Aflad: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SorenRK (diskussion | bidrag) m Fjerner version 9738164 af 77.213.67.103 (diskussion) Nej, du ændrede et korrekt ord til ét, der ikke giver mening Tag: Omgjort |
No edit summary |
||
Linje 1:
[[Fil:Jeorg Breu Elder A Question to a Mintmaker c1500.png|thumb|Afladssalg, [[træsnit]] af Jörg Breu den ældre, [[Augsburg]] omkring [[1500]].]]
[[Fil:Indulgence1430.jpg|thumb|Afladsbrev fra omkring 1430]]'''Aflad''' er et begreb i den [[romersk-katolske kirke]] der betyder eftergivelse af timelig straf for synd, det vil sige af [[bodsstraf]] eller af straf i [[skærsilden]]. Begrebet forudsætter den katolske opfattelse af synd og tilgivelse: når man har syndet, bør man bekende det for sin præst, som kan give én syndernes forladelse. Dermed har man fået [[Gud]]s tilgivelse for synden, og man undgår at lide den evige straf i [[Helvede]] for den. Selv om man har fået tilgivelse, kan der imidlertid alligevel være noget, der skal sones for at genoprette ens gode forhold til Gud. Det er denne soning, der kaldes den timelige straf, fordi den er timelig; det betyder, at den er afmålt i tid, ikke evig.▼
[[Fil:Indulgence1430.jpg|thumb|Afladsbrev fra omkring [[1430]].]]
* Ordet afladshandel stammer fra den romersk-katolske kirke i [[middelalderen]]. I korte træk gik det ud på, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne slippe hurtigere gennem Skærsilden. Det er imidlertid en misforståelse: aflad kunne og kan ikke sælges — det ville være en svær synd i sig selv: [[simoni]], handel med åndelige goder. Til gengæld ''var'' der aflad forbundet med visse godgørende eller fromme handlinger, der involverede penge; for eksempel var der aflad forbundet med at bidrage til bygningen af [[Peterskirken]]. Dette skal imidlertid forstås sådan, at kirken blot lægger en yderligere nåde til en i Guds øjne allerede fortjenstfuld handling. Men distinktionen forsvandt i manges øjne let, og der var store problemer med svindel, hvor gejstlige og andre uden Kirkens godkendelse reducerede afladsbegrebet til blot og bar køb af syndsforladelse, samt svindel med falsk aflad. Derfor blev al aflad forbundet med handlinger, der involverede finansielle transaktioner, i 1567 afskaffet af pave Pius V. Misbruget af aflad havde stor betydning for den protestantiske [[reformation]].▼
▲
▲* Ordet afladshandel stammer fra den romersk-katolske kirke i [[middelalderen]]. I korte træk gik det ud på, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne slippe hurtigere gennem
* Afladen opstod omkring år [[1035]], hvor der blev givet aflad til folk, der besøgte eller gav bidrag til bestemte kirker i Nordspanien og Sydfrankrig.
* I [[Politiken]]s Nudansk ordbog står der om aflad: I den katolske kirke: Fritagelse for straf for begåede synder.
Line 27 ⟶ 29:
== Afladshandel ==
[[
Afladshandel var en skik, der udviklede sig i middelalderen. Korstogsbevægelsen havde fremmet afladsvæsenet, og snart uddeltes aflad i uhyre omfang, så at Innocens 3. så sig nødsaget til at forbeholde paven ret til at give fuldstændig aflad (i 1215). I det 13. århundrede udformede [[skolastik]]erne [[Alexander fra Hales]] og [[Thomas Aquinas]] afladslæren, og i det 15. århundrede blev afladshandel end mere almindelig, især da Nikolaus 5. i 1450 udstedte et opråb til kristenheden om at komme kongen af Cypern til hjælp mod tyrkerne og tillod, at afladspengene måtte bruges dertil. Ved hjælp af den nye bogtrykkerkunst udfærdigedes nu masser af afladsbreve<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0252.html Olrik, s. 236]</ref>, affattede på latin, rummende kundgørelse af aflad under nærmere fastsatte betingelser og med åben plads til køberens navn, der med blæk blev indført af afladskræmmerne (''quæstores eleemosynarum''), klerke, som i egenskab af pavelige legater forestod "handelen". Et af de allerældste afladsbreve, fra 1454, købt af en [[kannik]] ved Vor Frue Kirke i København, bevares endnu i
I alle kristne lande virkede afladslegater, udrustede med omfattende myndighed til at "løse og binde", mægle og påbyde fred, endvidere med ret til at uddele doktorgrader og andre værdigheder. Rundt omkring i byerne rejste de kors med pavens våben og opstillede store jernkister, hvori køberne lagde deres penge. Aflad gjaldt mange slags synder, og vel krævede afladsbrevene [[anger]] og bekendelse hos modtageren, men virkningen af dette krav svækkedes, når legaterne dog havde takster for al slags overtrædelse. Foruden den egentlige aflad meddelte brevene ofte små fritagelser for kirkelige pligter, især lempelser i [[faste]]n; således kunde danske få tilladelse til at spise smør og ost i fastetiden ("''smørbreve''").<ref name="Salm 237"/>
| |||