mere fremragende kejser end Hongwu.
 
I [[1402]] gjorde han [[Beijing|Beiping]] til sin residensby som kejser. I [[1420]] blev det bestemt, at Beiping skulle være primær hovedstad, og [[Nanjing]] sekundær. (Betydningen af ''bei'' og ''nan'' er «nord» og «syd».) Flytningen af kejserens hovedresidens havde flere årsager; en af de vigtigere var de store problemer, kineserne havde i sine kampe mod [[mongolerne]], som ganske vist var trængt tilbage til [[Mongoliet]]. Efter at Ming-Kina havde sejret ved Buinor-søen i [[1387]], mistede [[kublai-khan|kublaidene]] hurtigt det meste af sin magt. Men i deres sted meldte nu vestmongolske stammer sig, ikke mindst [[oirater|oiraterne]]ne. Det blev dermed strategisk fordelagtigt at forlægge hovedstaden til en nordligere by. Også opbygningen af [[Kejserkanalen]] en mere effektiv ristransport havde til en vis grad militærstrategiske årsager.
 
Yongle var ikke så brutal som Hongwu, og hans ledelse af bureaukratiet var større. Han gennemførte kampagner for at styrke [[Den kinesiske mur|Den store kinesiske mur]] og dermed værne landet bedre mod mongolerne. Dette arbejde var begyndt under Hongwu-kejseren omkring [[1368]], men det var under Yangle, at det skød fart. Arbejdet skulle pågå frem til ca. [[1640]]. Denne nye mur blev bygget i en mere storslagen skala end nogen af forløbermurene, med solidere materialer og robustere byggemåde – solide store sten på begge sider af muren og på dens top.
[[Fil:China Historic Ming Empire.jpg|thumb|Ming-Kina under kejser Yongle.]]
 
Yongle førte en aktiv ekspansionspolitik og udenrigspolitik. Han krævede, at de fremmede politiske størrelser skulle yde tribut. Han etablerede også tilsynsembeder, som regulerede provinsene [[Zhejiang]]s, [[Fujian]]s og [[Guangdong]]s oversøiske handelsforbindelser.
 
Kejseren var også optaget af, at omverdenen skulle forstå Kinas kulturelle overlegenhed. Han fik distribueret 10.000 eksemplarer af værket ''Biografier om forbilledlige kvinder'' til forskellige ikke-kinesiske territorier til deres moralske oprustning. Kinesiske kalendere blev også distribueret over hele Sydøstasien.
 
Flere militærekspeditioner fandt sted under Yongle. Til at begynde med udvidede og sikrede han det kinesiske magtgreb over Yunan. Senere trængte han sydover. I [[1406]] forsøgte han at få indsat en kinesiskvenlig hersker over [[Đại Việt]] ([[Vietnam]] – af Ming-regimet kaldet Annan). Men denne prætendent, kaldet Chen Tian-ping (Trần Thiên Bình), blev dræbt ved sin ankomst dertil. Dette gav Kina anledningen, som man åbenbart havde ventet på, til at sende to store kinesiske hærstyrker fra henholdsvis Yunan og [[Guangxi]] ind i Đại Việt. Kineserne hævdede senere, at syv millioner vietnamesere blev dræbt. I [[1407]] var landet erobret, og under navnet [[Jiaozhi]] blev det Ming-Kinas fjortende provins. Det vedvarede imidlertid kun til [[1428]], da Ming-kineserne blev fordrevet af vietnameserne anført af [[Le Loi]]. De 21 år under kinesisk styre havde været præget af næsten vedvarende kampe; kineserne havde også sendt nye ekspeditioner for at underkue vietnameserne, og nogle af ekspeditionerne trængte også videre sydover.
 
[[Fil:ZhengHeShips.gif|left|thumb|[[Zheng He]]s skibe som man forestillede sig dem i [[17. århundrede|1600-tallet]].]]
[[Fil:Tribute Giraffe with Attendant.jpg|thumb|Zheng He med en [[giraf]], som han tog med til kejser Yongle fra Afrika.]]
 
Under Yongle udviklede Kina sig for første gang til en slagkraftig søfartsnation. General [[Zheng He]], en [[eunuk]] med [[islam|muslimsk]] baggrund, foretog syv store ekspeditioner, som førte ham og hans enorme flådestyrker rundt om i Sydøstasien og til fjerne kyster som [[Perserriget|Persien]], [[Den arabiske halvø|Arabien]] og til og med det østlige [[Afrika]] – måske så langt sydpå som til [[Kap Det Gode Håb]]. De seks første af disse rejser fandt sted i Yongle-tiden.
 
Lignende sørejser, men i mere beskeden skala, var også almindelige allerede i [[Song-dynastiet|Song-tiden]], men Zhen He-ekspeditionerne var officielle og blev gennemførte med rent statslig finansiering. Således skulle omverdenen mærke, at det atter var kinesere som regerede i [[Kina]].
 
Rejsernes kommercielle nytte var imidlertid begrænset, og i [[1433]], altså kort tid efter at Yongle-keiserdømmets tid var omme, blev flådepolitikken lagt om. Ming-herskerne bestemte sig for hellere at koncentrere sig om at udvikle jordbruget. Det var kun nogle få tributlande, som landet fremdeles handlede med: [[Korea]], [[kongedømmet Ryukyu]], [[Sumatra]], [[Malakka]] og [[Burma]]. Det var også andre grunde til, at Kina da efterhånden så at sige "forseglede" sig, frem for alt frygten for invasion fra de [[Mongoliet|mongolske]] områder i nord (måske særlig efter at [[Jingtai-kejseren]] blev taget til fange af mongolerne i [[1453]]). De stadige [[pirat]]angreb fra [[Japan]], Ryukyuøerne og nogle sydøstasiatiske lande blev nu hyppigere, eftersom de også havde en sammenhæng med smugleri. Denne voksende piratvirksomhed førte til en endnu mere sammenbidt isolationisme.
 
Opgivelsen af skibsfart fik efterhånden også den følge, at der blev stort spillerum for vestlige handelsinteresser i Østasien.
Linje 111:
== Ming-samfundet udvikler sig, forfaldet begynder ==
 
Med Hongwu- og Yongle-kejserne havde Ming-samfundet fundet sin stabile form, som skulle vedvare resten af dynastiets levetid, og i mange henseender også videre fremover. Men ofte var det kun idealmodellen, som var stabil; virkeligheden ville i praksis udvikle sig på anden vis end den foreskrevne.
Befolkningen var nu inddelt i bonde-, soldater- og håndværkerfamilier, og for hver gruppe fandtes der et eget regeringsministerium (med hver sine ordninger for beskatning, arvegang, indkaldelse til militærtjeneste og andet). Grupperne blev anviste egne bostedsområder, og overgang mellem erhvervsgrupperne blev forbudt. I skattemæssig henseende blev de grupperet i enheder på ti familier hver (''lijia'') som stod kollektivt ansvarlig overfor den offentlige forvaltning.
 
Eftersom antallet af embedsmænd ikke rakte til for effektiv kontrol af dette system, skete der alligevel snart en del erhvervs- og bostedsforskydninger, og det skete også, at de svagere familier blev udstødte af sine egentlige ''lijia''-grupper, særlig på landet. Mod slutningen af [[15. århundrede|1400-tallet]] måtte regeringen justere systemet for at det ikke skulle forfalde helt – alt for mange unddrog sig både beskatning og militærtjeneste.
 
Det økonomiske fremskridt blev hele tiden hæmmet af den traditionelle, konfusianske foragt for handel og købmænd. I Ming-tiden nåede denne foragt sit højdepunkt, men Ming-riget kunne fortsat hævde sig som Østasiens suverænt vigtigste søfarts- og handelsmagt.
 
[[Fil:Templo de A-Ma.jpg|thumb|[[A-Ma-templet]], som – noget forvansket – gav Macao sit navn.]]
 
Men tidlig i [[16. århundrede|1500-tallet]], under [[Jiajing-kejseren]], førte en konflikt med [[Japan]] til handelsrestriktioner. For at forhindre smugleri til Japan ødelagde man i [[1525]] alle skibe, som kunne krydse det åbne hav. Men dette havde ingen særlig virkning. Derpå forsøgte man at forhindre al udenrigshandel, i [[1551]]. Resultatet af forbuddet blev blot et kraftigere opsving både i smugleri og sørøveri; særlig den japanske [[wokou]]virksomhed gjorde sig stærkt gældende langs hele kysten.
 
Det var netop i de følgende år, at [[Portugal|portugiserne]] med kejserhoffets tilladelse kunne overtage [[Macao]] i [[1557]].
 
Allerede i [[1567]] ophævede man alle 1551-restriktionerne. Samtidig afskaffede man papirpengene og genindførte sølvpenge som betalingsmiddel.
Linje 130:
[[Fil:Ming foreign relations 1580.jpg|thumb|Ming-Kina i 1580.]]
[[Fil:Kunyu Wanguo Quantu by Matteo Ricci All panels.jpg|thumb|[[Matteo Ricci]]s kinesiske verdenskort fra [[1600]].]]
Men [[16. århundrede|1500-tallet]] var også et kulturelt og økonomisk højdepunkt for Ming-dynastiets Kina. En vigtig grund til det var de europæiske opdagelser og kolonigrundlæggelser på det amerikanske kontinent. Sølvminerne i Amerika gav [[Portugal]] og [[Spanien]] en rigdom, som kom Kina til gode: sølvet finansierede portugisisk og spansk handel fra [[1520-årene]] og fremover.
 
Kinas handelsliv blomstrede. Man gjorde store fremskridt og fornyelser inden for væveriet og [[bogtrykkerkunst]]en. Nye planter blev dyrkede, blandt andet takket være portugiserne. Militærvæsenet blev forbedret og styrket.
Linje 141:
[[Fil:Ceramic planter from the Ming Dynasty.jpg|thumb|Ming-keramik fra [[Zhejiang]].]]
 
Ming-dynastiet begyndte med en kulturel og kunstnerisk opblomstring. Hoffet havde imidlertid en stærkt styrende indflydelse; malerne, som blev kaldt til hoffet, skulle hente sin inspiration fra de idealer, som var fremherskende ved det tidlige sydlige [[Song-dynastiet|Song-dynastidynastis]]s kejserlige malerakademi. Man foretrak store landskabsmalerier, motiver som kombinerede blomster og fugle, og programmatiske fremstillinger som skulle hylde det nye dynastis majestæt, dyder og generøsitet.
 
Ming-malerne videreudviklede både det sydlige Songs malerakademi og [[Yuan-dynastiet|Yuandynastiets]] idealer. Skoleretningen ''Zhe'' (i provinsen [[Zhejiang]]) videreførte songmalernes deskriptive stil med stor dygtighed, mens ''Wu''-skolen (i [[Suzhou]]) var inspireret af Yuan-tidens ekspressive [[kinesisk kalligrafi|kalligrafikalligrafiske]]ske stilarter.
 
Selv om Ming-dynastiet dyrkede og hægede om de tidligere, centrale, kinesiske kunstneriske stilretninger, var det en god del indflydelse både fra de kinesiske regioner og fra udlandet. Forkærligheden for [[Kinesisk keramik|keramik]] udsmykket med motiver i hvidt og blåt skyldes antagelig en sådan ydre påvirkning. Handelssamkvemmet med Vestasien og den muslimske verden gav sig tydelige udslag i kinesisk kunst.
 
[[Fil:Ming-Schale1.jpg|thumb|Ming-tallerken dekoreret efter hoffets forskrifter.]]
Linje 153:
== Eunukvældet fremskynder forfaldet ==
 
Foruden de tidligere nævnte administrationsproblemer tiltog i 1400-tallet paladseunukkernes og haremsdamernes magt. Til trods for de første kejseres forordninger mod, at de blev involverede i politik, var det netop det, som skete. Fra år [[1426]] udøvede deres privatråd (''Neige'') en uovertruffen indflydelse over den almindelige administration, og ikke længe efter beherskede de også det hemmelige politis gøren og laden. Der var en række kejsere, som foretrak at trække sig næsten helt ud af styret. I det spændingsfelt, som da opstod mellem eunukkerne (som for det meste kom fra trange kår i Nordkina) og de højere embedsmænd (fra Sydkinas velstands- og dannelseselite), opstod stadige intriger. Den vilkårlighed, som dette førte til, var meget skadelig og destabiliserende, særlig i årene [[1615]] til [[1627]] under [[Wanli-kejseren|Wanli]]- og [[Tianqi-kejseren|Tianqi]]-keiserne. Nogen eunukker fik en meget stor magt med nærmest diktatorisk myndighed – den mest kendte af dem var den berygtede [[Wei Zhongxian]] i [[1620'erne]]. Eunukkerne lod kejserne hygge sig med sine haremskvinder, mens de selv berigede sig ved at tage for sig af de kejserlige indtægter og gøre sig modtagelige for bestikkelser.
 
[[Fil:Ming-Imperial-Court.jpg|thumb|Kvinder ved hoffet ca. 1580]]
Linje 163:
== Hemmelige agenter ==
 
I Ming-tiden blomstrede netværker af hemmelige agenter i de væbnede styrker. På grund af de små kår. som [[Hongwu-kejseren|Zhu Yuanzhang]] var vokset op under, før han blev kejser, havde han udviklet et særlig had mod korrupte [[mandarin (embedsmand)|mandariner]], og var meget på vagt mod oprørsfaren. Han oprettede derfor ''[[Jinyiwei|Jinyi Wei]]'' som et ekstra værn, og det blev Ming-dynastiets hemmelige politi. Selv om det også stod for nogen vigtige afsløringer, var det for det meste bare til unytte. De var mere kendt for sin brutalitet i omgangen med lovbrydere end for sine evner som hemmelig politi. Faktisk var mange af dem, som blev arresterede, helt uskyldige.
 
''Jinyi Wei'' spredte frygt, men deres magt aftog efterhånden, som eunukkernes indflydelse ved kejserhoffet tiltog. Eunukkerne oprettede tre grupper af hemmelige agenter, som arbejdede for dem: [[Østfaktoriet]], [[Vestfaktoriet]] og [[det indre faktori]]. De var lige så brutale som Jinyi Wei, antagelig var de endda værre.
Linje 171:
Manchufolket var en gruppe, som nedstammede fra det [[tungusiske sprog|tungusiske]] [[Jurchen]]-folk, som i sin tid havde grundlagt [[Jin-dynastiet (1115-1234)|Jin-dynastiet]], efterfølgerdynastiet efter [[Liao-dynastiet|Liao-]] og den nordlige halvdel af [[Song-dynastiet]] i Nordkina. Manchuerne beboede det område, som senere fik navnet [[Manchuriet]], mere nøjagtigt nutidens provinser [[Heilongjiang]], [[Jilin]] og [[Liaoning]].
 
Manchuerne i nord var længe vokset i styrke og havde holdt et interesseret øje med de oprør som udløste rystelser gennem det store Ming-rige. Da en minghær i [[1583]] havde taget livet af manchufyrsten [[Nurhaci]] (død 1626), svor han hævn. I [[1619]] nedkæmpede han fire minghære, som prøvede at gennemføre koordinerede felttog mod hans land.
 
Mod slutningen af Míng-tiden var regimet svækket af offentlig korruption, eunukkernes magtstilling, intellektuel stivhed, og kostbare forsvarskrige mod [[Japan|japanernejapan]]erne under [[Toyotomi Hideyoshi]] om herredømmet over [[Korea]]. Landet blev drevet til [[bankerot]]. I 1620-1660 led det internationale handelssystem under en alvorlig svækkelse, hvilket forværrede inflationen i Ming-riget og var med til at berede grunden for dets undergang.
 
Nogen år efter urolighederne omkring 1620 fik manchuerne chancen, som de havde ventet på: en alvorlig hungersnød i [[Shaanxi]] havde ført til en krise, som Ming-kejseren slet med at overvinde. Da urolighederne var særlig store, sendte de deres invasionshær. Til at begynde med blev de holdt stangen ved [[Den kinesiske mur|Den store mur]] men blev snart sluppet gennem porten i [[Shanhaiguan|Shanhai-passet]] af ming-generalen [[Wu Sangui]], som var nået frem til, at et forbund med manchuerne var det eneste håb for at nedkæmpe [[Li Zicheng]]s bondeoprørerne fra Shaanxi, som da truede selve hovedstaden [[Beijing]]. Li formåede at vinde magten i Beijing, og den sidste Ming-kejser, [[Chongzhen-keiseren|Chongzhen]], begik selvmord ved at [[Guilty Chinese Scholar Tree|hænge sig i et træ]] lige nord for [[Den forbudte by]]. Manchuerne og deres nye allierede general Wu var snart fremme i Beijing og formåede hurtigt at tilføre bondehæren et afgørende nederlag, og den [[6. juni]] [[1644]] marcherede de ind i Ming-hovedstaden og gjorde den til residensby for sin egen hersker. Det nye styre blev [[Qing-dynastiet]]. To manchuprinser og general Wu Sangui forfulgte oprørslederen Li Zicheng til [[Hunan]], hvor han blev slået ihjel af bønderne i oktober [[1645]].
Linje 179:
== "Det sydlige Ming" 1644-1662 ==
 
Qing-styrkerne fik ikke umiddelbart kontrol over det sydlige og sydøstlige Kina. Ming-loyalister fortsatte dermed at regere i stadig mindre dele af de sydlige landsdele, og deres herredømme bliver af og til kaldt "det sydlige Ming". Skiftet af hovedsteder viser hvordan, de var på vigende front: [[Nanjing]] 1644—1645, [[Fuzhou]] 1645—1646, og til sidst [[Zhaoqing]], 1646 — 25. april 1662.
 
Kort efter Nanjings fald og et påfølgende oprør indtrådte to store massakrer, i [[Jiangyin]] og [[Jiading]], og selv om de blev udførte både af manchutropper og af kinesiske overløbere til Qing, skulle disse begivenheder opildne antimanchuiske følelser i riget i flere hundrede år og trækkes frem i agitationen mod dem.
Linje 204:
 
== Litteratur ==
* {{Kilde bog
| ref=Andrew2000
| forfatter=Andrew, Anita M.; [[John Rapp|Rapp, John A.]]
Linje 212:
| isbn=0-8476-9580-8 , ISBN 978-0847695805
}}
* {{Kilde bog
| ref=Atwell2002
| forfatter=Atwell, William S.
Linje 220:
| id=DOI: 10.2307/2700190
}}
* {{Kilde bog
| ref=Brook1999
| forfatter=[[Timothy Brook|Brook, Timothy James]]
Linje 228:
| isbn=0-520-22154-0 , ISBN 978-0520221543
}}
* {{Kilde bog
| ref=Brook2010
| forfatter=Brook, Timothy James
Linje 236:
| isbn=0674046021 , ISBN 978-0674046023
}}
* {{Kilde bog
| ref=Cahill1982
| forfatter=Cahill, James
Linje 244:
| isbn=0834801744 , ISBN 978-0834801745
}}
* {{Kilde bog
| ref=Chan1982
| forfatter=Chan, Albert
Linje 252:
| isbn=0806117419, ISBN 978-0806117416
}}
* {{Kilde bog
| ref=Clements2005
| forfatter=Clements, Jonathan
Linje 260:
| isbn=978-0750932707
}}
* {{Kilde bog
| ref=Gascoigne2003
| forfatter=Gascoigne, Bamber; Gascoine, Christina
Linje 268:
| isbn=0-7867-1219-8 , ISBN 9780786712199
}}
* {{Kilde bog
| ref=Ho1959
| forfatter=Ho, Ping-ti
Linje 276:
| isbn=0-674-85245-1
}}
* {{Kilde bog
| ref=Huang1982
| forfatter=[[Ray Huang|Huang, Ray]]
Linje 284:
| isbn=0300028849 , ISBN 978-0300028843
}}
* {{Kilde bog
| ref=Huang1996
| forfatter=Huang, Ray
Linje 292:
| isbn=1563247313 , ISBN 978-1563247316
}}
* {{Kilde bog
| ref=Kinney1995
| forfatter=Kinney, Anne Behnke
Linje 300:
| isbn=0-8248-1681-1 , ISBN 978-0824816810
}}
* {{Kilde bog
| ref=Liu1999
| forfatter=Liu, Kwang-ching; [[Patricia Buckley Ebrey|Ebrey, Patricia Buckley]]
Linje 308:
| isbn=052166991X , ISBN 978-0521669917
}}
* {{Kilde bog
| ref=Mungello2005
| forfatter=[[David E. Mungello|Mungello, David E.]]
Linje 316:
| isbn=074253815X , ISBN 978-0-7425-3815-3
}}
* {{Kilde bog
| ref=Tsai1996
| forfatter=Tsai, Shih-Shan Henry
Linje 324:
| isbn=0791426874 , ISBN 978-0791426876
}}
* {{Kilde bog
| ref=Tsai2002
| forfatter=Tsai, Shih-Shan Henry
Linje 336:
* [http://www.wsu.edu/~dee/MING/MING.HTM Ming-dynastiet – ressurs på hjemmesidene til Washington State University i USA]
* [http://www.san.beck.org/3-7-MingEmpire.html Ming Empire (detaljert historie)]
 
{{Commonscat}}