Åbn hovedmenuen

Ændringer

6 bytes fjernet ,  for 1 år siden
m
bot: fjern tom linje før Commonscat; kosmetiske ændringer
{{harflertydig}}
En '''gladiator''' (af [[latin]] ''[[gladius]]'', et [[sværd]]) var en professionel kriger, der sloges mod andre gladiatorer, vilde dyr og [[slaveri|slaver]]. Gladiatorkampene (på latin ''munera gladiatoria'') blev ofte kæmpet til døden for underholdningens skyld. Kampene fandt sted i store [[arena (kampplads)|arenaarenaer]]er over hele [[Romerriget]] som [[Colosseum]] i [[Rom]]. Mange gladiatorer var [[kriminel]]le eller [[Slaveri|slaver]], der blev købt af handelsagenter for at slås og dø i kamp. Gladiatorerne havde ikke noget valg, når det gjaldt deres egen [[skæbne]]. Nogle meldte sig frivilligt for at sikre familien det daglige brød, selv om de vidste, at det kunne koste dem livet.
 
Den gladiator, der i dag huskes bedst, er [[Spartacus]], der i 73 f.Kr anstiftede et slaveoprør, som blev nedkæmpet af [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]].
== Oprindelse ==
[[Fil:Jean-Leon Gerome Pollice Verso.jpg|thumb|[[Jean-Léon Gérôme]]s maleri ''Pollice Verso'' fra [[1872]].]]
Gladiatorkampene kom til romerne i 264 f.Kr gennem [[etruskerne]], der havde afholdt tvekampe som en del af ritualet ved [[begravelse]]r. Den første blev afholdt på [[Forum Boarium]]. Udgydt [[blod]] eller et liv, der gik tabt, regnedes som et offer. Lidt af det religiøse aspekt blev bevaret, ved at gladiatorkampene indledtes med et religiøst optog og der stadig ofredes på det lille [[alter]] for gudinden [[Nemesis]], der altid var ved gladiatorernes indgang til arenaen. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne – dagligliv i det romerske imperium'' (s. 125), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref> Fra 105 f.Kr blev kampene offentlige, indtil [[kejser]] [[Honorius]] ([[395]]-[[423]]) forbød skikken i år [[404]] e.Kr. . På trods af forbuddet ser det ud til at romerne fortsatte med at afholde gladiatorkampe, når traditionelle værdier skulle demonstreres. [[Kristendommen|Kristne]] havde selv været ofre, men arrangerede ikke desto mindre kampe.
 
En af Roms [[biskop]]per, den senere [[helgen]] Sankt Damasus, ansatte gladiatorer som sine [[livvagt]]er. I [[Nordafrika]] var det indvandrede [[germaner]]e, der bragte skikken til ophør. Under [[vandaler]]styret fortsattes kapløb med [[stridsvogn]]e i det romerske ''circus''; men gladiatorkampene var forbudt.<ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 273-6), forlaget Lille Måne, Oslo 2009, ISBN 978-82-92605-35-6</ref>
 
== Kejserne og gladiatorerne ==
Kejser [[Augustus]] lod indskrive på [[Ankara]]s Augustus-tempel: "''Tre gange gav jeg en gladiatorforestilling i mit eget navn og fem gange i mine sønners eller børnebørns navne, og under disse forestillinger kæmpede omkring 10.000 mænd til døden.''"<ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 119)</ref> Hans efterfølger, [[Tiberius]], holdt ikke af kampene og sendte to [[kohorte (militær)|kohortekohorter]]r til byen Pollentia, da befolkningen nægtede at udlevere en [[Centurion (Rom)|centurioncenturions]]s lig, medmindre de pårørende bekostede en gladiatorkamp. Ifølge [[Sveton]] idømte Tiberius de fleste af byens indbyggere og [[magistrat]]erne fængsel på [[livstid]].<ref>[http://books.google.no/books?id=jLvyQgDxJxkC&pg=PA71&lpg=PA71&dq=tiberius+pollentia+gladiator&source=bl&ots=t_oUU3SdYZ&sig=hCxDjhraafwkEiqZWLjLmYvezSY&hl=no#v=onepage&q&f=false The Gladiator: The Secret History of Rome&#39;s Warrior Slaves - Alan Baker - Google Bøker<!-- Bot genereret titel -->]</ref> I år [[27]] e. Kr. rejste en tidligere slave Atilius et vakkelvorent [[amfiteater]] i Fidenae og arrangerede en gladiatorkamp dér. [[Tacitus]] beretter, at folk strømmede til, og da bygværket faldt sammen under vægten af folkemængden, skal 50.000 være omkommet. Overklassen i Rom åbnede deres hjem for de sårede, og [[Senat]]et vedtog en lov om, at kun folk med en formue på over 400.000 sestertser fik lov til at arrangere gladiatorkampe. Videre måtte amfiteatre kun rejses på solid grund.<ref>[http://books.google.no/books?id=zqphhOuZfBYC&pg=PA65&lpg=PA65&dq=atilius+fidenae+senate&source=bl&ots=VfVfkqTg0B&sig=VqRf-bNrNsE-KHhV3z-OVGDusr0&hl=no#v=onepage&q=atilius%20fidenae%20senate&f=false The Roman Amphitheatre: From Its Origins to the Colosseum - Katherine E. Welch - Google Bøker<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
 
Da kejser [[Trajan]] havde besejret [[Dacia]], betalte han for cirkuslege i 123 dage i træk, hvor 11.000 vilde og tamme dyr blev dræbt, og 10.000 gladiatorer kæmpede.<ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 134)</ref>
Gladiatorens færdigheder som dolkning, hug og kvælning, lærte de i en gladiatorskole. Eleverne lærte den enkle regel: "Gør det mod ham, før han gør det mod dig!" Erfarne tidligere gladiatorer underviste dem på skolens øvelsesbane. Nykommerne begyndte med at øve sig på træstokke, senere på figurer af [[hø]]. Eleverne benyttede som regel træsværd, da metalsværd var meget dyre. Hvis en elev kom til skade, blev han behandlet af skolens læge.
 
En gladiator måtte regne med omkring tre kampe om året. Før en kamp blev der reklameret mundtlig og skriftligt i gaderne, da der knyttedes stor spænding og [[væddemål]] til kampene. [[Tacitus]] fortæller om en gladiatorkamp i [[Pompeii]]s [[amfiteater]], måske det ældste i [[Italien]]: "''På den tid udbrød der en alvorlig kamp mellem indbyggerne i to romerske byer Nuceria og Pompeii.'' (Pompeii var havneby for Nuceria.) ''Det begyndte med en ubetydelig hændelse under nogle gladiatorkampe... Da de begyndte at skælde hinanden ud – typisk for sådanne byer – førte mundhuggeri til stenkast, og så kom sværdene frem. Pompeianerne, hos hvem legene fandt sted, sejrede, men mange sårede fra Nuceria blev ført til hovedstaden... Kejseren'' ([[Nero]]) ''bad [[senat]]et om at efterforske sagen... Da der kom rapport, vedtog senatet, at Pompeii ikke måtte afholde lege i ti år.''"<ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 92), forlaget Aschehoug, Oslo 2009, ISBN 978-82-03-23682-2</ref>
 
En gladiator, der skulle oplæres, måtte aflægge [[Ed (løfte)|ed]] til sin træner (''lanista'') "... om blind lydighed. Finde sig i indespærring, pisk og endog døden for sværdet." I Pompeii blev 60 gladiatorer fundet omkommet i barakkerne efter [[Vesuv]]s udbrud i år [[79]], hvad der tyder på, at de blev holdt indespærret. Sammen med de døde gladiatorer lå også liget efter en [[overklasse]]kvinde, der måske sværmede for én af dem. Beundrere skrev gladiatorernes navne på husvæggene, så vi i dag kender navnene på flere af dem i Pompeii: Felix, Celadus, Crescens.<ref>Aage Hauken: ''I skyggen av Vesuv'' (s. 108)</ref>
 
Gladiatorerne var iført traditionelle antræk og forestillede [[mytologi]]ske [[uhyre]]r eller for længst glemte [[barbar]]er. Romerne anså forestillingerne for en hyldest til de gamle [[dyd]]er og derfor sundt for [[moral]]en. Vilde dyr og forbrydere blev ført frem for at dø, som en demonstration af, hvordan Rom gjorde verden til et tryggere sted for sine indbyggere. Forestillingen begyndte om morgenen, hvor hele landskaber steg op fra underjordiske sceneramper, og vilde dyr førtes ind i håb om, at de ville sønderrive hinanden. Midt på dagen gik man over til at [[Henrettelse|henrette]] fanger. De kunne blive dræbt af de vilde dyr, eller sat til at dræbe hinanden. Til sidst, som hovedforestilling, kom gladiatorkampene. Gladiatorerne skulle man se op til, med [[Cicero]]s ord: "''Såfremt de har gjort sine herrer tilfredse, er de lykkelige for at dø.''" [[Plinius]] mente, det var "''en imponerende forestilling, som demonstrerede trangen til ros og ønsket om sejr.''"<ref>Terry Jones: ''Barbarene'' (s. 271-2)</ref>
 
== Henvisninger ==
* [[Gladiator (film)]]
* [[Colosseum]] i Rom
 
{{Commonscat|Gladiators}}
{{histstub}}
526.130

redigeringer