Korsfæstelse: Forskelle mellem versioner

'''Korsfæstelse''' er en [[henrettelse]]smetode, der især er kendt fra [[Romerriget]]. Den anvendtes på [[sørøver]]e, andre forbrydere, på [[Slaveri|slaver]] og udlændinge; ikke på [[Romersk borger|romerske borgere]]. Selv om mange romere aldrig havde set en korsfæstelse, kendte alle dog til afstraffelsen, der blev anset som så brutal, at [[Cicero]] i ''Pro Rabirio'' omtaler det upassende i at nævne ordet "[[kors]]" i dannet samtale. <ref>Peter Walker: ''I Jesu fotspor'' (s. 176-7), forlaget Hermon, 2010, ISBN 978-82-302-0768-0</ref>

I 440 f.Kr gik [[Athen]] ind på Milets side i en konflikt mellem [[Samos]] og [[Milet]] om kontrollen over [[bystat]]en [[Priene]]. Efter ni måneders [[belejring]] overgav Samos sig til den athenske [[flåde]], og blev tvunget til at nedrive sine bymure og overlade sin flåde til Athen, samt betale en erstatning på 1.500 talenter. Dertil skal [[Perikles]] have beordret alle trierarker (officerer på krigsskibe) og [[marinesoldat]]er henrettet ved korsfæstelse på torvet i Samos. Straffemetoden kaldtes ''apotympanismos''. Efter ti dages korsfæstelse blev hovedskallen knust med køller, og den døde smidt udenfor bymuren uden begravelse. ''Apotympanismos'' var den ene af de to etablerede henrettelsesforme i Athen, og blev kun benyttet i særlig graverende tilfælde. Den anden var at tømme et bæger med saft af [[skarntyde]], som [[Sokrates]] gjorde. <ref>Tord Østberg: ''Alkibiades og Aten'' (s. 53), forlaget Dreyer, Oslo 2013, ISBN 978-82-8265-033-5</ref>

[[Død]]en indtræder som følge af [[ilt]]mangel, eller pga en kombination af blodtab, tørste og [[Shock|chok]]. Iltmangel opstår, når personen hænges på korset uden støtte for fødderne eller en blok til at sidde på. Når armene strækkes til siden og opad, bliver brystkassen trukket ind, så lungerne ikke magter at udvide sig. Åndedrættet bliver derved utilstrækkeligt til at udskille [[kultveilte]]n. Til sidst indtræder bevidstløshed, og derefter død. Normalt blev døden fremskyndet ved at personens ben blev knust, sådan at han hurtigere sank sammen og ikke fik vejret. De korsfæstede blev sjældent gravlagt, men smidt i en bunke, til rovfuglene havde ædt dem. <ref>Peter Walker: ''I Jesu fotspor'' (s. 177)</ref>

Den romerske [[general]] [[Marcus Licinius Crassus|Crassus]] korsfæstede i 71 f.Kr ca 6.000 [[Slaveri|slaver]], [[Spartacus]] havde samlet til oprør. I [[Palæstina]] blev ca 4.000 oprørere korsfæstede i år 4 f.Kr, da en anden romersk general, [[Publius Quinctilius Varus|Varus]], nedkæmpede opstanden i [[Galilæa]]. Dette gentog sig efter de store oprør mod romerne i år [[70]] og år [[135]]. En død på korset oplevedes af [[jøder]]ne som en dobbelt skammelig død, for i [[Det gamle testamente]] ([[Femte Mosebog]] 21:23) forbander [[Gud (monoteistisk)||Gud]] den, der dræbes på et træ: "''for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje.''"<ref>{{Bib|Femte Mosebog|5Mos|21|23}}</ref> Desuden var den korsfæstede som regel nøgen.

Jesus Kristus fik ikke benene knust ved sin korsfæstelse. ({{Bib|Joh|joh|19|32}}) En [[svamp]] med [[eddike]] blev rakt op til ham som hjælp mod tørsten. For romerne kan det have fortonet sig som en ekstra forhånelse, da en svamp med eddike var det, romerne tørrede sig med nedentil i mangel af [[toiletpapir]]. <ref>Peter Ørsted: ''Romerne – dagligliv i det romerske imperium'' (s. 116), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4</ref>

== Eksterne lænkerlinks ==