Et kendetegn ved postmodernismen er problematiseringen af vidensbegrebet. Tanken om at viden kan være repræsenteret ''udenfor'' individet bliver forkastet og deden postmoderne teori fremhæver en holdning, der siger, at der ikke findes nogen højere [[Sandhed|sandheder]], som har nogen gyldighed uafhængigt af individuel [[erkendelse]]. Postmodernismen fremstår på den baggrund som [[oplysningstiden|oplysningfilosofiens]] direkte modsætning. Det er således en pointe i postmoderne tænkning, at [[viden]] ikke eksisterer uafhængigt af tid, sted, sociale omstændigheder mv. og at [[Individ|individet]] danner sig både sin viden og sit syn på viden ud fra disse faktorer. På denne måde er postmodernismen [[Socialkonstruktivisme|socialkonstruktivistisk]]. Det bliver derfor nødvendigt at kritisere den rationelle videns begrænsning; at [[dekonstruktion|dekonstruere]] den. [[Jacques Derrida]] udtænker i sin kritik af vidensbegrebet idéen om, at man for at undgå at modsige sit eget tankegrundlag er tvunget til at postulere et antal ytringer (''[[logos]]'') som mere ''oprindelige'' end andre og den praksis har udviklet sig til det fænomen, som Derrida kalder [[logocentrisme|''logocentrisme'']]. Postmodernismens alternativ til logocentrismen er at placere grundstenen til viden på [[diskurs]]en; en opfattelse som trækker på [[Wittgenstein]]s idé om sprogspil.
Den franske postmodernist og kulturteoretiker [[Jean Baudrillard]] hævder i ''Simulacra and Simulations'', at virkeligheden i konventionel forstand ikke længere eksisterer. Den er blevet fortrængt af en endeløs række af forfalskninger. Massemedierne og andre former for kulturel masseproduktion, siger han, omdefinerer konstant kendte kulturelle symboler og billeder, og dette flytter vores opmærksomhed væk fra virkeligheden og fanger den i [[hyperrealitet|det hyperreelle]].
