Åbn hovedmenuen

Ændringer

20 bytes tilføjet ,  for 11 måneder siden
m
Datomærker for artikler hvor enkelte passager behøver uddybning
Af de enkelte geografiske fagdiscipliner gjorde oceanografien store fremskridt på grund af sørejserne; store havdybder kunde man ganske vist ikke måle, men tidevandet og havstrømmene blev studeret med iver. Portugiserne havde således allerede i 1400-tallet opdaget Guinea-strømmen, [[Vasco da Gama]] fandt Mozambique-strømmen, og Alaminos iagttog og benyttede [[Golfstrømmen]] i strædet ved [[Florida]]. Desuden blev luftstrømningerne udførlig beskrevet, og benævnelser som passater og monsuner blev efterhånden almindelige.
 
Den matematiske geografi tog et mægtigt opsving ved [[Nicolaus Kopernikus|Kopernikus']] og [[Johannes Kepler|Keplers]] indsatser, bredde- og længdebestemmelser blev skarpere, og den første gradbue blev udmålt ved triangulation mellem [[Alkmaar]] og [[Bergen op Zoom]]. Kortene, der nu blev fremstillet efter matematiske bestemmelser, var forbedredet, og dominansen inden for kartografien, der i 1400-tallet tilhørte italienerne, gik i første halvdel af 1500-tallet over til deres elever, de portugisiske og spanske lodser. I midten af århundredet blev disse dog også overhalet af tyskerne, der hen imod slutningen af århundredet atter blev fortrængt af hollænderne, hvis blomstringstid var i 1600-tallet. Af særlige kortarbejder kan her nævnes tyskeren [[Martin Behaim]]s globus og flamlænderen [[Gerhard Mercator]]s banebrydende kortværker. Af hollandske kartografer kan fremhæves Hondius, [[Willem Janssen]], [[De Witt]]{{hvem?|dato=2018}} og Vischer; også en dansk kartograf fra denne periode er blevet berømt, nemlig [[Johannes Mejer]] fra [[Husum (Slesvig)|Husum]].
 
I hovedsagen stod geografien i 1700-tallet i stampe, og Hübners ''Vollständige Geographie'' svarede i alt væsentligt til de gamle kosmografier. Imidlertid skete der indirekte et stort arbejde for geografien ved naturvidenskabernes, etnografiens og statistikkens begyndende opblomstring. Det var i 1700-tallet, at [[René-Antoine Ferchault de Réaumur|Réaumur]] konstruerede sit [[termometer]] og Harrison ([[1693]]—1776) opfandt kronometeret, at [[De Luc]]{{hvem?|dato=2018}} 1772 udfandt formlen for barometrisk højdemåling, og det første meteorologiske akademi blev stiftet [[1780]]; et mægtigt fremskridt skete i den fysiske geografi ved skabelsen af en geologisk videnskab gennem [[A.G. Werner]] (1750—1817). [[Carl von Linné|Linné]] grundlagde det botanisk-zoologiske studium: plantegeografien etableredes af Wildenow, ligesom dyregeografien igangsattes af Zimmermann. Endelig begyndte også [[antropologi]]en at vise sig i [[Petrus Camper|Campers]] og [[Johann Friedrich Blumenbach|Blumenbachs]] værker, og man begyndte at tage fat både på statistiske undersøgelser og sammenlignende [[sprogvidenskab]]. Kartografien anvendte hele det forøgede astronomiske materiale og hævede sig, navnlig i Frankrig med navne som Delisle og d'Anville, til en hidtil ukendt højde.
 
=== 1800-tallet ===
44.201

redigeringer