Senmiddelalder: Forskelle mellem versioner

[[File:Great famine.jpg|thumb|Fra dommedagen i ''Biblia Pauperum'' illumineret i [[Erfurt]] omkring Den Store Hungersnød. Døden sidder på en løbeløve, hvis lange hale ender i en kugle af ild (helvede). Hungersnød peger mod hendesdens sultne mund.]]

'''Senmiddelalderen''' var en periode i [[Europa]]s historie underi [[middelalderen]], der går fra omkring år 1300 til år 1500. Senmiddelalderen efterfulgtefulgte [[højmiddelalderen]] og går forud for [[tidlig moderne tid]] (og i meget af [[Europa]] [[renæssancen]]).

Omkring år 1300 ophørte en lang periode medlangvarig fremgang og vækst i Europa. Store dele af kontinentet oplevede [[hungersnød]] og [[pest]], heriblandtsom [[den store hungersnød 1315–1317]] og [[den sorte død]],. hvilketDet reduceredehalverede befolkningen i Europa til omkring halvdelen af, hvad den var inden disse katastrofer.<ref>Austin Alchon, Suzanne (2003). A pest in the land: new world epidemics in a global perspective. University of New Mexico Press. p. 21. {{ISBN|0-8263-2871-7}}.</ref> Sammen med affolkningen skete enkom social uroligheduro og kontinuerliglangvarige krigkrige. [[Frankrig]] og [[England]] oplevede begge store bondeoprør som [[Jacquerie]] og [[Peasants' Revolt]], samt over et århundrede med militærkonflikt under [[hundredårskrigen]]. Derudover delte [[det store skisma]] den [[den katolske kirke]] op i to, hvilket yderligere skabte splid og utryghed. Samlet bliver disseDisse begivenheder kaldtkaldes [[krisen i senmiddelalderen]].<ref>Cantor, p. 480.</ref>

På trods af disse kriser var 1300-tallet også en periode med stor fremgang inden for kunst og videnskab. Som følge af en fornyet interesse ifor [[Antikkens grækenland|græske]] og [[Romerriget|romerske]] tekster, der var startet i højmiddelalderen, begyndte den [[italienske renæssance]]. Opdagelsen og udbredelsen af latinske tekster var startetbegyndte før [[renæssancen i 1100-tallet]] via kontakt med [[araber]]e under [[korstog]]ene, men tilgængeligheden af vigtige græske tekster accelererede efter [[Osmannerriget]]s [[erobringen af Konstantinopel|erobring af Konstantinopel]] af [[Det Osmanniske Rige]], hvor de [[Byzantinske Rige|byzantinske lærde]] søgte tilflugt i vesten, særligt i [[Italien]].<ref>Cantor, p. 594.</ref>

Kombineret med tilgangen afde klassiske ideer blev [[bogtryk]]kekunsten opfundet,. hvilketDet styrkede udbredelsen af det skrevne ord, og demokratiserede viden. Disse to tingDet første senere til [[reformationen]]. Mod slutningen er perioden begyndte [[opdagelsestiden]]. [[Det Osmanniske Rige]] voksede, og det kulminerede i [[Konstantinopels fald]] i 1453, og [[Vasco da Gama]]s rejse syd om [[Afrika]] og [[Indien]] i 19481448. Deres opdagelser styrkede økonomien og magten i de europæiske nationer.

De ændringer, som udviklingen medførte, har fået flere forskere til at betragte dettedem som afslutningen på middelalderen, og begyndelsen på [[Nyere tid (historisk periode)|moderne historie]] og [[tidlig moderne Europa]]. Denne opdeling er dog til dels kunstig, idet viden fra oldtiden aldrig var fuldstændigt væk fra de europæiske samfund. Der var således en [[Kontinuitetsteori|kontinuel udvikling]] mellem [[oldtiden]] (via [[antikken]]) og den [[Nyere tid (historisk periode)|moderne tid]]. Nogle historikere, særligt i Italien, foretrækker fuldstændigt at brugeundgå udtrykke senmiddelalderen, men ser i stedet periodentiden som en skiftetid fra middelalderen til renæssancen og den moderne tid.

Termen "senmiddelalderen" referer til en af tre perioder, der sammen med den tidlige middelalder og højmiddelalderen udgør middelalderen. [[Leonardo Bruni]] var den første [[historiker]], der anvendte den tredelte periodisering i hanssin bog ''History of the Florentine People'' (1442).<ref name="Hankins">Leonardo Bruni, James Hankins, ''History of the Florentine people'', Volume 1, Books 1–4, (2001), p. xvii.</ref> [[Flavio Biondo]] anvendte en lignende opstilling i ''Decades of History from the Deterioration of the Roman Empire'' (1439–1453). Opdelingen blev standard efter den tyske historiker [[Christoph Cellarius]] udgav ''Universal History Divided into an Ancient, Medieval, and New Period'' (1683).

For 1700-tals historikere, der studerede 1300- og 1400-tallet, var det centrale tema [[renæssancen]], med dens genopdagelse af antikkens lærdom.<ref>Brady ''et al.'', p. xiv; Cantor, p. 529.</ref> Kernen i denne genopdagelse ligger i Italien, hvor man med [[Jacob Burckhardt]] ord: "blev blev et åndeligt individ og anerkendte sig selv som sådansådant".<ref>{{cite book|first=Jacob|last=Burckhardt|authorlink=Jacob Burckhardt|title=The Civilization of the Renaissance in Italy|edition=|publisher=|location=|year=1860|page=121|id=|url=|isbn=0-06-090460-7}}</ref> Dette blev senere udfordret, og der blev argumenteret idet nogen menermed, at man opnåede større kulturelle præstationer i 1100-tallet.<ref>{{cite book|first= Charles Homer|last=Haskins|authorlink=Charles Homer Haskins|title= The Renaissance of the Twelfth Century|edition=|publisher= Harvard University Press|location=Cambridge, Mass.|year=1927|id=|url=|isbn= 0-19-821934-2}}</ref>

I takt med, at økonomiske og demografiske metoder blev anvendt i forskning af historie, blev derdet mere almindeligt at se senmiddelalderen som en periode med recession og kriser. Den belgiske historiker [[Henri Pirenne]] fortsatte med at underinddele middelalderen i tidlig, høj og senmiddelalder omkring [[første verdenskrig]].<ref>"Les périodes de l'histoire du capitalisme", ''Académie Royale de Belgique. Bulletin de la Classe des Lettres'', 1914.</ref> Det var dog den hollandske kollega, [[Johan Huizinga]], der primært var ansvarlig for at popularisere det [[Pessimisme|pessimistiske]] syn på senmiddelalderen med hans bog ''[[The Autumn of the Middle Ages]]'' (1919).<ref>{{cite book|first=Johan|last=Huizinga|authorlink=Johan Huizinga|title=The Waning of the Middle Ages: A Study of the Forms of Life, Thought and Art in France and the Netherlands in the XIVth and XVth Centuries|edition=|publisher=E. Arnold|location=London|year=1924|page=|id=|url=|isbn=0-312-85540-0}}</ref> For Huizinga, hvis forskning fokuserede på [[Frankrig]] og [[Nederlandene]] frem for Italien, var håbløshed og nedgang hovedtemaerne i stedet for genfødsel.<ref name="Allmand299, Cantor530">Allmand, p. 299; Cantor, p. 530.</ref>

Moderne historiografi om perioden har en konsensus mellem de to ekstremer med innovation og krise.<ref name="Allmand299, Cantor530"/> I dag bliver det generelt anerkendt, at betingelserne var voldsomt forskellige nord og syd for [[Alperne]], og udtrykket "senmiddelalderen" bliver ofte helt undgået blandt italiensk historiografi.<ref>Le Goff, p. 154. See e.g. {{cite book|first=John M.|last=Najemy|authorlink=|title=Italy in the Age of the Renaissance: 1300–1550|edition=|publisher=Oxford University Press|location=Oxford|year=2004|page=|isbn=0-19-870040-7|url=}}</ref> Termen "renæssance" opfattes stadig som brugbart for til at beskrive visse interllektuelle, kulturelle eller kunstneriske bevægelser, men ikke som en defineret epoke i europæisk historie.<ref name="Bradyxvii">Brady ''et al.'', p. xvii.</ref> Perioden fra begyndelsen af 1300-tallet og frem til - og nogle gange inklusivemed - 1500-tallet bliver mere set som karakteriseret af andre tendenser: demografisk og økonomisk nedgang efterfulgtfulgt af genopretning, enden på religiøs enighed i vesten, [[nationalstat]]ens opståen og udvidelsen af den europæiske indflydelse til resten af verden.<ref name="Bradyxvii"/>

Grænserne for [[Kristenheden|det kristne Europa]] var stadig i gang med at blive defineret i 1300- og 1500-tallet. Mens [[Storhertugdømmet Moskva]] begyndte at kæmpe tilbage mod [[Mongolske kejserdømme|mongolerne]], og de [[Iberiske halvø|iberiske]] kongeriger afsluttede [[Reconquista]] på halvøen og rettede deres opmærksomhed udad, så faldt [[Balkanlandene]] og blev domineret af [[Det Osmanniske Rige]].<ref name="For referencer, se nedenfor">For referencer, se nedenfor.</ref> Imens var det resterende nationer på kontinentet låst fast i en næsten konstant itnernational eller intern konflikt.<ref>Allmand (1998), p. 3; Holmes, p. 294; Koenigsberger, pp. 299–300.</ref>

Situationen ledteførte gradvist til konsolideringen af en centralmagt og [[nationalstat]]ens opståen.<ref name="BradyJones">Brady et al., p. xvii; Jones, p. 21.</ref> DeBehovet finansielle behov tilfor at føre krig nødvendiggjordeøgede højereskatterne. skatteniveau, hvilketDet resulterede i repræsentativt styre, hvor afhvoraf [[Englands parlament]] er det mest notable.<ref>Allmand (1998), p. 29; Cantor, p. 514; Koenigsberger, pp. 300–3.</ref> Vækst i den sekulære autoritet blev hjulpet yderligere på vej af [[paven]]s formindskede indflydelse af [[et store skisma]] og den kommende [[reformationen|reformation]].<ref>Brady et al., p. xvii; Holmes, p. 276; Ozment, p. 4.</ref>

Efter en fejlslagen union mellem [[Sverige]] og [[Norge]] i 1319-1365 blev den panskandinaviske [[Kalmarunionen|kalmarunion]] oprettet i 1397.<ref>Hollister, p. 366; Jones, p. 722.</ref> Svenskerne blev modvilligt medlemmer af den dansk-dominerede union. I et forsøg på at undertrykke svenskerne, fik [[Christian 2. af Danmark]] et stort antal svenske adelsfolkadelige dræbt under [[Det Stockholmske Blodbad]] i 1520. Dette affødte blot endnu mere fjendtlighed, og svenskerne brød ud af unionen i 1523.<ref>Allmand (1998), p. 703</ref> Norge derimod blev underlegen del af sammenslutningen, og forblev forenet med Danmark frem til 1814.<ref>{{cite book|first=Sverre|authorlink2=Knut Mykland|last2=Mykland|first2=Knut|last=Bagge|authorlink=Sverre Bagge|title=Norge i dansketiden: 1380–1814|edition=2nd|publisher=Cappelen|location=Oslo|year=1989|isbn=978-82-02-12369-7|url=}}</ref>

[[Island]] nød godt af at være relativt isoleretlangt fra Europa, og det var det sidste land i [[Skandinavien]], der blev ramt af [[den sorte død]].<ref>Allmand (1998), p. 673.</ref> Imens dødeuddøde den nordiske koloni på [[Grønland]] ud, sandsynligvis som følge af ekstreme vejrbetingelser i 1400-tallet.<ref>Allmand (1998), p. 193.</ref>; Disse betingelser kan have forårsaget afden [[den lille istid]].<ref>{{cite web|url=http://ircamera.as.arizona.edu/NatSci102/NatSci102/text/extlittleice.htm|title=The Little Ice Age: When global cooling gripped the world|publisher=The Washington Post|author=Alan Cutler|date=1997-08-13|accessdate=2008-03-12}}</ref>

[[Alexander 3. af Skotland|Alexander 3.]] af [[Skotland]]s død i 1286 kastede landet indud i en arvefølgekrise, og den engelske konge, [[Edvard 1. af England|Edvard 1.]], blev bragt ind for atbedt mægle. Edvard krævede overherredømme over Skotland, hvilket ledteførte til [[de skotske uafhængighedskrige]].<ref>Jones, pp. 348–9.</ref> Englænderne endte med at blive besejret, og skotterne var i stand til at etablerede en stærkere stat under [[Huset Stuart|Stuarterne]].<ref>Jones, pp. 350–1; Koenigsberger, p. 232; McKisack, p. 40.</ref>

Fra 1337 blev Englands opmærksomhed hovedsageligt rettet mod Frankrig i [[Hundredårskrigen]].<ref>Jones, p. 351.</ref> [[Henrik 5. af England|Henrik 5.]]s sejr under [[slaget ved Agincourt]] i 1415 gjorde det kortvarigt muligt at forene de to kongerigekongeriger, men hans søn, [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]] forspildte snart efter disse landvindinger.<ref>Allmand (1998), p. 458; Koenigsberger, p. 309.</ref> Tabet af Frankrig ledte til utilfredshed hjemme. Kort efter afslutningen på hundredårskrigen kastede dynastiske uroligheder landet ud i [[rosekrigene]] (ca. 1455–1485), som involveredemellem [[Huset Lancaster]] og [[Huset York]], der begge kæmpede for at få tronen.<ref>Allmand (1998), p. 458; Nicholas, pp. 32–3.</ref>

Krigen blev afsluttet med tiltrædelsen af [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] fra [[Tudordynastiet|Tudor]]-familien, som fortsatte arbejdet med at opbygge et stærkt, centraliseret [[monarki]], som konger fra huset York havde startet.<ref>Hollister, p. 353; Jones, pp. 488–92.</ref> Mens Englands opmærksomhed var rettet andre steder var de [[Hiberno-Normannisk]]e lords i [[Irland]] blevet mere assimileret i det irske samfund, og øen fik lov til at udvikle stor uafhængighed under det engelske overherredømme.<ref>McKisack, pp. 228–9.</ref>

Den franske [[Huset Valois|Valois]]-familie, som efterfulgtefulgte [[Huset Capet]] i 1328, var oprindeligt marginaliseret i sit eget land,: førstFørst af englændernes invaderende styrkerinvasionsstyrker i hundredårskrigen, og senere af det magtfulde [[Hertugdømmet Burgund]].<ref>Hollister, p. 355; Holmes, pp. 288-9; Koenigsberger, p. 304.</ref> [[Jeanne d'Arc]]s fremkomst som militær leder ændrede krigen til franskmændenes favør, og initiativet blev videreført af kong [[Louis 11. af Frankrig|Louis 11.]].<ref>Duby, p. 288-93; Holmes, p. 300.</ref>

Imens mødte [[Karl den Dristige, hertug af Burgund|Karl den Dristige]], [[hertug af Burgund]], modstand i sit forsøg på at konsolidere sine besiddelser, særligt fra det [[Gammelschweiziske edsforbund|schweiziske edsforbund]], der blev dannet i 1291.<ref>Allmand (1998), pp. 450-5; Jones, pp. 528-9.</ref> Da Karl blev dræbt i [[de burgundiske krige]] under [[slaget ved Nacny]] i 1477 blev hertugdømmet Burgund tilbageerobret af Frankrig.<ref>Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 355; Koenigsberger, p. 304.</ref> På samme tid kom [[County of Burgundy]] og det rige [[De burgundiske Nederlande]] under det [[Tysk-romerske rige]]s kontrol via [[Huset Habsburg|Habsburgerne]], hvilket startede en konflikt der forløb over de næste århundreder.<ref>Allmand (1998), p. 455; Hollister, p. 363; Koenigsberger, pp. 306-7.</ref>

[[Böhmen]] blomstrede op i 1300-tallet, og [[Den gyldne bulle]] blev gjort til konge af Böhmen første gang blandblandt de kejserlige [[kursfyrste]]r, menmens [[Hussitterkrigene|hussitterrevolutionen]] kastede landet ud i krise.<ref>Holmes, p. 311–2; Wandycz, p. 40</ref> Det [[Tysk-romerske rige]] overgik til [[Huset Habsburg|Habsburgerne]] i 1438, hvor det forblev, indtiltil det blev opløst i 1806.<ref>Hollister, p. 362; Holmes, p. 280.</ref> På trods af at habsburgerne havde store landområder, forblev kejserriget selv splittet, og meget af den reelle magt og indflydelse lå i de individuelle fyrstedømmer.<ref>Cantor, p. 507; Hollister, p. 362.</ref> Derudover havde finansielle institutioner som [[hansaen]] og [[Fugger]]-familien stor magt på bøde økonomisk og politisk plan.<ref>Allmand (1998), pp. 152–153; Cantor, p. 508; Koenigsberger, p. 345.</ref>

Louis efterlod ikke en søn som arving ved sin død i 1382. I stedet udnævnte han den unge prins [[Sigismund af Luxemburg]], der var 15 år gammel, som sin arving. Den ungarske adel accepterede ikke dette kravdet, og resultatet blev en intern krig. Sigismund skaffede sig til sidst fuldstændig kontrol over Ungarn, og han etablerede sit hof i Buda og Visegrád. Begge paladser blev genopført, og de blev betragtet som nogle af de fornemste i samtiden i Europa. Sigismund arvede Böhmen og Det Tysk-romerske kejserriges trone, og fortsatte med at føre sin politik fra Ungarn, men han blev travlt optaget af at kæmpe mod [[hussitter]]ne og [[Det Osmanniske Rige]], der var blevetblev en trussel for Europa i begyndelsen af 1400-tallet.

Kong [[Matthias Corvinus]] af Ungarn ledte den største hær af [[lejesoldat]]er nogensinde, [[den sorte legion]], som han brugte til at erobre [[Böhmen]] og [[Østrig]] og til at kæmpe mod Det Osmanniske Rige. Kongeriget endte allerede i begyndelsen 1500-tallet, da kong [[Louis 2. af Ungarn]] blev dræbt under [[slaget ved Mohács]] i 1526 mod Det Osmanniske Rige. Ungarn oplevede herefter stor krise, og blev invaderet, hvilket afsluttede landets vigtige rolle i Europa i middelalderen.

[[Andet bulgarske rige|Det Bulgarske Rige]] var på tilbagegang i 1300-tallet, og den dominerende rolle i regionen blev overtaget af [[Serbien]], hvilket blev markeret med serbernes sejr over Bulgarien under [[slaget ved Velbazhd]] i 1330.<ref>Jones, pp. 796–7.</ref> I 1346 blev den serbiske kong [[Stefan Dušan]] udråbt som kejser.<ref>Jones, p. 875.</ref> Den serbiske position blev dog kortlivet; den serbiske hær ledet af Lazar Hrebljevanovic blev besejret af ottomannerne under [[slaget på Solsortesletten]] i 1389, hvor det meste af den serbiske adel blev dræbt, og den sydlige del af landet blev besat af ottomannerne, ligesom det sydlige Bulgarien var blevet en del af Det Osmanniske Rige i [[slaget ved Maritsa|i 1371]].<ref name="Hollister, p p. 339">Hollister, p. 360; Koenigsberger, p. 339.</ref> De nordlige dele af Bulgarien blev endeligt erobret i 1396, Serbien faldt i 1459, [[Bosnien]] i 1463 og [[Albanien]] blev underlagt i 1479, kun få år efter [[Skanderbeg]]s død. [[Beograd]], der på dette tidspunkt hørte til Ungarn, var den sidste by i [[Balkan]], der faldt til osmannerne i 1521. Ved afslutningneafslutningen på middelalderen var hele [[Balkanhalvøen]] annekteret eller blevet [[vasal]]er til ottomannerne.<ref name="Hollister, p p. 339"/>

[[Avignon]] var sæde for [[paven]] fra 1309 til 1379.<ref>Hollister, p. 338.</ref> Da paven vendte tilbage til [[Rom]] i 1378, udviklede [[pavestaten]] sig til en stor sekulær magtfaktor, der kulminerede i det moralsk korrupte pavedømme under [[Pave Alexander 4.]], der sad fra 1492-1503.<ref>Allmand (1998), p. 586; Hollister, p. 339; Holmes, p. 260.</ref> [[Firenze]] voksede og blev en af de rigeste af de italienske bystater ved hjælp af deres finansielle sektor og den dominerende [[Medici]]-familie, der blev vigtige forgængere for [[renæssance]]n via deres interesse i kunst.<ref>Allmand, pp. 150, 155; Cantor, p. 544; Hollister, p. 326.</ref> Andre byer i [[Norditalien]] udvidede også deres territorier og konsoliderede deres magt, primært [[Milano]] og [[Venedig]].<ref>Allmand (1998), p. 547; Hollister, p. 363; Holmes, p. 258.</ref> [[Den sicilianske vesperkrig]] havde delt [[Syditalien]] op i det [[Huset Trastámara|Aragoniske]] [[Kongeriget Sicily]] og [[Huset Valois-Anjou|Anjou]] [[Kongeriget Napoli]] i begyndelsen af 1300-tallet.<ref>Cantor, p. 511; Hollister, p. 264; Koenigsberger, p. 255.</ref> I 1442 blev de to kongeriger forenet under aragonerne.<ref>Allmand (1998), p. 577.</ref>