Karl Dönitz: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) →Dom og senere år: Illustration. Om kone, børn og børnebørn. |
Nordfra (diskussion | bidrag) →Dom og senere år: Gravstedet og testamentet. |
||
Linje 33:
== Dom og senere år ==
[[Fil:The Second World War 1939 - 1945- Germany- Personalities BU6711.jpg|thumb|upright=1.2|left|23. maj 1945: Dönitz overgiver sig til britiske soldater. [[Alfred Jodl]] i uniform til venstre, og [[Albert Speer]] i civilt tøj mellem dem.]]▼
Under [[Nürnbergprocessen]] blev han anklaget og dømt ud fra følgende anklagepunkter:
* [[Forbrydelse]]r mod freden.
Line 39 ⟶ 38:
* [[Krigsforbrydelse]]r.
▲[[Fil:The Second World War 1939 - 1945- Germany- Personalities BU6711.jpg|thumb|upright=1.2|left|[[23. maj]] [[1945]]: Dönitz overgiver sig til britiske soldater. [[Alfred Jodl]] i uniform til venstre, og [[Albert Speer]] i civilt tøj mellem dem.]]
Han fik 10 års fængsel i [[Spandau]], og blev løsladt i [[1956]]. Han havde ikke medvirket i [[holocaust]], men ført krig. Han havde aldrig været medlem af det nationalsocialistiske parti [[NSDAP]]; men været en betydelig militær tilrettelægger for den tyske aggression. I sine samtaler med fængsels[[psykiater]]en Douglas Kelley fremstod admiralen som en venlig, ret reserveret mand med en skarp sans for [[humor]] og uden tegn til [[depression]]. Godmodigt fortalte Dönitz om de mange ulemper ved fængselslivet, fra den ringe mad til det sædeløse [[vandkloset]] i cellen. Dr. Kelley beskrev admiralen som en af gruppens mest sammensatte [[personlighed]]er, "''en mand velsignet med kreative evner, [[fantasi]] og et sundt sjæleliv...utvivlsomt en betydelig leder og en yderst kompetent mand.''" Dönitz læste digte og var fast besluttet på at forbedre sine engelskkundskaber under fangenskabet. <ref>Jack El-Hai: ''Nazisten og psykiateren'' (s. 121), forlaget Humanist, Oslo 2014, ISBN 978-82-82820-87-5</ref>▼
[[Fil:2158 Karl Dönitz.JPG|thumb|hochkant|Dönitz' familiegravsted i [[Aumühle]].]]
▲Han
Ligesom [[Hermann Göring]] sendte Dönitz en formel protest til general [[Eisenhower]] om at behandlingen, han fik som krigsfange, ikke var overensstemmende med [[Genevekonventionen]]s bestemmelser for fanger af hans rang. Som svar erklærede Eisenhower i en offentlig [[bekendtgørelse]] sin utilfredshed med de nærmest luksuriøse forhold, nazister sonede under efter at have overgivet sig. Oberst Andrus, der bestyrede fængslet i Mondorf, forlangte, at nazisterne skulle rejse sig, hver gang en repræsentant for de allierede kom ind i det samme værelse. Dönitz undlod ved en anledning at gøre det. "''Rejs dig!''" råbte Andrus, og Dönitz rejste sig modvilligt. <ref>Jack El-Hai: ''Nazisten og psykiateren'' (s. 60-61)</ref> Men Dönitz følte sig heller ikke vel blandt flere af sine medfanger, og anmodede oberst Andrus om, at [[Julius Streicher]] skulle indtage sine måltider adskilt fra de andre. <ref>Jack El-Hai: ''Nazisten og psykiateren'' (s. 86)</ref>
Line 48 ⟶ 49:
Dönitz accepterede aldrig at være dømt som krigsforbryder. Han døde af et hjerteinfarkt [[juleaften]] [[1980]] og ligger begravet i [[Aumühle]] øst for [[Hamburg]]. <ref>https://www.findagrave.com/cemetery/639202/waldfriedhof-cemetery</ref>
Dönitz kunne heller aldrig slippe forestillingen om, at han var Tysklands sidste lovlige rigspræsident. Han fik det ordnet sådan, at [[Bundespräsident|forbundspræsidenten]] efter Dönitz' død fik overladt en slags testamente, hvor der stod: "''I bevidsthed om mit ikke afsluttede ansvar for det tyske folk, overdrager jeg mit [[embede]]s indhold og opgave som [[Nazityskland|det tyske riges]] sidste statsoverhoved til forbundspræsidenten i [[Vesttyskland|forbundsrepublikken Tyskland]].''" <ref>http://www.dra.de/online/hinweisdienste/wort/2005/dezember24.html#hz1</ref>
== Noter ==
| |||