Danske besiddelser: Forskelle mellem versioner

Det skulle vise sig at være den rette fremgangsmåde for et land i Danmarks stilling. Skridt for skridt udvikledes det danske koloniimperium i alle tre verdensdele: Afrika, Asien og Amerika, ikke mindst understøttet af en officiel dansk [[neutralitet (diplomati)|neutralitet]]spolitik under tidens talrige krige. Udviklingen vendte først den dag, den danske stat (trods neutraliteten) blev angrebet og efter, at man efter anerkendelsen af en ny økonomisk virkelighed valgte at omprioritere sine målsætninger.

 

{{uddybende|Ostindisk Kompagni|Asiatisk Kompagni}}

 

{{uddybende|Nicobarerne}}

Op til d. [[16. oktober]] [[1869]] havde danskerne beholdt rettighederne til ø-gruppen [[Nicobarerne]] (Frederiksøerne). Her forsøgte man på flere koloniseringsforsøg. Disse gentagne forsøg mislykkedes, bl.a. som følge af befolkningens modstand og af udbrud af malaria. Dette førte til, at rettighederne til øerne blev solgt til Storbritannien.

 

=== Afrika ===

I [[Afrika]] købte man forskellige handelsområder, og der oprettedes mindst tre handelsstationer og et fort på [[Guldkysten]], nærmere bestemt [[Ghana]]. De tre handelsstationer blev kaldt for [[Fort Frederiksborg]] (Kpompo), [[Fort Christiansborg]], (ved [[Accra]] i [[1661]]) og Frederiksberg. Men der var også tale om 4 andre forter. [[Fort Prinsensten]] oprettet i [[1784]], [[Fort Augustaborg]] fra [[1787]], [[Fort Fredensborg]] og [[Fort Kongensten]], flere af disse er i dag ruiner. Af disse 7 forter eksisterer kun Fort Christiansborg, som tidligere var den ghanesiske præsidents bolig i Ghana. Danskerne prøvede at lave plantager i Fredriksborg, men det mislykkedes. Dog prøvede de mægtige afrikanske høvdinger at fjerne de europæiske forter langs hele Guldkysten. Fort Christansborg blev fra [[1685]] hovedkvarteret for danske interesser i Afrika og afskibningen af [[slave]]r til de [[Dansk Vestindiske Øer]]. I [[1807]] var de afrikanske handelspartnere underkuet af [[Ashanti]]stammen, og i [[1807]] var de danske handelsstationer forladt. Danmark solgte sine forter ved Guldkysten til Storbritannien i [[1850]].

 

{{uddybende|Dansk slavehandel}}

Den danske [[trekantshandel]] startede i [[København]] eller [[Flensborg]], hvor skibene sejlede til Fort Christiansborg lastet med efterspurgte varer, navnlig håndskydevåben. Våbnene solgte man så til kystens høvdinger, som leverede slaver i stedet. Besiddelsen af skydevåben gav disse høvdinge mulighed for at besejre deres fjender længere inde i landet og således tage krigsfanger, som igen kunne sælges. Slaverne blev af danskerne sejlet til Vestindien og afsat til de danske og udenlandske plantageejere på de dansk-vestindiske øer, hvor der så kunne oprettes sukkerplantager. Øerne var ikke større end [[Møn]], men inden for det danske monarki fandtes der ikke en større befolkningstæthed eller et område med større afkast. Trekantshandelen sluttede igen i København eller Flensborg, hvor man udskibede råstoffet, der blev anbragt i [[Vestindisk Pakhus]]. Sukkeret blev behandlet i de københavnske [[sukkerraffinaderi]]er.

Det dansk-norske slaveskib ''[[Fredensborg (skib)|Fredensborg]]'' er genfundet som vrag ved [[Arendal]] i Norge, og en udstilling om skibets sidste rejse kan ses på amtsmuseet i byen.

 

 

I København kom størsteparten af rigdommene fra trekantshandelen/slavehandelen et fåtal af byens borgere til gode, f.eks. familien [[Schimmelmann]], der fik råd til at bygge det overdådige ''Schimmelmannske palæ'' i [[Bredgade]], som senere hen købtes af [[Odd Fellow Logen]], det nuværende [[Odd Fellow Palæet|Odd Fellow Palæ]].

 

== Litteratur ==