Forskel mellem versioner af "Anselm af Canterbury"

46 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
m
Smårettelser
m (Smårettelser)
 
'''Anselm af Canterbury''' (født [[1033]] i [[Aosta]], [[Italien]], død [[21. april]] [[1109]] i [[Canterbury]] i England) var en italiensk [[teolog]] og [[filosof]] af [[benediktinerordenen]]. Han regnes for en af [[skolastik]]ens grundlæggere. Anselm var [[ærkebiskop af Canterbury]] fra 1093 til 1109 og blev [[kirkelærer]] og [[helgen]] med festdag den [[21. april]].
 
Anselm skrev øvelser og meditatonermeditationer helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Anselm citeres for ''Credo ut intelligam'' (latin: ”jeg tror for at jeg kan forstå”). Det har forbindelse til [[Pave Gregor 1.|Gregor den Store]] (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, ''hvorfor'' man tror, og mere konkret ''hvad'' man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.<ref>Formulering fra Aksel Haaning ''Den kristne mystik'', 1993, s. 60</ref>
 
Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for [[Kirke (institution)|kirkens]] frihed.
 
Anselm ophøjedes til [[kirkelærer]] 1720. Otte hundrede år efter Anselms død, promulgerede eller kundgjorde [[pave]] [[Pave Pius 10.|Pius X]] [[encyklika]]en ''Communium Rerum'' i 1909, i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.
 
== Anselms teologiske program ==
Anselm udtrykker sit teologiske program i første kapitel af skriftet ''Proslogion'':
:"Ikke søger jeg, Herre, at gennemtrænge din ophøjethed, for jeg sammenstiller på ingen måde min erkendelse med den; men jeg begærer i nogen grad at erkende din sandhed, som mit hjerte tror og elsker. Jeg prøver nemlig ikke at erkende for at jeg kan tro; men jeg tror, for at jeg kan erkende." Erkendelsen er derved ''troens'' erkendelse, ''intellectus fidei''.<ref>Citeret fra Grane 1999, s. 139</ref>
Erkendelsen er derved ''troens'' erkendelse, ''intellectus fidei''.<ref>Citeret fra Grane 1999, s 139</ref>
 
[[Fornuft]]en skal finde de grunde, der står bag ved det, som kirken tror. Om dem bruger han ofte udtrykket "nødvendige grunde", ''rationes necessariae''. "Fornuft" vil her sige logisk argumentation. Fornuftens rolle består derfor ikke i at bidrage med nyt indhold ud over troen, men i at belyse det indhold troen har, så at man indser, hvorfor det er sådan. <ref>Grane 1999, s. 139</ref>
 
Anselm søgte at beskrive forholdet mellem tro og viden med udtrykket ''fides quarens intellectum'' (latin for "troen, som søger en måde at forstå"). For Anselm stod tro og viden således ikke i et modsætningsforhold, men den rationelle kundskab kan ses som et resultat af troen. Dog er [[tro]]en altid det grundlæggende for ham.
| Gud eksisterer.
|}
Hvis en ung mand skal beskrive sin idealkvinde, indebærer hans beskrivelse ikke, at denne idealkvinde faktisk eksisterer. Ifølge Anselm stiller det sig anderledes med Gud. Tænker vi os Gud som det fuldkomne væsen, kan han ikke mangle eksistens; da ville han jo ikke være fuldkommen. At vi tænker os Gud som fuldkommen, er for Anselm beviset for, at Gud også må findes. <ref>Tollefsen, Syse og Nicolaisen: ''Tenkere og ideer'' (s. 209), forlaget Gyldendal, Oslo 2002, ISBN 82-417-0966-8</ref>
 
Kant benægtede imidlertid, at "eksistens" kan være et [[prædikat]] på linje med fx "algod", "almagt" osv. som Gud kan tilskrives; men det interessante er, at Anselm begyndte at argumentere filosofisk, hvilket efterhånden førte til filosofiens løsrivelse fra teologien.
 
== Forsoningslære ==
[[Fil:Anselmstatuecanterburycathedraloutside.jpg|thumb|200px|Statue af Anselm ved den sydvestlige portal i [[Canterbury Cathedral|Canterbury-katedralen]], med en kopi af ''Cur Deus Homo'' i sin højre hånd.]]
Af stor betydning for vesterlandsk [[teologi]] var hans [[forsoningslære]] som han udlagde i ''Cur Deus Homo'' (latin: ”Hvorfor blev Gud menneske?”). Det var kun Gud der var i stand til at forsone [[Adam_Adam (bibelsk_personbibelsk person)|AdamAdams]]s eller menneskenes [[synd]], men [[soning]]sofferet måtte bæres frem af et [[menneske]], og det var derfor Gud blev menneske i [[Jesus Kristus]]. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved ''satisfaktion''.
Det er den såkaldte ''satisfaktionsteori'', hvor [[inkarnation]]en er nødvendig for at redde Guds ære.<ref>; Ifølge Johannes Sløk i ''De europæiske ideers historie'' i afsnittet om forsoningen betragtes Gud af Anselm her i billedet af den middelalderlige lensherre i hans forhold til sine lensmænd. Sløk mener, at netop ''udformningen'' af soningen er typisk for perioden – selve soningen er israelitisk og har sin rod i den jødiske offerkult.</ref>
 
== Værker ==
; Anselms værker
* ''Monologion''
* ''Proslogion''
* ''Orationes sive Meditationes''
* ''De Grammatico ''
* ''De Veritate''
* ''De Libertate Arbitrii''
* ''De Casu Diaboli, Epistola de Incarnatione Verbi''
* ''Cur Deus Homo''
* ''De Conceptu Virginali et Originali Peccato''
* ''De Proccesione Spiritus Sancti''
* ''Epistola de Sacrificio Azimi et Fermentati''
* ''Epistola de Sacramenti Ecclesiae''
* ''De Concordia Praescientiae et Praedestinationis et Gratiae Dei cum Libero Arbitrio''
* ''De Anima''
* ''Anselmus De monte Humulitatis.''
 
== Referencer ==
 
== Se også ==
* [[Filosofi i middelalderen]] – [[Tolvte århundredes renæssance]]
* [[Tolvte århundredes renæssance]]
 
== Litteratur ==
{{Middelalderens filosoffer}}
 
{{FD|1033|1109|Anselm}}
{{autoritetsdata}}
 
{{FD|1033|1109|Anselm}}
[[Kategori:Teologer fra Italien]]
[[Kategori:Katolske biskopper fra Italien]]
39.217

redigeringer