Syndikalisme: Forskelle mellem versioner

'''Syndikalisme''' er en strømning inden for [[arbejderbevægelsen]], der søger at opnå [[socialisme]] via faglig og økonomisk kamp frem for [[Parlament|parlamentarisk]] politik. Syndikalisme er i højere grad en kampform end en [[ideologi]], men forudsætter således også iaf sin natur en bestemt analyse og kritik af de nuværende samfundsamfundsforhold og, som sagt, netop kampformenkampformer til omvæltning af disse. OrdetBetegnelsen er oprindeligtafledt af ''syndicat'', som er det [[Fransk (sprog)|franskfranske]], idet det franske ord for "[[Fagforbund|fagforening]]", erhvilket ''syndicat.''afspejler, Fagforeningenat syndikalister regner arbejdernes faglige og dermedøkonomiske sammenslutninger – snarere end de parlamentarisk-politiske sammenslutninger (dvs. [[arbejderbevægelsePolitisk parti|partierne]]n) er– ogsåsom helt[[Arbejderklasse|arbejderklassens]] centralprimære for syndikalismenkamporganer. I modsætning til parlamentarisk orienterede [[marxisme|marxister]] mener syndikalister ikke, at man skaber [[Revolution (politik)|revolutionen]] gennem det, man populært kalder "[[proletariatets diktatur]]", altså [[arbejderparti]]ets magtovertagelseovertagelse af [[Stat|statsapparatet]] og [[produktionsmiddel|produktionsmidlerne]] med det mål at skabe et [[Kommunisme|kommunistisk]] samfund. Derimod mener de, at arbejderklassen må gennemtvinge sine krav overforover for sine modstandere og udbyttere, [[Kapitalisme|kapitalisterne]], ved at bruge de midler, arbejderbevægelsen har for hånden. Det vil sige [[Strejke|strejker]], herunder [[generalstrejke]], ogboykot, blokade, [[sabotage]] mvosv. Altsammen– kaldetmidler, "der samles under begrebet '''direkte aktion"'''. SyndikalisterneSyndikalister afviser dermed at skaffe sig magt gennem brug af statsapparatet og gennem partidannelsepartidannelser.

De syndikalistiske fagforbund kan omfatte alle, der sælger deres arbejdskraft, men også selvstændige arbejdere, såsom landmænd, der selv har en landbrugsproduktion uden at købe andres arbejdskraft, og studerende.

I udlandetmange andre lande er der større tradition for syndikalismensyndikalisme end i Danmark. Således har f.eks. [[Spanien]] og [[Frankrig]] stærke syndikalistiske fagforbund medsom hhv. navnenefx [[Confederación Nacional del Trabajo]] og [[Confédération Nationale du Travail]] (CNT). De er begge organiseret i det internationale fagforbund af syndikalistiske fagforeninger (IWA), der også tæller både de svenske og tyske syndikalistiske fagforbund og adskillige uden for Europa. I Spanien opnåede CNT stor styrke gennem 1920'erne og 30'erne, men da [[Spanske borgerkrig|borgerkrigen brød ud i Spanien]] i 1936 efter at general [[Francisco Franco|Francos]] tropper kom fra [[Marokko]] og til Spanien for at overtage magten, måtte de se sig som tabere af krigen, hvorefter Spanien havde et fascistisk styre frem til 1975. I Franco-tiden undertryktes særligt CNT. Men endnu i dag er syndikalismen en betydelig kraft i den spanske arbejderbevægelse – særligt i [[Katalonien]] og [[Baskerlandet (region)|Baskerlandet]].

Men også i starten af det 20. århundrede som i andre europæiske lande oplevedenød den syndikalistiske bevægelse en stor fremgang i Danmark som i andre europæiske lande. Efter at Hovedaftalen ([[Septemberforliget)]] var blevet indgået mellem DsFDe Samvirkende Fagforbund (nu [[LO]]) og arbejdsgiverne i [[Dansk Arbejdsgiverforening]] (DA) i september 1899 efter lang tids strejke og lock-out, var utilfredsheden stor i dele af den danske fagbevægelse. Man mente, at DsF's forhandlere havde accepteret alt for mange af DA's krav. Nogle arbejdere var særligt utilfredse med fredspligten, konfliktløsningssystemet og arbejdsgivernes ledelsesret, der ville svække arbejdernes faglige kamp.

Derfor oprettedes i ca. 1910 Fag-Oppositionens[[Fagoppositionens Sammenslutning]], hvis mest markante figurefigurer var [[Christian Christensen (forfatter)|Christian Christensen]] og (fra 1919-1921) [[Marie Nielsen]]. Tilslutningen til Fag-OppositionensFagoppositionens Sammenslutning var relativt stor i det efterfølgende årti. Dette skyldtes bl.a. stor arbejdsløshed i visse fag og udbruddet af [[1. verdenskrig]]. Syndikalisterne engagerede sig ikke kun i den direkte faglige kamp, hvor deres indflydelse ikke var så stor, men også i den sociale og kulturelle kamp. Bl.a. kæmpede de mod kvindeundertrykkelse, for bedre boligforhold og mod [[Militarisme|militarismen]], der gik som en bølge over [[Europa]] under 1. verdenskrig. Det var også syndikalisterne, der var den største faktor i mobiliseringen til den direkte aktion og demonstrationen [[Stormen på Børsen]] i 1918.

Presset på Fag-OppositionensFagoppositionens Sammenslutning havde i øvrigt også internt i fagbevægelsen altid været stort. Således blev det vedtaget af [[Socialdemokratiet]] på deres kongres i 1913, og senere støttet af DsFDe Samvirkende Fagforbund, at der skulle gøres alt for at bekæmpe den syndikalistiske bevægelses fremgang.

HvorforAt arbejderne i Danmark aldrig blev radikaliserede, som det i højere grad skete i udlandet, harskyldes mange faktorer. Bl.a. var industrialiseringen langsommere i Danmark end i udlandet, hvilket betød mindre grov udbytning og en spredning af arbejderne på mange mindre produktionssteder. Og da industrialiseringen endeligt slog igennem, havde Socialdemokratiet formået at opbygge sig en stor magtbase og havde fået overbevist mange arbejdere om den gradvise forbedring af deres forhold gennem den parlamentariske kamp.

En specielhovedstrømning retninginden affor syndikalismen er '''anarkosyndikalismen'''. Anarkosyndikalismen implementerer eksplicit [[Anarkisme|anarkistiske]] idéer i syndikalismen og radikaliserer dermed også syndikalismen i forhold til andre ideologier. Når man siger, at syndikalisterne afviser brugen af det politiske system, så passer det kun delvist. Nogle medlemmer havde aktiviteter i politiske partier. Historisk set sad Spaniens CNT f.eks. i parlamentet en overgang, og for de danske syndikalisters vedkommende er det tydeligt, at flere har accepteret brugen af det politiske system, eftersom de gik over i DKP. Nogle syndikalister lægger bare hovedvægten af den revolutionære kamp på den faglige kamp og organisering.

En kendt person, der særligt i sine ungdomsår var aktiv anarkosyndikalist, var forfatteren [[Halfdan Rasmussen]].