Den anden engelsk-hollandske krig 1664-67: Forskelle mellem versioner

Hollænderne svarede igen ved at sende admiral Michiel de Ruyter til Afrika med en flåde for at generobre det tabte. Det lykkedes i nogen grad. Officielt var de to lande ikke i krig med hinanden, men efter flere engelske angreb mod skibsfarten, fik hollandske kaptajner i [[koloni]]erne ret til at åbne ild mod engelske skibe, når de følte sig truet. Den engelske kong [[Karl 2. af England|Karl 2.]] (Charles II) benyttede lejligheden til at erklære krig den [[4. marts]] [[1665]].

I slaget ved Lowestoft 13. juni 1665 sejrede den engelske [[flåde]] stort og tilføjede den hollandske flåde dens største nederlag nogensinde. Men briterne var ikke umiddelbart i stand til at følge op på sejren, og hollænderne kunne bygge nye skibe i et rask tempo og havde snart nye flådestyrker. Samtidigt lykkedes det dem at få støtte fra [[Frankrig]], som frygtede, at engelske [[konspiration]]er ville betyde, at [[Huset Habsburg|habsburghabsburgerne]]erne, Frankrigs hovedfjende, ville få mulighed for et bemægtige sig Nederlandene.

Pres var der dog også på den engelske side. [[Storbranden i London|"Den store brand]]", som ødelagde store dele af [[London]] 2.-5. september 1666, krigens store byrder og mangel på klare sejre, kombineret med hungersnød i England gjorde situationen vanskelig. Et folkeligt [[oprør]] truede – og da det i juni 1667 lykkedes hollænderne at gennemføre et dristigt togt på engelsk jord, søgte de en fredelig løsning på konflikten. En mindre hollandsk styrke var blevet landsat og havde erobret et fort ved [[Themsen]]. Det gav den mulighed for at angribe den engelske flåde for anker; 15 engelske orlogsfartøjer gik tabt.