Helligånden: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m sprogret
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
 
Linje 19:
Allerede hos tidlige kristne kirkefædre som [[Tertullian]] forstås Gud som treenig, med Helligånden som den tredje i [[Treenigheden]] (med [[Gud Fader|Faderen]] og [[Sønnen]] som den første og anden person){{kilde mangler|dato=Uge 24, 2014}}. I det 4. århundrede, da kirken begyndte at fastlægge sit grundlag, blev Helligånden slet ikke diskuteret. Ved [[koncil]]et i [[Nikæa]] var det kun forholdet mellem Faderen og Sønnen, der blev diskuteret. Det blev fastslået, at Sønnen var helt og fuldt Gud ("af samme væsen som Faderen", "sand Gud af sand Gud"). Senere i det 4. århundrede stødte [[Athanasius]] på ægyptiske kristne, der benægtede, at Helligånden var af samme væsen som Faderen og Sønnen. Athanasius angreb dem og hævdede Helligåndens guddommelighed, fordi frelsen også var fra Helligånden, og kun Gud kunne frelse. På det 2. koncil i Konstantinopel i [[381]] blev Helligånden (i den [[nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse]]) derfor også sidestillet med Faderen og Sønnen, men man undlod at bruge udtrykket "af samme væsen", fordi man helst ville holde sig til bibelske vendinger{{kilde mangler|dato=Uge 24, 2014}}. I stedet sagde man, at Helligånden "udgår fra Faderen" (en formulering fra Johannesevangeliet). Det var dog teologernes mening, at Helligånden var af samme væsen som Faderen og Sønnen, og desuden at Helligånden udgår fra Faderen gennem Sønnen, som det fremgår af samtidige skrifter (fx [[Gregor af Nyssa]]).
 
[[Augustin]]s treenighedslære byggede også på den nikænske teologi og Konstantinopel-koncilet, men lagde i højere grad op til, at Helligånden udgår fra Faderen "og Sønnen", og senere tilføjedes disse ord til trosbekendelsen i Vesten i den tidlige middelalder ("[[filioque]]"). Det var i [[1054]] en af årsagerne til [[Det store skisma 1054|skismaet mellem øst- og vestkirken]].
 
I klassisk [[kristendom]] knyttes Helligånden tæt sammen med en formidlingsrolle mellem Gud og mennesker og er den, der giver mennesker troen på kristendommens sandhed. Det begrundes bibelsk ved brugen af betegnelsen "talsmanden" i [[Johannesevangeliet]] og beskrivelsen i [[Apostlenes Gerninger]] af begivenhederne i [[Pinse|pinsen]] efter Kristi himmelfart. I særdeleshed knyttes den tæt til [[Dåb|dåben]], hvor den døbte antages at få skænket Helligånden. I visse kirkelige retninger antages det at ske ved omvendelse til kristendommen.