Karl 6.'s regeringstid blev præget af gentagne krige mod England i det, der senere blev kendt som [[Hundredårskrigen]]. Der blev gjort et forsøg på at indgå en fred allerede i 1396, da den endnu ikke syv år gamle prinsesse [[Isabella af Valois]] blev gift med den 29-årige [[Richard 2. af England]].
Freden i Frankrig holdt ikke, og fejden mellem kongefamilien og den burgundiske fyrsteslægt kastede igen landet ud i anarki og kaos. I 1415 besluttede Englands konge [[Henrik 5. af England|Henrik 5.]] at drageudnytte fordel af denne situation,det og foretog derfor en invasion iinvaderede Nordfrankrig; dette felttog blev afgjort i [[slaget ved Agincourt]], hvor den franske hær led et totalt og afgørende nederlag til de talmæssigt underlegne engelske styrker. I 1420 måtte Karl, stærkt mærket af sin sygdom, underskrive [[fredsaftalen i Troyes]], hvor Henrik 5. blev anerkendt som Karl 6.'s arving,. hansHans egen [[Karl 7. af Frankrig|søn]] blev erklæret illegitim og hans datter, [[Katharina af Valois]], blev forlovet med Henrik.
I realitetenDer var der tvivl om ''[[dauphin]]en'' Karls [[legitimitet]], idet hans mor var berygtet for sine affærer, mens hendes mand var sindssyg. Desuden blev Karl anset som svag og vaklende,. hvilketDet skabte konflikter med både hans mor og hans egen søn [[Ludvig 11. af Frankrig|Ludvig]]. Senere mente mange franskmænd,heriblandtsom [[Jeanne d’Arc]], at kongen kun havde indgået denneden katastrofale aftale pga. presset fra sin sygdom, og at aftalen derfor ikke kunne regnes som bindende.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}
